Udfordringens eksistens truet
Allerede fra 1. august hæver regeringen uden varsel prisen for udbringning af avisen til det fem-dobbelteRegeringen fremlagde mandag sin beslutning om at afskaffe portotilskudet til fagpressen – bl.a. Udfordringen.
Det vil for Udfordringen betyde, at du fremover skal betale 7,50 kr. for at få udbragt avisen, mod nu kun 1,50 kr.
Pr. abonnent svarer det til en ekstra udgift på 285 kr. årligt.
For avisen løber det op i en samlet ekstraudgift på ca. 1,5 millioner kr. på årsbasis. Stigningen svarer til en tredjedel af avisens nuværende omsætning og vil gøre det meget vanskeligt at fortsætte uden drastiske ændringer.
Tilmed er det regeringens hensigt, at de nye regler skal gælde allerede fra 1. august.
Udfordringen og de andre blade har for længst beregnet abonnementsprisen ud fra den kendte portopris ved årsskiftet. Mange abonnenter har allerede betalt denne pris for et helt år, men nu vil det koste avisen det femdobbelte at udkomme den sidste halvdel af året.
Det er beskedne besparelser, staten opnår ved således at trække eksistensgrundlaget væk under blandt andre Udfordringen. Disse besparelser vi ifølge eksperter tilmed hurtigt forsvinde på grund af postvæsnets manglende indtægter fra blade, som forsvinder, selv om postbudene alligevel skal ud med post.
Da regeringen for et år siden ramte en lang række foreningsblade med samme besparelser, gik Udfordringen fri, fordi avisen hørte med i dagbladsgruppen. Men klager fra medier i den første gruppe har nu ført til, at også den sidste gruppe rammes.
Udfordringens ledelse og bestyrelse undersøger alle muligheder for fortsat udgivelse efter regeringens pludselige indgreb. Der kan f.eks. være tale om samarbejde med andre blade, forsendelse fra udlandet og overgang til dagblad. I første omgang holdes læserne skadesløse. Men hvis regeringens beslutning fastholdes, og der ikke findes andre løsninger, vil abonnementsprisen formentlig stige til cirka 700 kr. fra 1. august.