Søren har fingeren på ungdomskulturen
Søren Lynge anses i dag for lidt af en ekspert i ungdomsproblemer af det officielle Danmark. Hans foredrag og rådgivning går som varmt brød. Han fandt selv tilbage til barndommens kristne værdier efter nogle vilde teenageår med kriminalitet og druk i rockermiljøet På hjemmesiden Ungdoms-problemer.dk præsenteres Søren Lynge som Danmarks mest benyttede foredragsholder i 2004, hvor han tilbagelagde 80.000 km. på de danske landeveje, for at sætte fingeren på den danske ungdomskultur i 250 foredrag på landets folkeskoler og uddannelsessteder for elever og forældre.
Det hele begyndte med et enkelt foredrag på en skole for ni år siden for en 9. klasse på Vanløse skole ved København. To år senere startede Søren Lynge Rock Ministry, der er en frivillig organisation, der rejser gratis rundt i København og holder foredrag om ungdomsproblemer.
I 1999 fik Københavns Narkopoliti øje på den unge mands pædagogiske principper og radikale facon. De indledte et samarbejde og efterspørgslen efter hans foredragsvirksomhed steg for alvor. Flere kommuner begyndte også at søge råd, når de havde problemer med at håndtere utilpassede unge.
Søren Lynge overlod Rock Ministry til andre kræfter og startede Ungdomsproble-mer.dk, der i dag er vokset til en større virksomhed med 20 ansatte, der beskæftiger sig med foredrag, kursusvirksomhed, utilpassede unge i døgnpleje, bogudgivelser og livsstilsrådgivning. De ansatte er pædagoger, psykolog-studerende, håndværkere, en stand-up-komiker og en sanger.
Ungdomsproblemer har tre foredrags-team, der hvert år besøger 250 skoler i Danmark. Det hele drejer sig om for Søren Lynge og hans stab at vise de unge vejen uden om problemer ved at træffe de rigtige valg baseret på sunde værdier og vaner. Målgruppen er 7.-10. klasses elever.
Foredragene tager udgangspunkt i foredragsholderens egne oplevelser fra teenageårene. Formidlingen minder mest om stand-up komedie, men følelser og alvor spiller også en væsentligt rolle, når budskaberne skal ud.
Søren Lynge har en bachelor i pædagogik, men omdrejningspunktet er først og fremmest hans egne teenageår, hvor han faldt i dårligt selskab i barndomsbyen Aalborg, hvor han ellers er vokset op i et baptisthjem.
– Jeg er fra et godt kristent hjem. Men i folkeskolen i 9. klasse fik jeg nogle venner, der hurtigt ledte mig ud i noget beskidt. Det var spænding, der gjorde det. Det var seje og rå typer i rockermiljøet, som også hurtigt blev mine venner. Biltyverier og anden kriminalitet, hash og druk var der meget af i miljøet. Jeg kom længere og længere ud og levede i to verdener. En verden, når jeg var sammen med mine venner og en anden, når jeg var sammen med mine forældre.
– Men på et tidspunkt blev en af mine venner slået ihjel. Han blev stranguleret og en anden af mine venner kom i fængsel for overfald. Det var med til at få mig til at vågne op. Min familie gjorde hvad de kunne for at få mig på ret køl. Jeg gik med til at tage på højskole i Mariager. Vi var ude på missionsteam i Europa og Afrika og arbejdede med børn og unge på de steder. Deres problemer gjorde et stort indtryk på mig. Men samtidig tænkte jeg, at der ikke var nogen grund til at rejse til Afrika for at hjælpe mennesker, når der er rigeligt med problemer hjemme på gaden i Danmark blandt unge mennesker.
– Jeg oplevede det som en slags kald til at fortælle unge mennesker, hvordan de undgår at havne i det samme møg, som jeg selv havde været ved at blive opslugt af i Aalborg, hvis de altså træffer de rigtige valg og siger fra i tide, pointerer Søren Lynge.
Skriver bøger
Søren Lynge, 31 år, og hans kone Anna, 25 år, bor i Hvidovre ved København. Anna studerer psykologi. Hun er også en aktiv del i firmaet med foredragsvirksomhed. For to år siden skrev hun bogen Ondt i følelserne, der er specielt skrevet til piger, der skærer sig til blods, som er et voksende problem blandt unge piger herhjemme. Den er allerede solgt i næsten 30.000 eksemplarer. Parret har udgivet flere bøger og har på få år solgt 65.000 eksemplarer. Bøgerne er anbefalet af Undervisningsministeriet og bruges, som undervisningsmateriale på skoler. Ægteparret har også to unge i døgnpleje.
Budskaberne i deres arbejde ligger tæt op ad de kristne værdier, men der er ingen løftede moralske pegefingre i
Ungdomsproblemer.dk. Det er ikke vejen frem, mener man.
– Det gælder om, at få teenagere til at se, at livet ikke er en selvfølge og at, det derfor godt kan betale sig at investere og bidrage med positive valg for at få et godt liv.
Flere gange oplever vi, hvordan selv de hårdeste i klassen bliver stimuleret til at tænke over deres egne valg og værdier.
– Unge i dag er mere påvirket af medier og venner end af forældrene. Sammenhold og fællesskab er en mangelvare i mange familier. Mange forældre er ikke gode til at videregive deres værdier til børnene. De har svært ved at tale om værdier og følelser med deres egne børn. Ved middagsbordet taler man om udseende, tøjstil og almene overfladiske problemer. Mange forældre er sjældent interesseret i unges indvendige bekymringer omkring forlegenhed, romantiske skuffelser eller følelse af utilstrækkelighed.
– Unge mennesker i dag er følelsesmæssigt handicappede, fordi de ikke har det moralkodeks og den samvittighed, som fandtes for 10 år siden. alt er tilladt mentaliteten har taget overhånd. Sandheden er blevet relativ, og de gør, hvad der føles godt her og nu.
Unge piger ser ikke noget forkert i at komme sammen med en kriminel fyr. Mange unge ser ikke noget forkert i at lyve. Når man føler mindreværd og ikke føler, man er noget værd, så passer man ikke på sig selv, så kan man lige så godt fyre den af og prøve det hele, er unges reaktion, siger Søren og fortsætter.
– På den måde pådrager de unge sig selv en smerte, som kunne undgås ved at træffe de rigtige valg i tide. Vi forsøger igennem vort arbejde at stimulere og udfordre de unge til moralske overvejelser. Vi ønsker at motivere hver enkelt til at træffe personlige valg, der hjælper til at ændre problematisk adfærd. Vi ønsker at hjælpe unge til at blive velfungerende mennesker, der tager ansvar for deres eget liv, såvel i det ydre som i det indre.
– Vores foredrag handler meget om hvordan man lærer at tackle sine ukontrollerede følelser. Følelser der ofte leder til at sjæle, lyve, smadre, ryge hash, mobbe, hærværk med mere. Desto mere kaos der er i tankerne og følelserne desto flere usmarte valg gennem livet vil den unge tage.
– Vi prøver at fortælle at hashrygning og andre dumme ting er et bevidst valg, de tager. Men værdibaserede valg kan styre dem uden om. Vi vil kort sagt stimulere dem til selv at bruge hovedet. Og teenagere er ikke dumme, de kan godt, hvis nogle viser dem vejen.
Hvordan skal unge også tro på kærligheden, når deres forældre er blevet skilt for eksempel, påpeger Søren Lynge.
Den seneste udvidelse af
firmaet Ungdomsproblemer.
dk er købet af en 1.200 kvadratmeter gammel gård ved Ballerup, der skal restaureres til at huse to familier og fire unge i døgnpleje. Det er et projekt til 10. mio. kr.
Sørens Lynge har skrevet fire bøger: Få dig et liv, Ondt i familien,Alle har mellem 0-3 venner og Alle ryger.