Sara slap for en hjertetransplantation

Efter forbøn blev en planlagt hjertetransplantation aflyst – hullet i Saras hjerte er forsvundet på skanningen, og hun svømmer en kilometer om dagen…!

Sara Cecilie Nielsen fra Aalborg har oplevet noget helt ekstra-ordinært, som både hun og lægerne har svært ved at forstå. Hendes gamle udslidte hjerte banker nu som et nyt frisk hjerte.

Sara blev i september 2016 sat på akut-listen for patienter, som venter på at få transplanteret et hjerte fra et andet menneske, som er omkommet.
– Jeg har altid været meget aktiv, dyrket motion og arbejdet masser af timer. Jeg kunne det hele, fortæller hun.
– Men den 25. december 2012 faldt jeg om og blev indlagt. Jeg havde haft det dårligt både den 23. og juleaften. Og 1. juledag faldt jeg pludselig om.
Det var også sket tre år før, og dengang blev jeg skannet, men man kunne ikke finde noget. Dengang troede man, at det nok havde været en blodprop.

Sportshjerte

– Men i 2012 opdagede man ved skanningen, at jeg havde et ”sportshjerte”, som var blevet for stort til, at hjertet kunne klare at pumpe så meget. Hjerteklapperne kunne ikke nå at lukke til. Og desuden havde jeg et hul i hjertet, fortæller Sara.

– Jeg lå indlagt tre måneder på Randers Centralsygehus og på Skejby Sygehus.
Jeg fik en masse medicin, hvorved man forsøgte at give hjertet et chock, så det kunne fungere normalt igen.

Det lykkedes også at få hjertet til at komme op på først 9 pct., så 27 pct. og så 43 pct. pumpeevne.
Men efter nogen tid faldt pumpeevnen igen. Jeg havde svært ved at trække vejret.

Hjerte-transplantion

Jeg faldt om 5-6 gange og blev indlagt mange gange. Jeg blev sat op i medicin-dosis, men lægerne kunne se, at det blev stadig sværere at ”hente mig tilbage”.
– Derfor indstillede de mig til en hjerte-transplantation. Der var ikke mere, der kunne gøres.
Det kommende halve års tid skulle jeg igennem en del test og undersøgelser. Man skulle være helt sikker på, at jeg ikke havde nogle infektioner, for det kunne skade en kommende transplantation.

Færdig med livet?

– Var du ikke nervøs for operationen?
– Jo, men jeg gik og snakkede med Vorherre om det, og jeg faldt efterhånden til ro i den tanke, at jeg måske var færdig med livet.
Jeg havde i forvejen mistet mit arbejde og min samlever og en del af mine venner, som ikke kunne klare, at jeg var så meget syg. Når man er syg i hjertet, ses det ikke på ydersiden, som hvis man har brækket en arm. Derfor kan det være svært for andre at forstå, hvordan man har det. Men efterhånden kunne alle se på mig, at jeg virkelig var syg.

Selv om hjerte-transplantationen skulle lykkes, ville jeg gennemsnitligt kun kunne leve med det i 14 år, og jeg skulle undervejs have en hel del medicin. Derfor tænkte jeg nogen gange, om det var besværet værd. Om det ikke var bedre bare at dø.

Planlagde begravelse

– Man tænker anderledes, når man går og venter på en hjerte-transplantation, fortæller Sara.
– Det er også en underlig tanke, at man skal håbe på, at nogen dør, så man kan få deres hjerte. Men alle den slags tanker skal man igennem. Det er normalt for alle, der skal have et nyt hjerte.

Jeg var begyndt at planlægge min egen begravelse. Jeg havde skrevet testamente. Jeg havde besluttet, at mine to hunde skulle aflives, når jeg var væk, og at det var min mor, der skulle tage med dem til dyrlægen. Det ville være synd for dem, hvis de skulle overlades til andre. De var meget knyttede til mig.

Hørte om Berntsen

– Jeg havde været på internettet og undersøgt, om der var andre muligheder. For eksempel var der måske en læge i Tyskland, som kunne foretage operationen bedre. Jeg hørte også om en brasiliansk healer, John of God, og jeg planlagde faktisk at rejse derover den 26. december 2016.

Men så gjorde min veninde mig opmærksom på, at en dansker – Hans Berntsen – også bad for syge.
Jeg tog derfor med til et møde den 23. februar i Odder – men det var mest for min hunds skyld…

Bed for min hund

– Jeg ønskede egentlig bare, at Hans Berntsen skulle bede for min hund Tika, som er en labrador-schæfer. Hun var 15 år og meget plaget af gigt. Et par år før havde hun fået indopereret guld i benene, og det hjalp også en tid. Men nu var det så slemt, at jeg havde besluttet, at hun skulle aflives. Det var det bedste for hende. Men jeg frygtede for at skulle hen til dyrlægen og være med til det.

Allerede ude i forhallen mødte jeg Hans Berntsen og han bad for min hund. Derefter kom den ud i bilen, mens jeg var til møde.
– Hvordan gik det så med hunden?
– Jo, den blev faktisk meget bedre tilpas. Dagen efter havde den en masse energi og snart løb den omkring og legede med bold.

Men nu er den død. Den var jo meget gammel. Så en dag faldt den pludselig om og var død af en blodprop. Det var en god måde at dø for den. Den var lykkelig til det sidste. Og jeg slap for at skulle aflive den hos dyrlægen.

Blodet pumpede

– Men hvad skete der med dig?
– Jeg gik ind til mødet og sad og hørte på det, Hans sagde. Det talte til mit hjerte.
Det var meget mærkeligt, da han senere bad for mig. Jeg fik det, ligesom når man har menstruation. Jeg løb ud på toilettet. Og det var meget voldsomt.

Jeg fik det varmt, blev varm på panden og svedte. Jeg blev faktisk også utilpas. Så det var en lang tur hjem fra Odder, husker Sara.
– Jeg tror, at blodstyrtningen har været en form for rensning af hjertet og hele blodsystemet.

Hullet var forsvundet

– Dagen efter skulle jeg skannes, og jeg var indlagt i tre dage. Her opdagede man, at iltningen i blodet var blevet bedre. Og ved hver skanning blev resultaterne bedre og bedre.
Da jeg igen blev skannet den 26. februar var hullet i hjertet forsvundet…!
Og hjertets pumpeevne er nu helt i top igen.

Jeg ønskede at blive stabiliseret på sygehuset og fortalte om det, der var sket, til hjertelægen.

Han var meget forstående og sagde:
– Jeg kan ikke sige, hvordan det er sket. Men der er sket noget. Og det, du har gang i, det skal du bare fortsætte med, Sara.

Jesus i hjertet

Sara lever stadig lykkeligt med sit gamle, men rensede og helbredte hjerte – et halvt år efter helbredelsen. Hun svømmer en kilometer om dagen og er i fuld gang med mange ting.
Hun vil nu i gang med at arbejde igen. Før sygdommen tog hun en psykolog-uddannelse, som hun nu vil bruge.

– Hvad tænker du om, at alt dette skete på grund af Hans Berntsens korte bøn til Jesus?
– Jeg synes, det er fantastisk, at der findes en virkelighed, som jeg slet ikke kendte til.

Jeg havde ærligt talt ikke troet, at det var muligt. Men jeg havde lagt mærke til, at mennesker, der tror, ofte har en gnist i øjnene, som jeg også gerne ville have.
Men jeg havde ikke drømt om, at kristendommen kan være så dejlig, siger en glad 37-årig Sara, som holder kontakt til Hans Berntsen og har været på flere af hans møder.

Saras historie er med i den nye bog om Hans Berntsen, som udkommer 1. juli på Udfordringens forlag. Den kan forudbestilles på Hosianna.dk