Det er en trøst at sørge i Guds og menneskers nærvær

Kære ‘er der mon vej tilbage’
Tak for dit brev. Det lyder til, at du er i et vadested, hvor du ikke kan komme tilbage i din gamle styrke og din gamle måde at fungere på. Og jeg forestiller mig, at du både må frem og tilbage for at komme videre. Når du må tilbage, så tænker jeg på, at du må overveje igen din måde at håndtere vanskeligheder og kriser og tab på. De fleste af os lærer tidligt måder at overleve på, som hjælper os de første år af vores liv. For eksempel at være stærke og fokuserede, og at der ikke er megen plads til at dele svaghed. Sådan kunne det lyde på dit brev, at du har indrettet dig. Og når det tragiske sker, at du mister et barn, så er der risiko for, at det, der kunne betegnes som din overlevelsesstrategi, bliver en blind vej, som holder dig fast frem for at tage dig videre.
Jeg vil mene, at du er lige så stærk som før, men at du må finde en anden måde at være i livet på. I dit tilfælde vil jeg foreslå dig, at du skifter det mere selv-beroende ud med en facon, hvor du vælger også at bero på andre.