Den svære hjælp
Jeg ved ikke, om det er mine gener eller mere et spørgsmål om opdragelse, men det at bede om hjælp og at modtage den, er en kamp for mig.
Jeg skammer mig! Skammer mig over ikke at slå til selv, skammer mig over ikke bare at kunne tage mig sammen, og jeg føler mig på alle måder utilstrækkelig.
Jeg har døjet et årstid med en voldsom diskusprolaps i nakken. Den er mirakuløst helbredt, men i lang tid gjorde den mig helt afhængig af familiens hjælp. Jeg var nødt til at affinde mig med det, for der var ikke andre muligheder… Alligevel var det voldsomt svært.
Nu er jeg i en ny situation med svær sygdom i den nærmeste familie. Langt mere krævende, end jeg nogensinde havde kunnet forudse, og igen er vores familie afhængig af hjælp. Naboer, kollegaer og menighed kommer dagligt med mad til os, passer børn, leger taxa-kørsel til og fra hospitalsundersøgelser mm. Vi ville ikke kunne klare det uden, og de siger alle, at det giver dem glæde at gøre noget for os… Alligevel, midt i overvældende taknemmelighed, skammer jeg mig. Jeg burde da kunne selv.
Her til min morgen-stilletid blev tankerne pludselig vendt på hovedet, og jeg fornemmede Guds visdom ind i mit stressede indre…
Bibelvers efter bibelvers tonede frem… Gennem jeres indbyrdes kærlighed, skal det kendes, at I er mine disciple… Elsk din næste… Bær hinandens byrder…osv.
Gud kalder os jo netop til at hjælpe hinanden, og IKKE til at kunne klare det hele selv.
Hverken i forhold til Gud, vores far, eller i forhold til mennesker omkring os er det meningen, at vi skal kunne klare det hele selv, men snarere klare det sammen…Det skulle jeg have hjælp til at forstå.
