Retrokristen

Det er blevet trendy at være retro. Det gamle, det kitschede – de ting, der har en historie i sig, er blevet in. Det samme gør sig gældende i kirkerne

Ugens kronik af Carsten Riis Jensen
cand.theol., prædikant og underviser,
aktiv i Karlslunde Strandkirke

Jeg fik en bedekrans i julegave sidste år. En krans, bundet af perler i forskellige størrelser og farver, med hver deres symbolske betydning. Jeg ønskede
mig bedekransen, kaldet en „Kristuskrans“, fordi
jeg gerne vil hjælpes til et rigere og dybere bønsliv. Jeg vil gerne gøre brug af de hjælpemidler, der måttes findes, for at fastholde et disciplinært
dagligliv med Gud.
Da jeg skrev Kristuskransen på min ønskeseddel, var jeg godt klar over, at den ville blive mødt med undren: Er det ikke meget katolsk? Umoderne? Gammeldags? Svaret på alle tre spørgsmål er jo. Katolsk, i betydningen „almindelig“, „for alle“. Umoderne, fordi der ikke er hverken computer-skærm, mus eller trådløst internet sluttet til kransen. Gammeldags, fordi ideen med en bedekrans unægtelig ikke er fra dette årtusind.

For ti år siden ville jeg næppe have søgt et sådant hjælpemiddel. Men jeg er blevet klar over, at der er noget i mig, der søger „bagud“. Søger det, der er
„retro“. Formentlig har også du lagt mærke til, at det der er „retro“ er blevet trendy. Det gamle, det kitschede, de ting, der har en historie i sig. Gammelt
tøj fra 50’erne og frem til 80’erne. Genbrugsbutikkerne har kronede dage. Gamle biler.
Nye telefoner sælges i et design, der stammer fra 50’erne. Etablerede bands indspiller gamle salmer i nye arrangementer. Pilgrimsvandringer sydpå genoptages. Katolske og andre klostre oplever en sand „revival“ af unge.
Det er blevet trendy at være retro.

Alt dette er et udslag af den tid, vi lever i nu. Nogle kalder vores tid „postmoderne“. Andre mener, at den er „hyperkompleks“, og det komplekse
består i, at nyt og gammelt sammenblandes; nye og
gamle ideer mikses. Men tiden er også hyperkompleks, fordi nogle grupperinger i samfundet
fuldstændigt vrager alt det gamle, mens andre ønsker at bevare det gamle, og nogle laver,
som nævnt, et miks af nyt og gammelt.
Typisk forholder de fleste kristne sig kun til den negative side af denne kulturudvikling og udtaler sig udelukkende negativt om det hyperkomplekse og
postmoderne. Og med god grund. For det er ikke spor sjovt at se på, hvordan nogle mennesker
vrager alle gamle idealer, vrager enhver form
for sandhed og bare lever livet i overhalingsbanen.
Det typiske billede af vores tid er, at man ikke længere tror på endegyldige sandheder og ikke længere har Gud med i billedet. Man prøver det, der er værd at prøve, og smider det væk, når det ikke er spændende mere. Man er sin egen lykkes smed.
Retrobølgen hører med til det hyperkomplekse. Man mikser stilarter, gammelt og nyt, indenfor tøj, bolig, osv. Man søger sin identitet i en genoptagelse af
noget gammelt, men på en „ny“ måde.
Retrobølgen er også aktuel indenfor kirker og menigheder. Kristuskransen er et godt eksempel.
Der udgives på ny bøger om de gamle kirkefædre. Spiritualitet, åndelige discipliner og meditation
er atter blevet „in“.

For nogle år siden frygtede en del kristne ledere, at de unge generationer ville skabe højteknologiske
kirker, hvor det er mediet – multimedierne, storskærmen – der ville være selve budskabet. Men også på dette punkt blæser nye vinde. For
endog blandt unge kristne og unge, åndeligt søgende er man trætte af det højteknologiske,
trætte af det distancerende, trætte af, at mediet er blevet budskabet. Derfor søger man tilbage
– retro – til det simple, det mest naturlige, det mest autentiske.
Man søger tilbage til en kirkeform, som er så „oprindelig“ som mulig. Så fællesskabsfikseret
som muligt, så lidt afhængig af medier som muligt.
Dette er, for mig at se, den gode kristne vinkel på det postmoderne.
Det er sund, postmoderne kirketænkning og kristendom. Her handler det ikke om at vrage alle sandhedsbegreber, fjerne Gud fra Bibelen eller at være sin egen lykkes smed. Nej, her handler det om
genopdagelse, retro. Man søger tilbage.
Retro i kirkerne
Denne retro-kirke-bølge kaldes
på engelsk for „emergent“. Dvs. den frembrusende kirke. Eller: Kirke til tiden. Man kan også høre nogle betegne denne strømning med ordet „ancientfuture“, dvs. ældgammelt-fremtidigt.
Retro. Et miks af gammelt og nyt. Som det hedder i reklamerne på tv: „Tradition – og fornyelse“.
Fornyelsen består i, at man ser tilbage, søger tilbage til det oprindelige. Man er træt af
distancerende højmesser og missionshusmøder, træt af, at den eneste aktivitet i menigheden
er at sidde som nakkebeskuer og lytte til teoretiske
prædikener, som bevarer min evne til at svare rigtigt på de dogmatiske testspørgsmål, som Sankt Peter vil stille mig, når jeg dør. Man er træt af, at menighederne ikke ér menigheder – fordi
de simpelthen ikke opfylder de allermest simple krav og beskrivelser af menigheden, sådan som de findes i Det Nye Testamente.
Man søger tilbage, til kirkefædrene, men først og fremmest måske tilbage til udgangspunktet
i Apostlenes Gerninger.

Samme tendens findes i den omsiggribende tale om
„missionale menigheder“ (se www.missionalkirke.dk). De postmoderne, evangeliske kristnes nødråb i dag lyder: „Giv
mig kirken tilbage!“. Fordi det, de oplever i mange menigheder, ikke har noget med kirke at gøre.
Ikke har noget med autentisk
fællesskab, mission, tjeneste, vækst eller Guds Rige at gøre. „Giv os kirken tilbage!“.
Missional kirke er retrokirke, fordi dens fokus er en genopdagelse af kirkens inderste væsen: Mission. Missional kirke er retro, fordi den skuer bagud og ønsker at bevæge sig fra en kirke uden mission over en kirke med mission til en kirke, der ér mission.

En af de helt praktiske måder, hvorpå man forsøger at gøre menighederne missionale, er ved at tænke tredimensionelt og ved at strukturere menigheden i
forskellige størrelser. Sidstnævnte handler ofte om
indførelse af cellegrupper, klynger (som er sammenslutninger af cellegrupper), to-mands grupper, hvor man holder hinanden ansvarlige,
osv. Man vil skabe en menighedsform, som både er udviklende, discipelskabsfremmende og udadrettet.
Det udadrettede kommer til udtryk i førstnævnte tredimensionale tænkning – nemlig at man både i sit personlige kristenliv, i cellegruppernes og klyngernes selvforståelse og i gudstjenesternes/mødernes udformning altid sørger for at have følgende tre dimensioner: OP, IND, UD. Disse tre dimensioner er som vinklerne i en trekant.
OP til Gud, dvs. tilbedelse af Gud og hjerteforholdet til Ham. IND til hinanden, i fællesskabet, i menigheden, i større og mindre grupper, hvor man
tager ansvar for hinanden og for hinandens åndelige liv. UD til verden, udenfor kirken eller
missionshuset, mission, evangelisation, ægte åbenhed. Man former sine aktiviteter og tilbud
på en sådan måde, at alle tre dimensioner er til stede. Og gæt så en gang, hvilken dimension
der altid er den sværeste at have med og virkeliggøre? Men det er nu en gang, hvad
„missional kirketænkning“ indebærer. Og også dét er, som nævnt, retro.

Den missionale kirketænkning og hele retrobølgen
indenfor kristenheden giver sig også udslag i, at flere ønsker at være med i „helmenigheder“.
Dvs. menigheder, hvor man får „hele pakken“, herunder også dåb og nadver, og hvor man har
en klar tredimensionel vinkel på forkyndelsen, måden at være kirke på, gudstjenesteformen,
menighedsledelsens sammensætning og planlægning.
At mødes for at sidde som nakkebeskuere og lytte til en teoretisk (men sikkert meget korrekt)
prædiken er ikke „helmenighed“.
Sådanne menigheder er tværtimod kun éndimensionelle eller nogle gange todimensionelle.
Helmenigheder er retromenigheder.
Helmenigheder er tredimensionelle. Helmenigheder
ønsker at se vækst, ikke bare i antallet af medlemmer, men også i medlemmernes
discipelliv. Helmenigheder er discipelskabs-fokuserede. Helmenigheder ved, hvilke nådegaver
de enkelte medlemmer har, og alle har opgaver baseret på disse nådegaver. I en helmenighed
ved medlemmerne, hvilken retning man bevæger sig
i, og man har en ledelse, som meget bevidst vælger former, temaer osv., som er tredimensionelle
og missionale. I modsætning til, hvad nogle
måtte mene, så er helmenigheder ikke oprørske, og
de er heller ikke dannet i et forsøg på at ødelægge noget for andre kristne, for hvem det éndimensionelle eller todimensionelle er „nok“. Nej,
helmenigheder er en tilbagevenden til det oprindelige. Tilbage til Apostlenes Gerninger.
Helmenigheder er retro og dermed et kristent svar på den postmoderne søgen.
Den kulturelle retrobølge, hvor nyt og gammelt mikses, og hvor man søger tilbage til de gamle ting, som har en historie at fortælle, har også fundet vej
ind i kristne kredse. Og er blevet den kristne kirkes positive svar på „det postmoderne“ og „hyperkomplekse“.
Jeg håber, at begrebet „retrokristen“ bider sig fast. For hvis der er noget, jeg gerne vil være, så er det netop det!