Glade budskaber

Uden på nogen måde at overdrive kan man vist godt sige, at enhver ny, pavelig rundskrivelse imødeses med både spænding og glad forventning. Her leveres et budskab, der både skal være normsættende og fremadrettet.

Den foreliggende bog er den første af den art skrivelser fra Pave Frans’ hånd, og lad det være sagt med det samme og uden forbehold: Der er tale om nødvendig læsning for alle. Også for ikke-katolikker, understreget allerede i skrivelsens angivelse af modtagerkredsen; her nævnes bl.a. ”hele det kristustroende lægfolk”. Vi er alle disciple, og missionsforpligtelsen gælder os alle, lyder pave Frans’ klare ord.

Evangeliets Glæde kan på sigt få endog meget stor betydning som det nyeste bud på en ny sociallære fra Kirkens side. Den er et nej til det økonomiske system, der fører til social udelukkelse og ulighed, en præmis, som har været til stede fra den nye paves første dag i embedet. Den er lige dele sober og kompromisløs i sin forkyndelse. Den er en kaldelse, båret af stor kærlighed til mennesket, og den er et opråb, et realistisk bud på en utopi.

Kærlighed har det sidste ord

Hver eneste side vibrerer af inderlighed og en overbevisning om, at Guds kærlighed altid har det sidste ord. Her føres åben tovejs-kommunikation, som det med et fint ord hedder i vore dage: på den ene side gives der udtryk for den dybe smerte og skam over Kirkens svigt af de seksuelt misbrugte, men som sandt jo er: dette ”må ikke få os til at glemme alle de kristne, som giver deres liv i kærlighed”, bl.a. på spartansk udstyrede hospitaler og lige så spartansk indrettede skoler: ”Dette vidnesbyrd gør mig godt og støtter mig i min personlige stræben efter at overvinde egoismen for bedre at kunne give mig selv” (s. 75).

Efter en påpegning af den tætte forbindelse mellem Kirkens evangelisering og Maria-billedet (”hver gang vi ser på Maria, kommer vi igen til at tro på ømhedens og hengivenhedens revolutionerende styrke”, s. 230), slutter bogen med en bøn til netop Maria, der jublende af glæde sang om Herrens gerninger. Også Pave Frans’ første rundskrivelse er en sang. Den stemmer sindet smukt. Den er en opmuntring til de trængte, en inspiration for den, der vil lade den være det. Genlæs den gerne. Eller bedre: Lad den være en del af dit liv.