Gratis film til advent om julens budskab i børnehøjde

Sognepræst Ulla Thorbjørn Hansen på opdagelse i julens traditioner sammen med tøjdyret Snapper.
Sognepræst Ulla Thorbjørn Hansen på opdagelse i julens traditioner sammen med tøjdyret Snapper.

Danmarks Kirkelige Mediecenter har produceret fire film for børn, som skal vise, at julen er mere end gaver og søde sager.

4 nye, gratis film med tøjdyrene Snapper og Topper og præst Ulla Thorbjørn Hansen skal vise børn, at julen er mere end gaver og marcipan. Kirker og organisationer kan bruge filmene frit i deres arbejde og kommunikation.

Var Jesus og Julemanden egentlig venner? Er forventningens glæde bare noget, de voksne har fundet på for at få børn til at vente? Hvorfor holder vi egentlig stadig jul, når nu det er mere end 2000 år siden, at Jesus blev født? Og hvad har juletræer, marcipan, julepynt og gaver egentlig at gøre med Jesu fødsel?

Det er nogle af de spørgsmål, som tøjdyrene Snapper og Topper fra ”Sigurd fortæller Bibelhistorier”, ”Sigurds historier om at være til” og ”Historier om verdens uretfærdighed” prøver at finde svar på, når de sammen med præst Ulla Thorbjørn Hansen fra Roskilde Domsogn går på opdagelse i julens traditioner og betydning, mens julestemningen breder sig. Filmene lægger op til efterfølgende samtale, og formålet med filmene er – udover at vise børnene, at julen handler om mere end gaver og slik – at give børn og voksne en fælles referenceramme, så de sammen kan få en god snak om, hvad der er vigtigt for dem, når de fejrer jul.

En film til hver søndag i advent

De 4 film er til børn i alderen 5-10 år og er bygget op, så der er en film til hver søndag i advent (eller den efterfølgende uge, alt efter hvilken sammenhæng, man møder børnene i). Filmene handler om:
Forventningens glæde: Om advent, forberedelse, tælle-ned-ting, og at det måske slet ikke ville være sjovt, hvis vi altid fik, hvad vi pegede på lige med det samme.

Julens traditioner: Om juletræer, stjerner, hjerter, marcipan og alt det andet, der er kommet til at høre julen til. Og om hvad Jesus og Julemanden egentlig har med hinanden at gøre.

Hvorfor vi egentlig fejrer jul i dag: Om julens betydning for os som mennesker i dag, og om at blive mindet om det vigtige, fordi vi som mennesker har det med at glemme.

Fortællingen om Jesu fødsel: Om Jesus’ fødselsdag, om hvorfor vi får gaver, når det er Jesus, der har fødselsdag, og om noget, der er vigtigere end gaver. I dette program bliver fortællingen om Jesu fødsel desuden læst højt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Find filmene på nettet

Alle filmene kan ses på http://www.dkm.dk/kirke/udgivelser/snapper-julefilm/. Det er Danmarks Kirkelige Mediecenter, der står bag filmene, som er blevet til med støtte fra DKMs støtteforening.

Danmarks Kirkelige Mediecenter stiller filmene gratis til rådighed for alle kirker og organisationer, der kan bruge dem i deres arbejde og har lyst til at give børn og deres voksne et indblik i julens traditioner og få dem til at reflektere over, hvad der egentlig betyder noget midt i juletravlhed, ønskelister og bage-kage-arrangementer.

– Så læg dem på jeres hjemmeside, brug dem til arrangementer, i nyhedsbreve eller på facebook. Julen er en af vores vigtige højtider, og det er vigtigt i en verden af forandring og fart at give børn mulighed for at lære om og sætte ord på traditioners betydning, så de ikke blot bliver tomme skaller af plejer og forbrug, men derimod en påmindelige om, hvad der er vigtigt for os som mennesker. Og hvilket udgangspunkt er mere oplagt end at gå på opdagelse sammen i julen – en højt elsket højtid af børn og voksne gennem generationer, lyder opfordringen fra Danmarks Kirkelige Mediecenter.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



For yderligere oplysninger kontakt Danmarks Kirkelige Mediecenter, journalist Rikke Bøgh, 2348 3617, rb@dkm.dk eller tv-producer Søren Johan, 2172 1709, sj@dkm.dk