Dansk familie på hjul
Charlotte og Johannes Petersen har
tilbragt 25 år i en karavane af husvogne på vejene i ØsteuropaGæstfriheden strømmer mig i møde, da jeg i april besøger Charlotte og Johannes Petersen og deres tre børn, Simon, Stephan og Jonathan i deres gamle husvogn i det fattige Moldova.
(7 år) i en karavane af husvogne i Moldova – som vi tidligere kaldte Moldavien
Moderne bekvemmeligheder og magelighed er ikke ligefrem det, der præger livet i deres lille lejr i Riscani i det nordlige Moldova.
Der er heller ikke meget husrum, men til gengæld masser af hjerterum.
Mens jeg sidder i den hyggelige lille stue, byder Charlotte på lækre russiske Pilmenis der minder lidt om italiensk ravioli.
Charlotte og Johannes kalder sig Pilgrims International. De har i 25 år rejst rundt med en karavane af husvogne i Østeuropa.
– Efter så mange år på vejene kan tanken om et 8-til-4-job næsten virke skræmmende, indrømmer Charlotte.
Selv om lande, landskaber og kulturer skifter, er visionen stadig den samme, nemlig at sprede Guds ord og dele Hans kærlighed med andre.
– De første år, vi kørte på vejene og levede i tro, havde vi små bibelvers som mindede os om Guds trofasthed klistret fast på køkkenvæggen eller i lastbilkabinen.
– Selvfølgelig er vores tro blevet testet, indrømmer hun.
– Der har været perioder med vandgrød og meget slidt overtøj.
I dag spekulerer vi ikke så meget over økonomien i det daglige – det er faktisk muligt, også i 2005! Gud har igen og igen bevist, at Han er i stand til at forsørge os.
Når vi nogle gange ikke ved, hvordan næste måneds regninger skal blive betalt, holder det os bare nærmere Gud.
Men målet er ikke bare at have nok, men nok til al god gerning. Vi har lært, at det er visionen der bærer økonomien og ikke omvendt.
fra himmelen
Inden familien for ti måneder siden slog sig ned i Riscani, havde de allerede arbejdet fem år i Moldova i byen Falesti en times kørsel længere mod syd.
Her havde et ægtepar længe bedt til Gud om, at der måtte komme en menighed i deres by, så det er et stort bønnesvar, da Charlotte og Johannes flytter til byen.
I dag er der en velfungerende menighed i en stor to-etages bygning. Her er et suppekøkken, der dagligt bespiser 80 mennesker.
– Menigheden driver også et rehabiliteringscenter, som er hjem for 10-15 mennesker, der har brug for hjælp til at komme ud af misbrug, fortæller Charlotte.
Stedet er det eneste hjem for misbrugere i denne del af landet. Der arbejdes på højtryk for at udvide byggeriet, så der bliver plads til at tage imod endnu flere. Netop nu er de første tønder land blevet købt, så man kan gå i gang med lidt landbrug.
Arbejdet i Falesti er nu lagt i gode hænder og i bedste pilgrimsstil er familien rejst videre for at plante en ny menighed, denne gang altså i Riscani.
Og så skal der jo på mange måder startes forfra igen. En masse benarbejde med at skaffe diverse tilladelser. Og at skulle møde og lære den lokale befolkning at kende kan være en krævende proces.
I dag er en lille forsamling trofast begyndt at komme til bibelundervisning. Der er startet en klub for børn og juniorer som kører hver lørdag og hver tirsdag mødes kvinder i en af beboelsesvognene til en uformel samling.
Charlotte og Johannes underviser selv deres børn og hjemmeskolen har nu været en del af dagligdagen i syv år.
– Det er ikke altid en nem opgave at skulle undervise sine egne børn, siger Charlotte, som har et stort ønske om at kunne få tilknyttet en dansk skolelærer – eller bare en medarbejder, som også kunne være med til at undervise drengene.
– Børnenes trivsel er helt klart den største udfordring, når vi rejser og lever, som vi gør.
De deler jo vores livsstil, så længe de er små.
For mange danskere ville et liv på evig campingtur synes temmelig uoverskueligt.
For den danske familie i Riscani kan det både være den rene idyl og det helt store mareridt:
– Vi kan bedst lide TØRVEJR!
Moldovas muld er både rig og klæbrig og har den evne at kunne trænge ind næsten alle steder!
– Selv om vi kun har små 25 kvm. gulvplads har vi konstant mange mennesker omkring os, og det kan da godt få en til at sukke efter lidt mere plads.
Men vognene er også hyggelige og dejlig lune om vinteren når vi fyrer op i ovnen.
– Vi er taknemlige for vores rindende vand og varmesystem, da Moldova hverken giver det ene eller det andet til deres borgere, og så har vi vores egen elforsyning, som kan sættes i gang når byen ind imellem slår sin fra.
– Hvordan er det at skulle give afkald på alle goderne ved livet i Danmark?
– Jeg opfatter det egentlig slet ikke som et afkald, svarer Charlotte eftertænksom.
– Jo, savnet af familie og venner i Danmark er meget stort, men ellers opfatter jeg faktisk livet som missionær som et privilegium.
– Hvordan?
– Jeg kan bruge al min tid på at tjene mennesker og fortælle om Jesus. Selv om det til tider er hårdt arbejde med tårer og skuffelser, har jeg indtil nu ikke oplevet større glæde, end det at bede med et andet menneske, og se dem helt bogstaveligt forvandles, når de oplever Guds kærlighed.
en Cafébus
Selv om Charlotte og Johannes nu har slået lejr i den lille by Riscani, så har de også øjnene rettet mod en anden udfordring:
– Kun 30 km. her fra ligger Belzy, som er Moldovas næststørste by med ca. 120.000 indbyggere. Ifølge de seneste statistikker er Belzy en af Europas hårdest ramte byer, når det gælder narkomisbrugere og HIV-smittede.
– Byen har mange kirker, som har forsøgt at gøre lidt, men i dag er der intet konkret arbejde rettet mod denne gruppe.
– Vi har en vision om at anskaffe en Cafe-bus i samarbejde med andre kirker.
Vi vil på den måde være mobile og kan køre ind i de belastede boligområder og række ud til gadens folk og rodløse unge. Både med et særligt forebyggende budskab og samtidig kan vi fortælle om rehabiliteringscentret til dem som har behov.
Vi er så småt begyndt at sprede små annoncer med et telefonnummer som pårør- ende, stofmisbrugeren eller den HIV smittede selv kan ringe til og få en snak.
medarbejdere
Der ligger en spændende tid foran familien i Riscani. Man mærker tydeligt deres begjestring og de giver ikke op, selv om hverdagen nogle gange står i bakgear.
En af de store udfordringer har været mangel på medarbejdere. Miroslav Bertan fra Ukraine er fast medarbejder, men udover ham har der ikke været andre end Charlotte og Johannes.
Så der bliver bedt mange bønner og netop nu er den første unge moldaviske voluntør ankommet og desuden har et ungt ægtepar henvendt sig, som gerne vil arbejde med.
Og mon ikke også snart der dukker en dansk lærer op…?
