Bøn er mit åndedræt

Moses Hansen skriver på opfordring om bønnens betydning i hans eget liv. 

Min baggrund er en opvækst i en lille landsby, Radsted, på det flade Lolland. Vi gik i kirke til jul, jeg lærte mit Fadervor i den stråtækte skole – og spørgsmål om Gud blev besvaret af min kære mor med disse ord: “Der er mere mellem himmel og jord, end man regner med!”

Villa, Vovse og Volvo

Efter læreruddannelse, ægteskab, job som lærer, “villa, vovse og Volvo” og alt for meget spiritus endte det med en trist skilsmisse, som blev begyndelsen på flere års rejse, hvor jeg var “På Jagt Efter Livet”, som er titlen på min selvbiografi. (Bestilles: Pottemagerens Hus/7553 3323).
Set i bakspejlet var det forbavsende, at jeg over en periode på næsten fem år søgte Gud, søgte efter mennesker der kendte Gud – men forgæves. Jo, jeg mødte muslimer, hinduer, buddhister, satanister og New Age grupper i massevis, som alle præsenterede mig for deres “gud”. De lærte mig også “at bede”; men min tomhed og frustration voksede til en dimension, så jeg forsøgte at begå selvmord på en strand i New Zealand, hvilket mislykkedes.

En desperat bøn

Måske var selvmordsforsøget en desperat bøn til Gud. En bøn som var tæt på at blive kvalt dagen efter selvmordsforsøget, hvor jeg var tæt på at miste livet i en trafikulykke. Men jeg overlevede, og hårdt kvæstet vaklede jeg nogle kilometer ind i et bjergområde, hvor jeg slog mig ned i en øde hytte.
Et par dage senere dukkede et ægtepar, Jack og Dorrit, op. De havde vandret over bjergkæden fra den anden side og ville overnatte i den hytte, hvor jeg var. De var genfødte mennesker med en baggrund, der svarer til IM i Danmark. Jack og Dorrit begyndte straks at vidne om Jesus for mig – og da de holdt andagt, inviterede de mig til at deltage.

Første gang på den måde

Der hørte jeg for første gang nogen tale om Jesus på en levende og personlig måde. Jeg oplevede, at Guds Ord var som brød, der gav mening og mættede. Og jeg hørte for første gang nogen bede “på den måde”: En naturlig samtale med Gud deres Far. Jeg kiggede rundt, da jeg faktisk forventede, at Gud var synlig på en eller anden måde. Så intimt og naturligt var det.
Vi skiltes næste dag. Jack og Dorrit skulle videre på vandringen. Mine kvæstelser holdt mig bundet til hytten en uge mere. Men med rygsækken på nakken, der indeholdt alt mit grej, jeg havde båret på i næsten fem år, kom jeg videre. Mit første stop var hos Jack og Dorrit, der boede ved enden af en 100 km blind vej i landsbyen Karamea på New Zealands sydlige ø.

Dette var den levende Gud

For nok kunne jeg mit Fadervor, og jeg havde bedt mange bønner sammen med de mange religiøse grupper, jeg havde mødt på rejsen. Jeg havde i timevis stået på hovedet, kigget ind i en stearinlys-flamme, mediteret over mit mantra og bedt mange bønner. Men jeg vidste, at jeg vidste, at her havde jeg mødt et ægtepar, der kendte og bad til den levende Gud.
Men grundet min formørkede åndelig baggrund, på det tidspunkt blandet med spiritus og især stoffer, blev det en åndelig kamp på flere måneder, før jeg kom igennem til sand omvendelse og tro på Herren Jesus. I den periode var Jack og Dorrit sammen med kristne venner i vedvarende bøn for mig, ja, for OS. For i mellemtiden havde jeg fået følgeskab af en ung amerikansk pige, Joy, jeg havde mødt i USA – og gjort gravid. Hun fløj syv måneder gravid til New Zealand for at møde mig – og vi blev gift i den anglikanske kirke i Karamea, hvor præsten, Jack og Dorrit var de eneste til stede. (Joy er min skønne hustru på 46. år og mor til vore otte børn, hvor de tre er i Himlen).

Min første og anden bøn

Joy og jeg slog os ned i en primitiv hytte på stranden i Nelson. Fredag aften d. 5. juni 1970, mens storm og regn var ved at vælte vores lille hytte, omvendte jeg mig til Jesus Kristus ved at bede en meget enkel bøn, som Jack og Dorrit havde lært mig. Men hjertet var 100% med, og jeg vidste, at jeg vidste, at det her var begyndelsen på det liv, jeg i mange år havde været på jagt efter.
Dog måtte jeg bede én bøn mere. For næste morgen oplevede jeg, at mørket rullede ind over mig og mindede mig om alle de fejl, overtrædelser og stygge ting, jeg havde gjort.
Min reaktion var ikke mit påfund, men Herren der formede en bøn i mig. Indhyllet i mørke vandrede jeg på stranden i timevis. Pludselig råbte jeg denne bøn ud: “Herre, hvis du er der, så lad barnet i Joys mave blive født på min fødselsdag og være en pige. I Jesu Navn, amen!”

Jeg sprang rundt som en vildmand

På en måde en vanvittig bøn, som ingen bare skal efterligne. Denne bøn var født af Gud i min specielle situation. Derfor blev den også suverænt besvaret, da vores Maria blev født på Nelson Hospital på min fødselsdag d. 17. juni 1970, hvor jeg af glæde og taknemlighed sprang rundt som en vildmand. Jeg har aldrig siden bedt en bøn, der bare tilnærmelsesvis ligner bønnen den 6. juni på stranden i Nelson.
Da Saulus fra Tarsus havde sit møde med Herren på vejen til Damaskus (Ap.G. kap. 9), var det Ananias, der fik til opgave at støtte Saulus. Ananias fik at vide, hvor Saulus var – og hvad han foretog sig: “Se, han beder!”

Et nyt liv fører til en ny bøn

Saulus, senere Paulus, havde ikke bestilt ret meget andet end at bede hele sit liv. Jeg havde bedt mange bønner til forskellige guder. Men et ægte møde med Jesus betyder et helt nyt liv – og en helt ny bøn. For når vi fødes på ny, forsegler Gud os med Helligånden, som også er Nådens og Bønnens Ånd, så vi ser hen til Ham, vi har gennemstunget. (Zak. 12:10) Et løfte knyttet til Israel. Men enhver der fødes på ny vil opleve, at Nådens og Bønnens Ånd vil bede, takke, lovprise og lytte. Ikke som noget påtvunget, men hvor bøn bliver dit og mit naturlige åndelige åndedræt. Så naturligt, at Paulus uden at presse eller overdrive kan skrive i 1. Tess. 5:17, “Bed uden ophør!”

Da Logos for første gang blev til Rhema

Et par uger efter jeg var født på ny søgte jeg ind i de vilde bjerge i New Zealand, hvor jeg i tre uger var helt alene. Jeg havde en usigelig længsel efter at kende den Gud, Far, Jesus og Helligånd, jeg havde givet mit liv til. Med mig bragte jeg den første Bibel, jeg nogen sinde havde ejet. Den var en gave fra Jack og Dorrit, og jeg bruger den endnu, 46 år senere.
Jeg overnattede første nat i en skovhytte. Da jeg i skæret af et stearinlys bævende åbnede min Bibel, nærmest sprang Jeremias 33:3 ud fra siden. Der står: “Kald på mig! Så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender.” Det var Logos-Ordet, der blev et personligt, levende Rhema-Ord.
Når jeg skriver dette, føles det ligeså stort og stærkt nu som den aften.

Leve Gud nær er min lykke

Jeg vil ikke sige, at det vers har fulgt mig siden; men jeg har fulgt den befaling, som det jo er: “KALD PÅ MIG!” Jeg mener ikke, der har været en eneste vågen time i de 46 år, hvor jeg ikke har kaldt på Gud på den ene eller andet måde: Bøn, stilhed, tak, lytten, meditere, råb osv. “Min lykke er at leve Gud nær!” (Salme 73:28). Og bønnen i mange forskellige facetter er mit åndedræt – sekund efter sekund.

Chokerende

Det har gennem alle årene chokeret mig, at bønnemøderne i den vestlige kirke er de mindst besøgte. Det har chokeret mig at læse undersøgelser, der viser, hvor lidt tid mange af kirkens ledere bruger på bøn. For kalder vi ikke på Herren, kan vi heller ikke forvente, han svarer os og kundgør store og lønlige ting, vi ikke kender. “I får det ikke, fordi I ikke beder til Gud om det.” (Jakob 4:2)
Bibelen er én lang historie om, hvordan Gud har gjort mirakler og vendt minus til plus, nederlag til sejr, når han fandt nogle, der ville stå i gabet og bede – ofte i forbindelse med faste i en eller anden form.
Bag alle vækkelser har forbedere været i aktion.
Forbedere har trofast bedt om jødernes hjemvendelse, og det sker.
Gud flåede jern- og bambustæppet i stykker som en frugt af vedvarende bøn.
Islams krigsmaskine er en dæmonisk dødsånd, som intet jordisk militær kan besejre. Men vi kristne har fået Guds fulde rustning og mægtige stridsvåben (Ef. 6 og 2. Kor. 10), så vi gennem bøn kan besejre islams dæmoniske ånd for i stedet at bede skarer ind i Guds Rige.

Vendepunktet: Men af menigheden blev der bedt

I Ap.G. kapitel 12 var den unge, jødiske Messias-kirke i stor krise. Dens leder Jakob var halshugget af Herodes – og Simon Peter var under stærk bevogtning og næste mand med hovedet på blokken.
Hvad blev det afgørende vendepunkt?
“Men af menigheden blev der vedholdende bedt til Gud for ham!” (Ap.G. 12:5).
Det førte til, at
Peter blev mirakuløst befriet –
Herodes blev dræbt af en engel og ædt af maddiker –
Guds Ord havde fremgang – og menigheden voksede.

Han har ikke forandret sig

Gud er den samme i dag som dengang. Det er os, som har forandret os ved at bruge mindre tid med Gud – og med hinanden i bøn og åndelig krigsførelse.
Nøglen til svar fra Gud og åbenbaring af store og lønlige ting, vi ikke kender, er at kalde på Gud – vedvarende.
Hvis du har lyst til at være med til bøn og delvis faste på Pottemagerens Hus, så kig her: www.pottemagerens-hus.dk

“SELV NU!” lød det fra Herren. (Joel 2:12).
En flok hørte advarslen og håbet. De vendte om, bad og fastede – og Gud greb (igen) mægtigt ind.
HAN LÆNGES EFTER AT GØRE DET IGEN – IGENNEM OS – I DENNE SIDSTE TID.