Taylor Sorensen The overflow
Tayler Sorensen er 23 år, og han har med dette debutalbum fået et gennembrud inden for den kristne musikscene. Mange etablerede navne er fulde af lovord om albummet for eksempel har Michael W. Smith sagt, at når du kan lytte til en cd i ti timer og bagefter sætte dig ud i bilen og spille den en gang til og blive begejstret, så ved du, at det er noget helt specielt.
The Overflow lyder britisk, selv om Sorensen er amerikaner. Inspirationen lugter umiskendeligt af både U2, Coldplay, Lloyd Cole og The Commotions, og guitarlyden er allestedsnærværende, hvad enten den er beskidt som på nummeret What Love Is eller klokkesprød som på nummeret Fly Away. Vokalen er på alle numrene placeret bagerst i lydbilledet med en snert af rumklang, og derved giver albummet associationer til blandt andet Enyas musik samt U2s The Unforgettable Fire.
Teksterne skærer ind til knoglerne i den kristne tro: So youve turned your head back in the midst of the rubble. From this point it is faith that is gonna get you through (fra nummeret Red Fone).
Desværre holder Tayler Sorensen ikke stilen hele vejen igennem albummet. Der er for mange skæverter, som bryder stilen og gør visse passager i albummet decideret kedelige. Og den udbredte brug af tilbagetrukket rumklangsvokal er trættende i længden og fører til, at sangeren forsvinder fra lytteren. Det ville klæde Tayler at lade sin vokal erobre albummet i langt højere grad. Guitar er godt, meget guitar er meget godt – men den seksstrengede skal have kvalificeret modspil af så fed en vokal som Taylers.
