Jeg havde nogle gode forestillinger om mit ægteskab

Kære ’en, der skælder ud’!
Tja, hvad skal jeg sige. Hvordan synes du at: ’Velkommen til virkeligheden’ lyder!?
Du giftede dig sikkert med din mand fordi du blev tiltrukket af alt det, som lignede dig selv. Det er let at elske sin velgører, siger Jesus et sted. Og nu, nogle år nede ad vejen, er forskelligheden kommet i fokus. Og det lyder som om du ikke ved, hvad du skal stille op med den. Faktisk kunne det lyde som om du oplever det som en trussel og vil have den bekæmpet og afskaffet. Du kan godt prøve, men jeg vil gerne foreslå nogle andre muligheder, som du kan undersøge og se, om du kan bruge til noget.

Vi har det til fælles, at vi er forskellige – kan vi kalde det loven om forskellighed. Det er et grundvilkår. Måske kender du indledningen til den såkaldte ’sindsrobøn’, den lyder: ’Gud, hjælp mig til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre’. Du griber i blinde, skriver du. Det lyder til, at hverken du eller din ægtefælle ved, hvordan I skal forholde jer til jeres indbyrdes forskellighed. Jeg tror at ægtepagtens rum, ligesom et godt, dybt venskab, er et sted, hvor fæller og frænder kan lære ydmyghed i forhold til forskellighed. Og når du mister alle dine gode forestillinger er det en gevinst for jeres forhold selv om det opleves som et tab for dig. Der er ikke kun to veje, en rigtig og en forkert. Der er mange forskellige veje og der er mange forskellige muligheder. Det er sikkert ikke en nyhed for dig, at de fleste håndterer forskellighed ved at kritisere og slås om forskellighederne. De fleste familier har ikke uden videre en kultur, hvor forskelligheder anses for at være værdifulde og nødvendige både for fællesskabet og den enkelte. Så du må ud og finde det et sted og få det importeret til din familie. Det er hårdt arbejde at lære sig at føre meningsfulde dialoger om forskellighederne i et forhold.
Hvis du vil være et inspirerende eksempel må du gå foran, feks. med sætninger som: ’Jeg bliver meget i vildrede og usikker når du bare rejser dig og går, hvad sker der med dig?’ Eller ’Når jeg bliver usikker skynder jeg mig at blive gal og skælde ud, men i virkeligheden længes jeg efter dig, og jeg vil ønske at du vil . . . (vær konkret i dine ønsker og stop med bebrejdelser)’

’Jeg havde nogle ret gode forestillinger . .’ skriver du. Forventninger til ægteskabet spiller en stor rolle for de fleste af os, som er blevet gift.. Og der er arbejde med at justere forventninger i retning af realistiske forventninger. En af dem kunne være, at det er realistisk at forvente, at vi ikke kan kommunikere om de vigtigste ting her i livet. Kunne det lyde som en realistisk forventning til dig og din mand. Den svarer vist meget godt til din 5-årige ægteskabserfaring og kunne vel gøre det muligt, at du ikke konstant skal svømme mod strømmen og blive skuffet, udmattet og bebrejdende.
At snappe ud af ’rigtig/forkert’ måden, som uvægerlig skaber en vinder og en taber og så gå til vinder-vinder kultur er en mulig vej frem. De fleste af os gør den samme fundamentale fejl i vores forhold: Vi går ud fra, at den anden gør ting, reagerer på ting og oplever ting på samme måde som vi selv gør. Sådan er det ikke ifølge forskellighedens lov. Det springende punkt er, om du vælger at kritisere og kriminalisere din mand eller om du vil være nysgerrig og undersøgende og interesseret i, hvad denne alien mon mener. ’Hovsa, du er jo helt anderledes end mig. Jeg må hellere se at få lært, hvor forskellig du er, hvis vi skal leve sammen’.
Alliancen imellem jer er, at I begge er vigtige, begge hører til i jeres ægteskab, den ene er vigtig og den anden er lige så vigtig.
Først når I begge giver den gave til hinanden, at begge parters behov og følelser bliver anerkendt og respekteret som ligeværdige kommer I ind i kærlighedens gensidighed. Den kunne beskrives som at ville besøge hinandens verdener uden at smide alting ud eller absolut skulle foretage uønskede ommøbleringer.

Mange gifter sig for at blive lykkelige. Det er ikke noget godt mål efter min mening. Jeg vil hellere, at mennesker gifter sig for at blive levende. To mennesker slår følgeskab og undervejs skærper de hinanden – netop i kraft af forskelligheden. Denne skærpelse består i at træde ud af spilfægteriet og alle klagerne og de tillærte roller fra opvækstfamilien og begynde at dele sin egen person med den anden. Dele smerte, håb, længsler og alt det, som I begge går med og lige nu ikke er i stand til at sige. Det er realistisk at forvente, at vi ikke kan kommunikere de vigtigste ting i livet. Det kan være en lettelse at tage sin inkompetence på sig og så gå på opdagelse sammen for at finde hjælp. En ting er at være i en mangelsituation, en anden ting er at forsøge at skjule det.
Det er naturligvis i orden at være på vej. Det er i orden for ham og det er i orden for dig. Hvis du ønsker, at I skal være på vej sammen og hvis du vil, at din mand skal se dig, så vil jeg foreslå at du gør dig selv synlig. Det er jo muligt at mange ting er gået bag af dansen, men måske er der så bedre plads til den dansepartner, som for fem år siden bød dig op og til hvem du sagde ’ja’. Hans trin er ikke dine og det er værd at fejre hver gang det lykkes jer at passe ind i hinanden.
Mange hilsner
Peder Poulsen