Amanda giver folk på gaden et profetisk ord fra Gud
Amanda Collins var for tre år siden så syg, at hun havde opgivet håbet om at leve. I sin dagbog skrev hun, at hvis Gud ikke ville tage hendes liv – så ville hun selv… 
Moderen så dagbogen og ringede til lægen, for at han skulle gøre noget.
Lægen svarede, at så syg som Amanda var, ville det måske også være det bedste, hvis naturen gik sin gang.
Lægerne kunne nemlig ikke hitte ud af, hvad Amanda fejlede.
– I de otte år, jeg var syg, opsøgte jeg 188 specialister. Nogle af dem forlangte 7000-8000 kroner for 20 minutter. Jeg kan stadig ikke forstå, at nogen kan få sig til det – men ikke engang de kunne hjælpe mig, fortæller Amanda, som er på weekend i København.
– Min sygdom begyndte som migræne og smerte i kroppen, og efterhånden måtte jeg have indsprøjtninger med morfin to gange dagligt for at udholde smerten. Jeg arbejdede i Tjekkoslovakiet på det tidspunkt, og til sidst ville min læge ikke tage ansvaret længere – han sendte mig mod min vilje tilbage til USA.
Jeg blev sendt til det bedste forskningshospital i USA. Da et team på fem specialister modtog mig, lovede de, at de ikke ville opgive, før de havde fundet årsagen til min sygdom. Men syv uger senere måtte de slukørede indrømme, at de ikke anede, hvad der var galt.
De kunne ikke se mig i øjnene på grund af deres stolthed…
Jeg boede nu hos mine forældre i ni måneder og fik noget medicin, som gjorde, at jeg sov 17-18 timer i døgnet.
Men jeg havde flere syster på hjernen og på min lever, mine nyrer og lunger.
Jeg fik at vide, at jeg havde et skelet som en 70 årig kvinde, selv om jeg var ung.
Flere gange gennem de otte år med sygdom havde jeg været til forbøn. Det lykkedes mig endda at komme ind i køen af syge ved et Benny Hinn-møde. Men intet så ud til at hjælpe.
Det var i den situation, at jeg skrev til Gud i min dagbog, at hvis livet var sådan, så ville jeg ikke leve mere, fortæller Amanda.
– En af mine venner spurgte begejstret, om jeg ville med til en profetisk konference.
– Nej, svarede jeg. Jeg havde opgivet håbet om, at det kunne nytte noget.
Men min veninde kom og nærmest slæbte mig ud i bilen og kørte mig til seminaret.
Jeg var ikke interesseret i noget af det, men valgte et seminar om profetisk evangelisation, husker Amanda.
– Fra jeg var barn havde jeg ønsket at missionere for min tro. Det var derfor, jeg var taget til Østeuropa. Nu var jeg nedbrudt af min mærkelige sygdom og dybt deprimeret.
Jeg satte mig bagest i salen, hvor der var cirka 300 til stede.
Midt under foredraget afbrød taleren sig selv og sagde:
– Jeg føler, Gud minder mig om, at der er en kvinde her, som har en mærkelig sygdom. Ingen har kunnet finde ud af, hvad du fejler – og du ved det heller ikke selv. Men Gud vil helbrede dig nu.
Amanda sad helt stille, selv om veninden prikkede til hende: Det er dig!
– Nej, nej, svarede Amanda.
I stedet sprang 10 andre kvinder op, fordi de håbede, det var dem. Taleren sagde:
– Gud vil sikkert også helbrede jer, men det er ikke nogen af jer. Vil den kvinde, som jeg taler om, venligst komme frem?
Endelig tog Amanda mod til sig og rejste sig.
– Det er dig, sagde taleren.
– For første gang havde jeg håb. Måske var det netop den ingrediens, der havde manglet alle de andre gange, jeg forgæves havde været til forbøn.
Taleren gav mig et profetisk ord fra Gud: Amanda, jeg vilhelbrede dig gennem en proces. Vil du stole på mig?
– Ja, svarede jeg, og i de følgende måneder fra maj til august blev jeg stadig stærkere og mere vågen. Da jeg på en ny konference gik til forbøn igen, havde jeg pludselig ikke flere smerter. Jeg kunne bevæge alle led, uden at det gjorde ondt.
Det var vidunderligt.
Den jødiske læge:
Hver mandag havde jeg en aftale med min jødiske læge om at drikke the hos ham. Vi havde ofte talt om vores forskellige tro. Da jeg dagen efter forandringen besøgte ham, sagde han: Jeg har tænkt meget på dig i weekenden. Jeg vil gerne undskylde på alle lægers vegne for den behandling, du har fået. Jeg tror, at hvis du var blevet opereret, så ville du blive rask. Men ingen har turdet gøre det. Jeg har derfor besluttet, at jeg vil prøve at operere dig i morgen.
Jeg tænkte: Gud, hvis jeg er helbredt, så vil det være et vidnesbyrd om dig.
Så jeg sagde ja, og dagen efter bedøvede han mig for at operere.
Da jeg igen kom til bevidsthed, stod han og kiggede på mig. Han sagde:
– Amanda, du skal takke din Gud. Vi var syv læger om operationen. Vi stod alle og kiggede, og vi troede, at vi havde åbnet den forkerte person.
Du har meget smukke organer. Du er et udstillingsvindue! Dine organer er så friske som hos et nyfødt barn. Se engang! Her er din lever. Den er fantastisk! Se de farver!
Medicin kan ikke have skabt denne forandring!
Bagefter gav han mig en hel prale-bog med billeder af mine organer, ler Amanda.
– Jeg lærte af de otte års sygdom, at delay is not denial det vil sige forsinkelse er ikke det samme som afvisning.
ord på gaden
Amanda arbejder nu i Polen og andre øst-europæiske lande med profetisk evangelisation.
Hun går på gaden og lader Helligånden tale til hende om de mennesker, hun ser. Det sker gennem indskydelser og indre billeder. Og det handler om at holde sig tæt til Jesus.
Hun fortæller de udvalgte, hvad hun tror, Gud har at sige til dem. Når mennesker opdager, at Gud kender deres liv og taler lige ind i deres situation gennem et fremmed menneske, ønsker de at lære Gud og Jesus at kende.
Det er naturligvis en forudsætning, at det er sandt, hvad hun fortæller dem. Men det utrolige er, at ikke blot Amanda kan modtage sådanne ord fra Gud – det kan andre kristne også.
I weekenden var Amanda i København for at undervise andre i at lytte til Gud og fortælle kundskabsord i et ikke-religiøst sprog.
Bagefter var deltagerne på kurset på gaden i København for selv at praktisere.
Selv fulgtes jeg med Amanda og danske Christina – og det virkede.
Man kalder det profetisk evangelisation – og der indgår også drømmetydning – ikke ud fra teknikker – men ud fra, hvad Gud åbenbarer. – Wow!
