Blige mærkede Gud
En dag fik Mary J. Blige en særlig oplevelse med Gud i kirken.
Mary J. Bliges særlige oplevelse i barndomskirken har den anerkendte sangerinde aldrig glemt.
Mary J. Blige er lige nu aktuel for noget, som hun normalt ikke er så kendt for. Hun spiller med i julefilmen ’Black Nativity’. Og julen er mere end en tradition for Blige, som er opvokset i Bronx, New York:
– Jeg gik altid hen i kirken for at synge, men en dag skete der noget særligt. Det var en følelse, jeg ved ikke, om hele kirken kunne mærke det, men det kunne jeg. Jeg var en lille pige dengang, husker Blige tilbage.
Det var især sangen ’Lord Help Me to Hold Out’, som Mary J. Blige forbinder med oplevelsen. Den handler om at se igennem mørket i livet. Sangen har betydet meget for hende og gør det stadigvæk:
– Den hjælper mig til at være stærk og være tålmodig, indtil der kommer en løsning, siger hun til Christian Post og beskriver, hvordan det påvirkede hende, når hun sang den:
– Jeg vidste bare, at Guds nærvær var der, og at noget større holdt øje med mig.
Blige har haft problemer med stoffer og alkohol i sit liv. Her mener Blige, at der har været beskyttende engle, som har passet på hende.
– Når du kommer igennem disse virkelige hårde perioder i livet, så vil Gud altid sende engle ud til dig, siger Mary J. Blige, som netop har udgivet julealbummet med det kreative navn “A Mary Christmas”.
Henrik