Hvem har brug for hjælp?

Er du døv og stum? Har du brug for min hjælp? Nu ved jeg ikke lige, om du fik læst teksten først, inden du sprang hertil, men hvad i alverden har Jesus gang i? Stikke fingrene i folks øre, spytte og røre ved tungen? Hvad sker der for ham?

Jo, det kan godt se lidt underligt ud, men jeg tror faktisk ikke, at det så underligt endda. Vi hører, at der kommer nogle folk med en mand, som er døv og har svært ved at tale – måske stum, måske stammer, måske bare svært ved at tale, fordi han aldrig har hørt, hvordan man gør. Men for nemheds skyld kalder vi ham for den du døvstumme. I alt fald har han nogle venner, som bringer ham hen til Jesus. Der går de i forbøn for ham, og beder Jesus om at helbrede. Jesus helbreder – surprise! Men måden han gør det på er lidt mærkelig, eller hvad?

Tryllekunstneren Jesus?

Jeg tror ikke, at Jesus her opfører sig som en eller anden tryllekunstner, som udfører sit trick ved bestemte bevægelser og en trylleformular. Det, der sker, er meget jordnært og kærligt. Da Jesus hører vennernes forbøn, tager han den døvstumme med lidt væk fra skaren. Og der taler Jesus med ham. Jeg tror, at han siger følgende på tegnsprog: ”Er du døv? Er du stum? Har du brug for min hjælp?”

Hvordan skulle man ellers kommunikere med en døvstum end med tegnsprog? Det med fingrene i ørene og berøring af tunge var ren kommunikation.
Helbredelsen sker, da Jesus siger ”Effatha” – luk dig op, som er et aramæisk ord, som har fået lov til at stå. Noget der antyder, at det er blevet sagt med et sådant tryk, at folk har kunne huske det. Jesus skaber altså helbredelse ved at tale, ligesom der blev skabt ting og sager på de første sider af vores bibel ved ordets magt.

Gud og frelser

Jesus helbreder, men forbyder dernæst alle at sige noget – et forbud, som virker vildt mærkeligt, men som nok er udtryk for, at Jesus ved, at hvis han bliver ”kendt” for hurtigt, så eskalerer det hele med tilfangetagelse, pisk og korsfæstelse hurtigere end planlagt.

Men selvom Jesus forbyder dem at sige noget, så kan de simpelthen ikke holde deres mund. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig Jesus med et lille smil på læberne, da han, efter at have forbudt dem at sige noget, erfarer, at de alligevel render rundt og fortæller, fordi nyhederne er så gode. ”Tænk, at de ikke kan lade være”.

Det fantastiske er nemlig, at de med deres vidnesbyrd peger flere steder hen. De peger på skabelsen, hvor Gud så, at det, han havde skabt, var godt.

De peger dernæst på Es. 35,5, hvor vi hører om, at den frelser, som skal komme, både skal åbne blindes øjne og få stumme til at tale. Jesus er nemlig både frelseren og Gud selv.

Hvem – mig?

Og så er vi tilbage ved begyndelsen. For når jeg hører, hvordan de her mennesker ikke kan være stille, men ivrigt deler ud til højre og venstre af de gode nyheder, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvem er det egentligt, der er stum? Spørgsmålene var måske rettet mod mig. Er du døv? Er du stum? Har du brug for min hjælp?

Nogle gange fatter jeg ikke, hvad det er, Jesus vil sige til mig. Jeg kan ikke høre, også selvom jeg er der, hvor det sker. Jeg er simpelthen åndeligt døv. Og jeg har brug for, at Jesus igen og igen gør mig i stand til at høre.

Andre gange, og her lider jeg måske endnu mere end det med hørelsen, så bliver jeg simpelthen stum, når det kommer til mit livs bedste nyheder: at Jesus har åndeligt helbredt mig. Også der har jeg igen og igen brug for, at Jesus råber ”Effatha” – luk dig op.

Lad mig stille spørgsmålet en sidste gang. Og denne gang stille den til dig, der læser: Er du døv? Er du stum? Har du brug for hjælp?

Søndagens tekst: Mark. 7:31 – 37

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk

Jesus helbreder en døvstum mand, som ikke var jøde
31 Fra Tyrus gik Jesus via Sidon til Dekapolis’ egne øst for Genesaret Sø. 32 En døv mand, der tillige havde svært ved at tale, blev ført hen til ham, og man bad Jesus om at lægge hænderne på ham og helbrede ham. 33 Jesus tog ham lidt afsides og stak fingrene i ørerne på ham. Dernæst spyttede han på fingrene og rørte ved mandens tunge, 34 så op mod himlen, sukkede dybt og sagde: »Luk dig op!« 35 Straks kunne manden høre alt, hvad der blev sagt, og det, der havde hæmmet hans tale, forsvandt, så han kunne tale tydeligt. 36 Jesus forbød de tilstedeværende at sige det til nogen. Men jo mere han forbød det, desto ivrigere fortalte de om det, 37 for de var ude af sig selv af forundring. »Han kan ordne alt!« sagde folk til hinanden. »Han helbreder både de stumme og de døve.«