Når vi vandrer i Guds forudberedte gerninger, er intet umuligt
Forleden blev vi velsignet med et hotel. Ja, du læste rigtigt, et mini-hotel på 800 m2 midt inde i Aalborg.
Efeserbrevet kapitel 2, vers 10 siger: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”
En ting, jeg har lært de seneste år, er, at der er intet som at vandre i Guds forudberedte gerninger. Når vi vandrer i hans gerninger, vil intet være umuligt.
For nogle måneder siden boede vi til leje i et hus i Herning, men en aften talte Gud meget tydeligt. Flyt til Aalborg. Wow, Aalborg. Det kom meget bag på mig.
Vi søgte da på nettet efter et sted at bo i Aalborg. Problemet var bare, at dette var rigtig dyrt, da vi behøvede en del plads.
Ja, faktisk var prisen på nogle boliger vi så, næsten 100.000 kr., for indskud og forudbetalt husleje ect. Så mange penge har vi aldrig haft, men jeg vidste, at Gud var i dette.
Da jeg vågnede dagen efter og tjekkede min bankkonto, fik jeg alligevel et kæmpe chok. En person, som jeg på det tidspunkt aldrig havde mødt, havde nemlig lige indsat 100.000 kr. på vores forenings konto, noget vi heller aldrig havde oplevet før.
Så vi flyttede til Aalborg for nogle måneder siden, vel vidende at dette var Guds forudberedte gerning for os. Dog blev det det billigste af de to huse, vi så på, vi oplevede, vi skulle have.
Mini-hotellet
Men efter få måneder i det hus, Gud gav os, er vi nu flyttet igen. Denne gang til et mini-hotel på 800 m2.
Men dette er også Guds plan, og det hele er så vildt.
For at gøre det meget kort: En mand har købt et mini-hotel, som vi kan bruge til vores missionsarbejde. Dem, der ejede hotellet, er flyttet ind i det hus, vi havde lejet, hvilket betyder, at vi har fået alt indskuddet tilbage og ikke behøvede at male osv. Ja, Gud har styr på det hele.
Hvad skal vi så med et mini-hotel på 800 m2?
Svaret er: Det ved jeg faktisk ikke helt. Det er noget, vi vil søge Gud for de næste uger. Jeg har nogle ideer, men jeg ved, at dette er noget, Gud har lagt til rette for os at vandre i. Det giver en tro til, at dette bliver godt, og at Han vil bruge dette til noget stort.
Hvad med dig? Lever du bare livet, eller vandrer du i de ting, som Gud har lagt til rette for dig at vandre i?
Søg Gud, adlyd Skriften, og du vil se, at han vil føre dig ind i de ting, han har lagt til rette for dig at vandre i.