Hvordan kommer 92 ud?!

Historien om biler er endnu ikke slut.
Den er faktisk først lige begyndt. Nu er
jeg nemlig selv blevet bilejer
En lille blå Nissan Micra holder neden for mine vinduer – parat til snart at køre mig til mit nye praktiksted. Jeg er stolt af den lille bil.Men nu har jeg også oplevet kontrasten mellem at være den stolte bilejer og ydmygheden ved (igen) at skulle bede om hjælp.
Jeg har haft bilen en uge. Da jeg skulle hente den, havde jeg et godt stykke hjem til Århus, og jeg var ikke helt tryg ved at skulle køre bilen hjem. Jeg kendte hverken bilen eller vejen og var alene. Men det var kun de første par kilometer, at jeg sad og klemte om rattet og så forskræmt rundt.
Der gik nemlig ikke lang tid, før jeg lænede mig veltilpas tilbage i sædet, og tænkte: „Det her er MIN bil. Jeg kan køre, hvorhen jeg vil og gøre, hvad jeg vil!“. Der er fedt at være bilejer.
Jeg er ikke særligt vant til at skulle tanke benzin, så det var med spænding, jeg første gang rullede ind på tankstationen.
Jeg valgte bevidst en betjent station, for så var jeg
da på den sikre side. Jeg havde fået at vide, at bilen kørte på blyfri 92, og jeg fandt nummeret på standeren. Jeg parkerede bilen og steg ud. Nu blev det dog svært, for der stod både 92 og 95 ved hanen, og jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne få 92 ud af den. Lige nu kunne der jo komme begge dele ud. Jeg afprøvede forskellige ting, men lige lidt
hjalp det.
Så fik jeg øje på en sagesløs mand, der tankede længere væk. Okay, et hurtigt sving med krøllerne og det store charmesmil frem. „Undskyld, må jeg lige spørge dig om noget?“ Ja, det måtte jeg da gerne. Hvordan mon jeg fik 92 ud? Jeg skulle bare trykke på det lille skilt, hvor der stod 92, sagde han.
Jeg sagde tak og holdt masken, mens jeg sank en pinlig klump og var glad for at være pige. Når svaret nu var så indlysende, var det vist godt, at jeg ikke var en mand med ære. Så ville den vist være blevet skyllet ud med benzinen.
Det er godt at spørge om hjælp, hvis man ikke kan finde ud af det, men det kan være lidt hårdt for stoltheden. Specielt, hvis svaret er meget indlysende. Men det gode er, at jeg ikke behøver at spørge om, hvordan jeg får 92 ud igen.
Jeg laver da sjældent den samme fejl flere gange. Det er ligesom Emil fra Lønneberg af Astrid Lindgren. Han lavede heller ikke den samme skarnsstreg flere gange, men fandt hele tiden på nye. Så det er nok
godt at væbne sig med en vis portion ydmyghed. Man ved jo aldrig, hvornår man igen får brug for hjælp…