Ny baptistformand vil skabe vækst

– Tingene skal gro nedefra, og det gør ikke noget, at det går langsomt. Vækst tager tid.

Torben Andersen

Sådan lyder de snusfornuftige ord fra BaptistKirkens nyvalgte formand, Torben Andersen. Den 46-årige præst ved Pandrup-Birkelse Baptistmenighed er havemand om en hals og kender til naturens vækstprincipper.
Torben Andersen blev valgt ind på BaptistKirkens Missionsstævne i Mariager d. 14. juli som afløser for Ole Thorndal. Dermed kommer han til at indgå i et tæt samarbejde med generalsekretær Jan Kornholt.
– Jeg er den folkevalgte, og Jan Kornholt den ansatte. Min opgave er at lede Missionsrådet, som foruden Jan og jeg inkluderer de fem udvalgsformænd. Jeg skal sikre, at BaptistKirkens vedtagne målsætninger og arbejdsprogram bliver ført ud i livet. Og så skal jeg som formand repræsentere BaptistKirken udadtil og medvirke ved officielle lejligheder.
Det organisatoriske arbejde er ikke nyt for Torben Andersen. Ikke blot har han været formand for „Hjemmemissionsudvalget“ i to år, men han kender også samfundet helt ned i græsrødderne.
Han blev uddannet som præst ved Baptistsamfundets Præsteseminarium i 1984 og blev efter et års missionsarbejde i Indien og Nepal ansat som landssekretær for Baptistkirkens børne og ungdomsarbejde i to år. Derefter blev han som 29-årig ungdomspræst i Kristuskirken i København og i 1989 præst ved Bornholms Baptistmenighed. I 1998 rykkede han og hustruen Else Marie og deres to døtre teltpælene til Nordjylland, hvor han har været præst siden.
Men kommer formandsjobbet ikke til at gå ud over præstegerningen?
– Det er vigtigt at have en vision, der går ud over det lokale. Derfor var jeg med i hjemmemissionsudvalget, og derfor har jeg sagt ja til formandsposten, selv om jeg ved, det kommer til at sluge en del tid.
Hvorfor tror du, Missionskonferencen valgte netop dig til formand?
– Måske fordi jeg altid har ønsket at være en samlende person i BaptistKirken. Indtil for få år siden var der tydelige fløje, hvor der var brug for brobygning. Men i dag er vores Missionsstævne blevet en rigtig god tradition.
Hvad er dine visioner for fremtiden?
– At den lokale menighed bliver sat i fokus. Vi gennemgik en omstrukturering for få år siden, hvor alle menigheder fik en repræsentant i Missionskomiteen, og samfundet derfor blev menighedsbaseret. Det er den helt rigtige retning at bevæge sig i. Det er i den lokale menighed, Gudsriget gror. Det er der, der fremstår et troværdigt vidnesbyrd om Jesus Kristus.
– Og så brænder jeg for at vise, at vi er mere end baptister. Jeg vil arbejde for kirkens enhed. Jeg tror på et netværk mellem menigheder, som gror nedefra. Men det tager tid, og det må vi give lov til.
– Jeg kan heller ikke glemme min tid i Indien og Nepal, hvor jeg arbejdede i projektet Vestens Unge under Dialogcentret. Det gav mig hjerte for international mission. Vi må have øje for mere end byskiltet.
– Selv om BaptistKirkens missionsarbejde koordineres centralt, er det vigtigt, at der knyttes bånd mellem menighederne og missionsopgaverne, så det bærende bliver personlige relationer og ikke kun en pengestrøm.
Men bagved alle disse aktiviterer – hvad gør du når du rigtig skal slappe af?
– Det er mig, der passer haven derhjemme. Så det nyder jeg. Men sport – det ser jeg mest i tv. Jeg har ellers fået et par løbesko i fødselsdagsgave. Dem må jeg se at gøre brug af…