Lise Lotte fik en ny start på Alpha

I disse uger starter der Alpha-kurser op overalt i DanmarkFor to år siden så Lise Lotte Gerdes i lokalavisen, at der var et Alpha-kursus om kristendom i hendes by.

Lise Lotte kommer ud af en familie, som vist har Danmarks-rekord i antal af læger. Men selv valgte hun at arbejde med dyr og nyde naturen indenfor landbrug.

– Jeg fik lyst til at tage med, for jeg har altid kunnet lide at lære noget, fortæller Lise Lotte, som netop er fyldt 40.
– Det viste sig, at deltagerne på kurset lignede mig selv, og jeg følte det rart at være med. Ganske vist sprang jeg middagen over og kom senere, men jeg følte mig alligevel hurtigt som en del af fællesskabet.
Lederne og talerne var også jordnære og humoristiske mennesker, og ikke hykleriske og frelste, som jeg frygtede.
– Hvordan vurderer du, om nogen er hyklere?
– Det kan jeg straks høre på sproget.
– Kom du i en kirke?
– Nej, ikke på det tidspunkt. Jeg kunne netop godt li’ Alpha, fordi det var mere ligetil. Sproget var nede på jorden. Man kunne forholde sig til det, der blev undervist om.
– Jeg fik nedbrudt nogle fordomme og henad vejen opsnappede man vel også nogle guldkorn.
– Har du ikke tidligere stiftet bekendtskab med Gud og kristendom?
– Jo, i 1994 flyttede jeg i bofællesskab med en landbrugsmedhjælper, som var kristen. Vi aftalte, at jeg ville lade være med at bande, hvis han til gengæld ville lade være med at prædike.
Så Ole, som han hed, prædikede aldrig for mig i de to år, vi boede sammen, men vi snakkede om hans tro, og jeg blev lidt mere interesseret.
Så tog jeg på Nordisk Landbrugsskole på Fyn.

Læste Udfordringen

Senere læste jeg et eksemplar af Udfordringen. Der var en artikel om, at kristendom var at tænke positivt. Det kunne jeg godt bruge, så jeg købte en bibel og forskellige kristne bøger. Senere så jeg en annonce om et kristent fællesskab på Fyn, som jeg så kom i et år.
De var nok for avancerede for mig, så jeg trak mig igen tilbage. Jeg prøvede også et andet Alpha-kursus i Odense, men her skræmte en af deltagerne mig væk ved at tale for meget om onde ånder.
Men da jeg så annoncen om Alpha-kurset her sprang jeg på, og det var meget givende.
Men det bedste var nok, at jeg ligesom kom med i et nyt fællesskab og fik nye venner. Vi kan tale om det, der optager os, have det sjovt, gå i biografen – og blive respekteret for det, man står for. Det er meget spændende, slutter Lise Lotte.
Alpha-kurser arrangeres af både folkekirken, frikirken og den Katolske Kirke.
Lise Lotte deltog i et Alpha-kursus i forbindelse med folkekirken i Tyrstrup sogn.
– Jeg troede ellers, at folkekirken var en død sild, men det var den ikke dér! siger hun.
Hun overvejer, om hun i år skal følge Alpha igen eller tage med på et Beta-kursus, som også bliver tilbudt.
Henri.