Den duede ikke…
Organist og korrekturtlæser
Jeg har engang overværet et medlidenhedsdrab. Ved et rent tillfælde blev jeg vidne til hændelsen, som ingen andre tilsyneladende bemærkede. Jeg gik aldrig til politiet.
Sagen er den, at gerningsmanden var en elefant. Og gerningsstedet var en zoologisk have. Ofret var en due med brækket vinge, som befandt sig lige bag elefantens venstre bagben. Jeg så, at elefanten placerede sin elefantfod oven på duen og med en sindig bevægelse trådte baglæns en enkelt gang. Derefter trådte den frem igen. En totalt flad, livløs due var resultatet.
Jeg gad nok have kendt forhistorien. Duen, den frie fugl, måtte have opsøgt elefanten, enten før eller efter den havde brækket vingen. Sandsynligvis efter, for hvordan bærer en elefant sig lige ad med at brække vingen på en due?
En due med en brækket vinge kan ikke længere flyve; men der er masser af føde for en spadserende fugl i en zoologisk have, så den havde klaret sig glimrende. Og en dag ville den så smage på noget, der lå inde ved elefanten…
Det skulle den nu aldrig have gjort! For den kloge elefant mente, duens liv ikke var værd at leve. ”Du kan da ikke have meget ud af dit dueliv! Væk med dig!” syntes elefanten at have tænkt.
Motiv? For elefanten, et af verdens klogeste dyr, var det nok ”medlidenhed”, der førte til drabet. Fra duens perspektiv var det overlagt mord. For jeg nægter at tro, at en middelmådig begavet, handicappet due, selv hvis den er deprimeret, kan finde ud af at bede en elefant om at assistere ved medlidenhedsdrab!
Hvad kan vi så lære af den historie?
Som kristne tror vi på en Gud, der heldigvis er klogere end samtlige elefanter. Og mennesker.
Hvordan ser Gud på mig lille menneske, når jeg føler mig mest uduelig?
I Esajas’ Bog kapitel 42 vers 3 siges det om Gud, vores Far:
”Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
den osende væge slukker han ikke”.
”Du er dig, og du duer!”
– som det udtrykkes i en glad børnesang.
