Ortodoks præst modtog ikke-voldspris for flygtningearbejde
– Vi må se Gud i alle mennesker, siger Christoforos Schuff. Han har svært ved at tro, at der findes onde mennesker, og minder om, at vi skal elske alle mennesker – også terroristerne.
Fader Christoforos Schuff, der er præst, musiker og kunstner, modtog Ikkevoldsprisen 2017 på Holtekilen Folkehøgskole ved Oslo mandag aften. Schuff er kendt for sine modige udtalelser samt sine ikke-voldelige demonstrationer og engagement i flygtningekrisen. Han har arbejdet på øen Lesbos gennem de sidste 15 år.
– Fader Christoforos fremmer gennem sit arbejde de idealer, som har præget Martin Luther Kings liv og virke, sagde Bernt Aardal, der er professor ved Institut for statsvidenskab ved Oslo Universitet.
”Vi har alle et ansvar. Det er en hellig opgave, vi har fået af Gud selv, at vise hans kærlighed til verden med ord, men allerhelst i handling. Og ”vor næste” omfatter også terrorister. Det er vort job at omvende dem gennem Guds kærlighed. Ikke at overbevise dem med vore ord, men at udøse Guds kærlighed over dem, også overfor vore fjender. Om det så er Anders Behring Breivik, så må vi elske ham,” sagde Schuff i sin takketale.
Prisen blev uddelt i forbindelse med King-dagen og markeringen af Martin Luther King Jr’s ikke-voldelige forsoningsarbejde. Holtekilen ejes af Det Norske Baptistsamfunn, og da borgerretsforkæmperen selv var baptist, besøgte han skolen, da han var i Oslo for at modtage Nobels fredspris.
Ikkevolds-prisen blev uddelt i forbindelse med King-dagen. Prisen består af et kunstværk malet af Wenche May Vaagsnes og 10.000 kroner.
Bag uddelingen og markeringen står Norges kristne råd, Holtekilen Folkehøgskole og Det Norske Baptistsamfunn.
Det er i år tredje gang, Ikkevoldsprisen uddeles i Norge.
Bodil/KPK