Præster kan bedre forebygge selvmord

Hidtil har man især peget på psykologer, læger og sygeplejersker. Men et forskningsprojekt viser, at præster ofte har bedre muligheder for at hjælpe. 

Et forskningsprojekt fra Center for Selvmordsforskning viser, at præster har store muligheder for at forebygge selvmord.

Men de har i nogle tilfælde manglet viden og undervisning.
På baggrund af forskningsrapporten er der nu fremstillet et grundigt undervisningsmateriale til præster og kommende præster.
Projektet er støttet af Velux Fonden.

En usynlig, men kompetent faggruppe

Hidtil har præster sjældent været nævnt i den offentlige debat om selvmordsforebyggelse.
I stedet har man peget på psykiatere, psykologer, praktiserende læger eller sygeplejersker som de faggrupper, der har haft faglige kompetencer til at forebygge selvmordstanker og selvmordsadfærd.

Men præster har i kraft af deres arbejde som sognepræster, hospitals- og hospicepræster, gadepræster, feltpræster, og fængselspræster tæt kontakt til de mennesker, som er i stor risiko for selvmordsadfærd.

Forskning viser, at det især er unge, ældre, efterladte, fysisk og psykisk syge, hjemvendte danske soldater og indsatte i fængsler, der udgør en risikogruppe for selvmordstanker og selvmordsadfærd.

Ny viden om præster

Præsternes viden om og holdninger til selvmord har aldrig tidligere været undersøgt. Men præster er en central faggruppe, når det gælder selvmordsforebyggelse.

De har tavshedspligt og kan bidrage til at, at sårbare mennesker får sat ord på deres selvmordstanker.
Mange præster har været i tvivl om, hvordan de bedst kan hjælpe. Et omfattende undervisningsmateriale til alle præster og kommende præster giver dem nu både viden og hjælp til at tale med de mennesker, som har mistet håbet på, at livet kan ændre sig.

Forskningsprojektets resultater viser, at hovedparten af præsterne har talt med selvmordstruede mennesker, og ca. en tredjedel har mødt mennesker, som har udtrykt et ønske om hjælp til at dø.

Om skyld og skam

Undervisningsmaterialet til præsterne drejer sig om advarselstegn for selvmordstruede mennesker, etik, synd, skyld og skam samt sjælesorg.
De efterladte kan have brug for at tale med en præst om, hvordan der skal tales om selvmordet ved bisættelsen eller begravelsen.

Desuden kan undervisningsmaterialet anvendes ved sjælesorg og samtaler med mennesker i vanskelige livssituationer samt i den kollegiale vejledning.