Vægtens tegn
Artikel nr. 12 om Stjernetegnenes oprindelige Budskab handler om Retfærdighedens Vægt, som også rummer Korset, Offeret og Kronen og har stjerne-navne med klare bibelske paralellerNye læsere undrer sig måske over, at vi gennemgår stjernetegnene i Udfordringen.
Forklaringen er den overraskende opdagelse, at såvel de 12 stjernetegn som deres 36 undertegn indeholder symboler og navne, som ligger meget parallelt med bibelens profetier og begivenheder.
Vores arbejdsteori er derfor, at stjernetegnene oprindeligt stammer fra et syn eller en åbenbaring, som nogle af de første kendte mennesker må have modtaget, og at de siden er blevet forvansket af især græsk mytologi. Men der er stadig tydelige spor af den oprindelige betydning og går vi tilbage til de ældste stjernetegn og navnene er sammenhængen påfaldende.
I vores serie er vi nu nået til stjernetegnet Vægten, hvis periode netop er nu fra d. 23. september til den 22. oktober.
Vægten – som på latin hedder Libra (vejning) – består af 51 stjerner: To af 2. størrelsesorden, én af 3., otte af 4. osv.
Vi skal huske, at astrologien er meget gammel – formentlig 6-7.000 år – og fra før de græske, egyptiske og persiske riger, hvor den optræder.
Da grækerne overtog stjernetegnene fra perserne, skete der en del forviklinger. Dels blandede grækerne deres egen mytologi med de astrologiske tegn – hvilket fortsat forvirrer – dels tog de f.eks. fejl af Vægten og Skorpionen, så man en tid troede at Vægten var stjernetegnet Skorpionen.
Men i alle Østens dyrekredse og i de fleste gamle dyrekredse finder man billedet af Vægten som et selvstændigt tegn. I Cæsars tid fik grækerne da også adskilt de to tegn igen.
Og selv om grækerne gav tegnene deres egne navne og egenskaber, så var der fortsat spor efter den oprindelige mening, som vi finder i de ældre stjernetegn.
I græsk mytologi repræsenterede Vægten således gudin-den for retfærdighed, Astraea, på hvis vægt alle mennesker skal vejes – dvs. bedømmes på deres liv og handlinger.
Vi kender også gudinden med vægten fra retsvæsnet.
Egypterne anså Vægten for den målestang, Nilen blev målt med. De forbandt også tegnet med en vægt, som menneskets hjerte blev vejet med efter døden.
I Indien var stjernebilledet Vægten fremstillet som en knælende mand, der holder to vægtskåle.
På hebraisk hedder stjernebilledet Mozanaim, der betyder vægten, som vejer; på arabisk er navnet Al Zubena, der betyder køb eller indløsning. På koptisk Lambadia, der betyder forsoningsgren (egentlig Lam = nådig og badia = gren).
At det ikke blot er en tilfældig vægt, men at den har ledetråde til Bibelens beretning, tyder navnene på de fire klare stjerner i billedet på:
Den første stjerne er Zuben al Genubi, den utilstrækkelige pris. Den anden stjerne er Zuben al Shemali, den dækkende pris. De to andre hedder henholdsvis Al Gubi, som betyder hobet højt op, og Zuben Akrabi, som betyder konfliktens pris.
I bibelsk forståelse er mennesket ikke i stand til at betale prisen for sin konflikt (sit oprør, sin synd mod Gud).
Men i den persiske zodiak, som formentlig er nærmere på det originale forbillede, holder en mand eller en kvinde vægten i den ene hånd og et lam i den anden hånd. Lammet har form som et gammelt lod.
I bibelsk sammenhæng er Lammet netop den, der skal betale prisen for synden. Først i form af en syndebuk, som hvert år ofres som et forbillede, dernæst i form af Guds Lam, Jesus, som ofres for synden.
Her er en klar sammenhæng til kvindens sæd, lammet osv., som vi finder i de andre stjernetegn. (Se disse artikler.)
At den ene af vægtskålene er oppe, fortæller at mennesket er vejet og fundet for let. Ligesom vi kender det fra Daniels bog, hvor det hedder: du er vejet på vægten og fundet for let. (Dan. 5,27).
Men den anden vægtskål er tynget ned af en stjerne med navnet den dækkende pris!
Hvad den pris hentyder til, forklares i Vægtens tre undertegn, der utroligt nok er: Korset, Ofret og Kronen.
Denne figur består af fire klare stjerner, der danner et kors. Tegnet befinder sig på den mørkeste del af himlen, i den laveste ende af kloden, og kan ikke ses fra Europa, men er den tydeligste stjernegruppe på de sydlige himmelstrøg.
På tidspunktet for Jesu fødsel var dette sydkors, som det kaldes, endnu synligt set fra Jerusalems breddegrad. Siden er det pga. polarstjernens gradvise forskydning forsvundet under den sydlige horisont.
Ifølge overleveringen forsvandt det af syne omkring tidspunktet for korsfæstelsen.
Sydkorset kan stadig ses fra den sydlige halvkugle, og i bjergene nord for Ækvator.
Astrologen Aben Ezra kalder sydkorset for Adom på hebraisk. Det betyder afskæring, ligesom om Kristus i Dan. 9,26 (men ordet fremgår ikke af den danske oversættelse).
Egypterne kaldte figuren Sera, som betyder sejr.
I Denderah dyrekredsen vises Crux som en løve, der kigger bagud og har tungen hængende ud af munden, som om den er tørstig. Alt dette kan lede tankerne hen på løven af Judas stamme, som vi kender fra det sidste stjernetegn i rækken, og som er et symbol på Kristus. Sejrherren, som sejrer ved at lide. En af de få ting, han sagde på korset, da han var ved at dø, drejede sig om hans brændende tørst.
Korset er på grund af Jesus blevet et helligt og positivt symbol på evigt liv for alle kristne. Men allerede før korsfæstelsen var korset i de gamle kulturer symbol på liv.
For egypterne var korset symbol på liv og udødelighed. De havde faktisk hellige kager med en korslignende figur ovenpå, som de spiste under deres religiøse ceremonier!
I Indien finder vi også korset, f.eks. i den guddommelige gruppe med de tre brahmanske guder sidder den anden gud, Sønnen (den, som inkarneredes i menneskeguden Krishna) der på sin trone holder korset i højre hånd.
Korset skal også være blevet æret af perserne, assyrerne, kineserne, mexicanerne, peruanerne, skandinaverne, gallerne og kelterne før kristen tid.
Hvorfor troede disse gamle kulturer, at netop korset havde en livgivende kraft? Kunne forklaringen mon være, at folkenes fælles forfædre havde fået et syn eller en åbenbaring af, at en frelser og et evigt liv ville være knyttet til korset?
Hvis ikke – hvorfor troede de så, at korset havde denne betydning? I alle fald er det da påfaldende, at korset så netop blev symbolet for de kristne. Ikke som en smart opfindelse af et fælles symbol, for korset var en forbandelse for jøderne – men fordi Jesus døde på det. De første kristne anede næppe, at historien allerede var fortalt i de stjernetegn, de hedenske folk dyrkede. At korset også for dem var symbol på evigt liv.
Det næste undertegn forstærker denne opfattelse.
Stjernetegnet Ulven vises som et dyr ramt af Kentaurens spyd. Navnet Ulven (latin: Lupus) kommer fra grækerne, der kaldte det Thera =dyr, og Lycos =ulv. På latin hed det også Victima (offeret).
Og i den ældre egyptiske Denderah dyrekreds er tegnet afbildet som et lille barn med fingrene på læberne. I den egyptiske mytologi refererer det til Horus, Osiris og jomfruens elskede søn. (Igen en parallel til Maria og Jesus.)
Endnu mere påfaldende bliver det, når dette barn i egyptisk mytologi også blev kaldt Sura, der betyder et lam. Esajas profeterede 500 år før Jesus, at: …. som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. (Esajas 53,7).
I bibelhistorien er det Lammet (Jesus) selv, der ofrer sig. Denne dobbelthed findes også i stjernebillederne, hvor Kentauren, som spider lammet, i sit eget stjernebillede også er symbol på Kristus.
Ifølge Johannes, siger Jesus om sig selv: …jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. (Johs. ev. 10, 17-18).
I stjernebilledet med Lupus – som nok burde være et lam og ikke en ulv – har vi altså en himmelsk trailer – en forfilm om, at Jesus engang skulle blive ofret på korset for at give evigt liv til os.
Det var prisen, der skulle betales, for at retfærdighedens vægt kunne veje til fordel for os. For den, der synder, skal dø og … der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod. (Ezekiels bog 18,4, Hebr. brevet 9,22).
De to mindre stjernetegn i Vægtens tegn er i visse gamle dyrekredse slået sammen til et. Korset og ofret hører sammen. De er de sydligste (laveste) stjernetegn, og Joseph A. Seiss ser dette som symbol på, at Jesus måtte gå helt ned i den dybeste ydmygelse. Men han var kun en kort tid blevet gjort ringere end engle, for sin lidelses og døds skyld kronet med herlighed og ære. (Hebr. 2,9). For herefter var han ophøjet til herre over universets åndelige magter og myndigheder. Han blev kronet til konge, ligesom han på korset var blevet kronet med en tornekrone.
Og det tredje af de små stjernetegn under vægten, er netop en krone…!
Corona Borealis, eller den nordlige krone, er en halvcirkel af stjerner, som står lige netop øst for den nordlige del af stjernetegnet Bootes (den, som kommer).
De fleste af de store stjerner i tegnet er af den hvide, tindrende slags, som får kronen til at se ud, som var den smykket med juveler. Det arabiske navn for tegnet er da også Al Iclil, der betyder et smykke eller en juvel.
Det hebraiske navn for dette tegn er Atarah, der betyder en kongekrone. Esajas profeterer i 28,5: På den dag bliver Hærskarers Herre en herlig krone, en prægtig krans for sit folks rest.
I Bibelens sidste bog, Johs. Åbenbaring, fortælles om kroningen af Kristus i den åndelige verden: …han fik givet en krone, (Åb. 6,2).
Og Du er værdig … for du blev slagtet, og du købte med dit blod mennesker til Gud (Åb. 5,9).
