Den fred som overgår al forstand

Som 20 årig var jeg ude at rejse med en veninde for at finde meningen med livet. Da flyet lettede bad jeg: – Hvem det end er, der fortæller mig, jeg lever mit liv forkert, jeg må vide dit navn på denne rejse. Og så lagde jeg bekymringen for mit liv fra mig.

Min venindes far var bekymret for at lade os rejse alene til Cairo. Han kontaktede en egyptiske restauratør, som sørgede for at have en fætter klar til at hente os i lufthavnen. Så der stod de så – fætteren og hans fætter i str. XXXL med skilte og kaldte: Karin – Tine. Min tanke var: Skulle det berolige os?
Nå, men vi havde hotelværelse for natten, og næste dag hentede han os og kørte os til sit lille landsted uden for centrum af Cairo. Det føltes som udkanten af Cairo omgivet af køer og geder på de støvede grusveje, folk var fattigt klædt, og alle kvinder gik med tørklæde. Naboen var også en fætter, som var gift med en tysk dame, så det beroligede os lidt. Der skulle vi så bo bag en to meter høj mur, og jeg begyndte så småt at tænke – hvordan kommer vi lige herfra igen?
Dagen efter kom han tilbage. Han trak mig lidt til side og spurgte, om jeg ikke skulle være hans kæreste de 14 dage, vi nu skulle være i Cairo. Jeg prøvede at forklare, at sådan gør vi ikke i Danmark. Det var han nu ikke enig med mig i, så han blev noget fornærmet. Om aftenen tog han os med ud at køre. Han var muslim og tog hen for at købe alkohol. Det i sig selv var alarmerende.
Da han så kørte videre, valgte han at svinge bilen over i modsatte vejbane, så vi kørte imod trafikken som spøgelsesbilister. Her tænkte jeg, at jeg burde have været bange, men det var som om, der sad en engel på hver sin side af mig og fyldte mig med fred.

Dagen efter insisterede vi på, at blive kørt tilbage til centrum og rejste videre til Israel. Gud havde brugt min overgivelse til at vise, at det er Ham, der giver fred, som overgår al forstand. Og det var endda, før jeg kendte hans navn.