Opgør med et perverst menneskesyn: SF til kamp mod købe-sex
I fremtiden skal det være forbudt at købe sex. Det besluttede SFs hovedbestyrelse søndag eftermiddag på sit møde i Albertslund.
SF er det første af de politiske partier i Folketinget, der vil gøre køb af prostituerede kriminelt.
– Men det handler ikke kun om at straffe kunden. Vores primære hensigt er at hjælpe de prostituerede. Flertallet af prostituerede lever et usselt liv med risiko for overfald, kønssygdomme, angst, depression og søvnforstyrrelser. Ingen andre steder i vores samfund accepteres det, at et arbejdsliv kan påføre så voldsomme skader. Ingen andre steder i vores samfund har man lov til at behandle hinanden med så mange skader til følge, siger SFs ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge.
– Det er jo egentlig utroligt, at der i 2005 er nogle, som har det syn på andre mennesker, at det er acceptabelt at købe dem til seksuelle ydelser. Det menneskesyn vil jeg gerne være med til at ændre. Der er jo næppe nogen ved deres fulde fem, som vil anbefale deres egen datter eller søster at blive prostitueret. Derfor må vi gribe til handling og stoppe prostitution. Dels ved at forbyde køb af sex, dels ved en massiv social indsats, siger Pernille Vigsø Bagge.
Hun vil nu arbejde med et konkret forslag, så vi kan teste de andre partier i Folketinget og se, hvor langt de tør gå.
– Give frit lejde hos Told og Skat for prostituerede. Mulighed for gældssanering vil give mennesker, der er havnet i prostitution, en reel chance for at komme ud af det igen.
– Give mulighed for revalidering. I dag er prostitution ikke nok til at få revalidering – men netop omskoling eller uddannelse er et centralt behov hos de prostituerede.
– Procedure-forenkling: De prostituerede skal kunne henvende sig ét sted og ikke sendes rundt mellem forskellige myndigheder.
– Gratis hjælp til alle i prostitution og tidligere prostituerede, f.eks. psykologhjælp.
– Styrke den opsøgende indsats (rådgivere der kan vejlede de prostituerede, hvis de ønsker at komme ud af det.)
– Penge til behandlingshjem for misbrug såvel som eftervirkninger af at have været prostitueret.
SF ønsker som minimum tre måneders ophold til handlede kvinder i modsætning til de nuværende maks. 15 dage. I den tid, kvinderne opholder sig i Danmark, skal de have adgang til det danske sundhedssystem på lige fod med danske statsborgere.
SF vil øjeblikkeligt have afskaffet det cirkulære, der fastslår, at sundheds- og pædagogisk personale kan rekvirere prostituerede til handicappede og gamle mænd.
Udbredelsen af denne praksis skal undersøges. Om nødvendigt skal en særlig kampagne, der gør sundhedspersonale opmærksom på prostitutionens skadevirkninger, sættes i gang.
Det er en kendt sag at antallet af handlede kvinder stiger massivt i områder, hvor større grupper er udstationerede. SF ønsker et etisk kodeks, der forbyder køb af sex i udsendelseslandet for alle, der er udsendt af den danske stat eller andre offentlige myndigheder.
Erfaringen fra bl.a. andet Sverige viser, at et forbud mod køb af sex, får antallet af købere, prostituerede og handlede kvinder til at falde. Og det endda på et tidspunkt, hvor de øvrige europæiske lande – herunder Danmark – oplever en ubehagelig stigning i antallet af handlede mennesker til prostitution. Mindst lige så væsentligt er det, at man i Sverige næsten har oplevet et dramatisk fald i antal kvinder, der begynder i prostitution
Utallige undersøgelser viser, at de prostituerede i langt højere grad end andre borgere har oplevet en opvækst fyldt af voldelige overgreb, manglende omsorg fra voksne, institutionsophold og mangelfuld skolebaggrund. Troen på, at penge kan løfte dem ud af et liv med store mangler, er gennemgående. Resultatet er et farligt liv, fyldt med stor risiko for voldelige overfald, kønssygdomme, angst, depression og søvnforstyrrelser, samt problemer med at indgå i emotionelle relationer og have et velfungerende seksualliv.
FNs kvindekonvention pålægger staterne at gennemføre lovgivning, der forhindrer handel med kvinder og udnyttelse af kvinder i prostitution. Danmark ratificerede den for 21 år siden. SF vil nu gøre sit til, at der sættes handling bag de flotte ord.
Læs mere om kampen imod prostitution på den nye hjemmeside www.luder.dk Obs! Hjemmesiden har ikke noget med SF at gøre.