Importerer ‘ild’ fra Ukraine

– Vi har brug for den brand, ukrainerne har, siger Kjeld Nielsen fra pinsekirken i TejnSiden i fredags har en lille gruppe ukrainere været her i landet. De er her med et klart mål. At sætte danskere i brand for Jesus.

Pastor Kjeld Nielsen fra Pinsekirken i Tejn (i midten) har sammen med pinsekirkerne i Korsør og Århus inviteret pastor Aleksander Illash (th) og trommeslageren Sergej (tv) til Danmark

– Må Gud tænde Bornholm, råber pastor Aleksander Illash begejstret ud over forsamlingen i pinsekirken i Tejn. – Må Gud sætte ild til Danmark, fortsætter han.
Den ukrainske præst er i Danmark sammen med et lille team bestående af hans kone Nadja, trommeslageren Sergej og tolken Sveta. De kommer fra kirken ”Kilden med levende vand” i byen Izmail på grænsen mellem Ukraine og Rumænien.
Ukrainerne er inviteret hertil af pinsekirkerne i Korsør, Århus og Tejn på Bornholm.

Ukrainerne er
tændt for Jesus

Det var oprindeligt Kjeld Nielsen, der er præst i pinsekirken i Tejn, der fik kontakt til kirken i Izmail. Da han for nogle år siden besøgte kirken, blev han især grebet af deres intense bøn.
– Dernede har de en brand, når de beder, og en glød, når de beder, fortæller Kjeld Nielsen. – Vi har brug for den brand. Folk i menigheden har brug for at se, at der er mennesker med den brand. At de lever i det, tror på det og går efter det.

Mirakler og kirkevækst

Under møderne i Tejn fortæller Aleksander Illash om mange mennesker i deres by, der mirakuløst bliver helbredt for lammelser, barnløshed, nyreproblemer og kræft.
– I må forstå, at bliver man syg i Ukraine, så er man færdig, fortæller Aleksander Illash.
– Kommer man på hospitalet, skal man selv tage en seng, sengetøj, mad og medicin med. Og så skal man betale penge til lægen, for at han gør sit arbejde ordentligt.
Mange desperate mennesker har søgt kirken de senere år for at få hjælp, og der er sket mange mirakler som svar på bøn. Det er noget, der har fået kirken til at vokse.
– Jeg er ikke i tvivl om, at det sker, fordi „luften er renset“, siger Kjeld Nielsen og henviser til ukrainernes intense bøn.

Slår på tromme
for Jesus

Trommeslageren Sergej fortæller om det store humanitære arbejde, kirken gør i området, men understreger, at de ikke er i Danmark på en indsamlingstur.
– Vi er ikke kommet for at bede om jeres penge. Vi har noget med, vi vil dele med jer, siger Sergej.
Han kalder alle de tilstedeværende frem i kirken, og han sætter sig op bag kirkens trommesæt for at spille.
Sergej var indtil for få år siden blandt de mest efterspurgte trommeslagere i Rusland, hvor han boede. Men så mødte han Jesus. En ellers indbringende karriere blev lagt på hylden, og nu spiller han udelukkende for Jesus. Mens Sergej brager løs på trommerne, står alle – gamle som unge – og beder til Gud. Det er tydeligt, at de møder Gud.
– Jeg besluttede mig for, da jeg første gang hørte Sergej tromme, at jeg forfærdelig gerne ville have dem til Danmark, siger Kjeld Nielsen, som længes efter at se Gud virke på samme måde i Danmark.
– Jeg vil invitere ukrainere. Jeg vil invitere hvem som helst, bare den ild vil fænge og blive tændt.
I den kommende weekend vil ukrainerne dele ud af deres begejstring ved møder rundt i landet. Fredag aften og søndag formiddag er det i pinsekirken i Korsør og søndag aften i pinsekirken i Århus.