Pavens besøg i Cairo skal modvirke ekstremisme
I den kommende uge besøger pave Frans den egyptiske hovedstad Cairo, hvor han vil besøge det prestigefyldte islamiske al-Azhar universitet og den koptiske kirkes pave Tawadros II.
Under det korte besøg, der finder sted fra den 28. til den 29. april, vil paven også mødes med Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi samt fejre messe for det lokale katolske samfund.
Hans besøg kommer mindre end en måned efter to bombeangreb på koptiske kirker i Egypten af militante fra Islamisk Stat, der efterlod 45 mennesker døde og snesevis af sårede.
Selvom mødet med den koptiske kirkes pave Tawadros II er vigtigt set i forhold til at styrke relationerne kirkerne imellem, så er besøgets hovedmotiv at knytte bånd mellem Vatikanet og Al-Azhar universitet og dermed mellem den kristne og muslimske verden. Pavens besøg i l Egypten er vigtigt netop nu, hvor mange ekstremister retter deres angreb særligt imod kristne.
I påskeugen opholdt jeg mig i Rom, og her var der mange, der talte om, hvad der mon skal komme ud af pavens besøg i Cairo, og hvordan han vil gribe forholdet til islam an. Hidtil har paven udtrykt ønske om dialog. Storimam og sheikh Ahmed al-Tayeb, der tidligere har besøgt paven i Rom, har inviteret ham til at deltage i en international fredskonference under besøget i Cairo. Universitetet Al-Azhar arbejder også sammen med dominikanerne i Cairo, hvor man har en dannet gruppe for at studere ekstremisme sammen. Men til trods for den gode vilje og samarbejdet ser vi, hvordan radikaliseringen alligevel vokser, og terroren tager til. Er der noget, man kan gøre anderledes og bedre?
En anerkendt journalist i Rom og god ven af mig sagde forleden, da vi talte om besøget i Cairo, at kirken skulle begynde at evangelisere blandt muslimer og forkynde evangeliets budskab om Guds kærlighed og tilbyde dem hjælp ad den vej for at komme radikaliseringen til livs. Hvis pave Frans tog det skridt, ville han leve op til den hellige Frans af Assisi, som han har taget navn efter, der netop tog med på det femte korstog til Egypten for prædike evangeliet for sultanen og muslimer generelt.