Evangelierne fortalt som noveller

Grethe Brockmanns bibelske noveller lægger sig tæt op ad de oprindelige evangelietekster.

Man taler i dag meget om det narrative og herunder om narrativ teologi, hvor Bibelen som fortælling er i centrum. Med Grethe Brockmanns bog Bibelske noveller får man en fordobling af det narrative, med fortællinger over de evangeliske fortællinger, uden at bogen i øvrigt skal sættes i forbindelse med den narrative teologi.

Bogen indeholder 19 evangelie-noveller omkranset af en prolog og en epilog, der begge er digte. Derudover udgør digtet ”I ørkenen” et af de i alt 20 kapitler. Selvom bogen fremstår som et hele, er der tale om enkeltstående og ikke sammenhængende noveller med vekslende stil. Fx er der forskellige synsvinkler og fortællerstemmer i novellerne. De fleste har en alvidende fortæller, mens de øvrige har en jeg-fortæller.

Tæt på evangelietekster

Novellerne lægger sig tæt op ad evangeliernes beretninger og indeholder også direkte citater fra Bibelen, men udvides med beskrivelser bl.a. af omgivelserne, mens der ikke i så høj grad tilføjes noget egentlig handlingsmæssigt nyt til beretningerne. Der, hvor det sker, hvilket selvfølgelig ikke kan undgås, når man skriver bibelske noveller, er der ikke tale om noget, som skævvrider den evangelietekst, som novellen er skrevet over.

Kun nogle enkelte steder afviger novellerne fra den bagvedliggende evangelietekst, som fx når der i novellen over juleevangeliet ikke er tale om et herberg uden plads, men om Josefs families hus, som er overfyldt, så Jesus i stedet må fødes i deres stald. Bibelhenvisningerne til de nytestamentlige tekster, som novellerne er skrevet over, står i begyndelsen af hvert kapitel, og man kan således med fordel sideløbende læse evangelieteksterne.

Godt sted at starte

Der kan være delte meninger om, hvorvidt man skal skrive egentlige skønlitterære værker om Jesu liv. Er det for centrale beretninger for vores tro til, at man kan digte videre på dem? Dette er imidlertid op til læseren at afgøre, og skulle man være blandt de forsigtige, er Grethe Brockmanns bog i hvert fald et forsøg på en skønlitterær nytestamentlig fremstilling, som man med sindsro kan give sig i kast med. Bogens beretninger har forskellig kvalitet.

Især novellerne med en jeg-fortæller er skrevet med stor indlevelse. Her skal især fremhæves Simon af Kyrenes og Peters versioner af lidelseshistorien. Enkelte af beretningerne synes imidlertid at mangle denne indlevelse og virker lidt langtrukne. Alt i alt er der dog tale om en smuk lille bog, som på en ny måde kan føre læseren ind i de kendte evangelieberetninger.