Skal Danmark følge forbryderens eksempel?

Af Iben Thranholm
Cand. teol., journalist og samfundsdebattør

Er det Vestens skyld, at muslimer opsøger bander? Det mener prædikanten Molay Jaw fra Masjid-Al-Faruq-moskeéen på Nørrebro i København.

Bander er i øjeblikket næsten daglig årsag til skudepisoder i Københavnsområdet, hvor også uskyldige er blevet ramt. Muslimer bliver involveret i banderne, fordi Danmark har marginaliseret og kritiseret muslimer og har lært dem en vestlig livsstil, som er den direkte vej til, at unge mennesker får lyst til at involvere sig i bander, sagde Molay Jaw og skabte en del debat med sit udsagn i den forgange uge.

Selvfølgelig er det ikke Vestens skyld. Danmark er et land med uendeligt mange muligheder for unge, og hvor ingen er nødsaget til at søge en kriminel levevej for at overleve.

Denne offermentalitet kommer ingen særlig langt med. Men hvilket moralsk eksempel viser Danmark for at stoppe banderne?

Liberal Alliance har foreslået, at man legaliserer hash i Danmark, da banderne lever af hashhandel, og mange af opgørene handler om kamp om territorierne for handel. Tanken er altså, at banderne vil gå i opløsning af sig selv, hvis folk kan købe hash i Brugsen. Men vil bandemedlemmerne mon gå ned i jobcentret og melde sig ledige, hvis hashhandlen tages fra dem? Næppe.

Banderne vil finde andre ting at handle med som hårde stoffer og våben, og Danmark vil fremstå som et land, der er villig til at gå på kompromis med sin egen moral.

Det er bekymrende, at politikere stiller et forslag om, at samfundet skal følge forbryderens eksempel. Moralen er, at for at komme bandekriminalitet til livs bliver man nødt til at tillade noget, der ellers er forbudt i dansk lovgivning. Det er et moralsk skråplan for et samfund og viser underskud. Vi kan ikke håndhæve vores egne værdier. Man formår ikke at stille noget bedre i stedet og ser ikke andre udveje end at gøre det ulovlige lovligt.

Den konservative justitsminister Søren Pape og hans parti er heldigvis imod forslaget og sætter ekstra politistyrker ind. Men i ugens løb har jeg i debatten hørt flere stemmer, der mener, at legalisering af hash er det, der skal til for at løse problemet. Som sagt vil banderne finde andre ting at handle med, alt i mens vi signalerer moralsk underskud. Det vil blot bekræfte Molay Jaw’s tese i de muslimske miljøer om, at Vesten er fordærvet og let at køre rundt med.


Artiklen fortsætter efter annoncen: