– Jeg er total forandret

– Man skulle tro efter to så hektiske uger, at man gerne ville slappe af og lave ingenting, men nej, jeg keder mig, jeg vil tilbage på GAF.

Sådan skriver Josephine Birkkjær Justesen på sin Facebook dagen efter, hun er kommet hjem fra GAF, som er en to ugers teenagelejr på pinsekirkernes efterskole i Mariager.
På lejren var Josephine med til at sætte rekord. 270 deltagere og 90 ledere sprang alle rammer. Fordi hun er 17, kom hun med på GAF+ for de ældste teenagere.
– Det gav ekstra ansvar, mere undervisning og flere personlige udfordringer at være i den gruppe, forklarer Josephine.
Der var ellers lige et øjeblik, hvor hun ikke glædede sig til lejren.
– Det var meningen, at jeg skulle afsted sammen med min lillebror. Men det vidste sig, at han kun var gammel nok til Kilifi-GAF, og så stod jeg uden nogen at tage afsted sammen med, fortæller hun.
Men Josephine tog afsted alligevel. Ikke mindst, fordi det ogsåv havde været en god oplevelse, da hun i 2011 var med stort set uden at kende nogen. Og hun fortrød ikke:
– Det var fantastisk, slår hun fast. Og fantastisk bliver et gennemgående ord, når Josephine skal beskrive sine oplevelser på lejren.

Syv fantastiske piger

En af de ting, som var allermest fantastisk for hende var fællesskabet.- Jeg kom til at bo på værelse og være på hold med syv fantastiske piger, som også var GAF+’ere.
– Vi skulle alle otte bo på et firemandsværelse. Det er enormt tæt og skulle i teorien ikke kunne lade sig gøre med teenagepiger. Men vi fik det til at fungere.
De var super sjove at være sammen med, og samtidig havde vi hver især vores problemer, som vi kunne snakke om. Der var bare sådan en åbenhed og tillid, forklarer Josephine.
– De ved alt om mig, og det har jeg det totalt fint med, for de har hjulpet mig meget.
Vi brugte også hinanden til at komme til morgenbøn hver morgen. Det betød, at vi skulle stå op før alle andre. Det er noget af en præstation, for man får stort set ingen søvn i forvejen. Men fordi vi var otte til at hjælpe hinanden, kom vi afsted hver eneste morgen.

Et pusterum fra HF

Til hverdag går Josephine på HF i Herning. Derfor betød det også meget for hende, at det var et kristent fællesskab.
– På HF kan jeg jo ikke sidde i klassen og snakke om Gud eller mine personlige problemer, uden at nogen synes, jeg er underlig eller bare er totalt ligeglade.
– Det betød meget for mig, at jeg på GAF kunne tale frit om mine oplevelser med Gud uden at virke mærkelig. Det blev et frirum og et pusterum for mig.
Også møderne på lejren har efterladt et varigt indtryk på Josephine.
– Der var især tre aftener i træk, hvor jeg gik til forbøn. Forskellige ledere bad for mig, og de kom allesammen ind på det samme. Og jeg havde ikke nævnt noget om det. Det var ligesom Gud selv satte fingeren på det område i mit liv. Jeg er en totalt forandret person på grund af det.

Gud er kommet nærmere

– Det betyder også, at jeg kan tage hjem og arbejde videre med det, forklarer Josephine, selvom hun ikke bare synes, at alt er nemt med Gud efter lejren.
– Jeg kan mærke, at jeg i takt med oplevelserne på lejren tror mere på Gud og mirakler. Samtidig er der også en ny tvivl, fordi det er kommet tættere på. Det giver mig en følelse af, at det er for vildt til at kunne lade sig gøre, forklarer Josephine.

Grænseoverskridende

Selv alt det gakkede og skøre og ulækre, som GAF er kendt for, har haft en betydning for Josephine. I år var en af ulækkerhedsoplevelserne et løb, hvor deltagerne var bundet sammen i lange rækker og derfor ikke kunne stikke af, da der blev kastet først mælk og derefter mel på dem.
– Det kan godt virke grænseoverskridende. Jeg har da ikke lyst til at blive smurt ind i mælk og lugte surt. Men samtidig betyder det noget for sammenholdet, at vi har set hinanden på det værste. Vi behøvede ikke opretholde en eller anden form for værdighed længere, men kunne bare være os selv, forklarer hun.