Forskellen på nåde og karma

Det er ufatteligt, at den Gud, som skabte universet skulle lede efter selskab, et virkeligt forhold til mennesker, men det, der holder mig på knæene, er forskellen mellem nåde og karma.

Ser du, i centrum af alle religioner ligger tanken om karma. Du ved, alt det, du gør, vender tilbage til dig: øje for øje, tand for tand, eller inden for fysik – i de fysiske love – enhver handling mødes af en tilsvarende eller en modsat handling. Det er klart for mig, at karma ligger helt centralt i universet. Det er jeg helt sikker på.

Og dog kommer der så denne her tanke, som hedder nåde, der vender op og ned på alt det her ”som du sår, skal du også høste”-halløj. Nåden trodser fornuft og logik. Kærligheden bryder ind i, om man vil, konsekvenserne af ens handlinger, og i mit tilfælde er det virkelig godt nyt, for jeg har gjort mange dumme ting.
Det bliver mellem mig og Gud. Men jeg ville virkelig være i knibe, hvis karma skulle være min dommer til sidst. Så ville jeg være på skideren. Det undskylder ikke mine fejl, men jeg stoler på nåden. Jeg stoler på, at Jesus tog mine synder på korset, for jeg ved, hvem jeg er, og jeg håber, jeg ikke er nødt til at stole på min egen religiøsitet.

Pointen med Jesu død er, at Jesus tog verdens synder på sig, så at det, vi har gjort, ikke vender tilbage til os, og vores syndige natur ikke høster den indlysende konsekvens, døden. Det er pointen. Det burde gøre os ydmyge….
Det er ikke vores egne gode gerninger, der får os igennem himlens porte. …hvis vi bare kunne ligne ham lidt mere, så ville verden blive forvandlet. Jeg kommer bare op på egoets kors: slemme tømmermænd, dårlige anmeldelser.

Når jeg ser på Kristi kors, er det, jeg ser deroppe, alt mit lort og alle andres. Så jeg stiller mig selv et spørgsmål, som mange andre også har stillet: Hvem er den mand? Og var han den, han sagde, han var, eller var han bare en religiøs galning? Og der har vi det, det er spørgsmålet. Og ingen kan overtale dig eller tale dig fra det.