Troels klarer sit job godt – fordi han er autist!
Troels Hertzum er født med infantil autisme. Men han er dygtig på computeren.
Af Mie Schmidt og Henri Nissen
Troels er autist, og på grund af sit handikap er han ekstra god til at holde styr på Udfordringens abonnenter.
Et handikap behøver ikke være en ulempe. Troels blev født med kejsersnit og fik et handikap fra fødslen. Allerede som 4-5-årig gav man ham diagnosen infantil autisme.
– Allerede i børnehaven lagde de mærke til, at jeg sad for mig selv og ikke talte med de andre børn. Jeg forstod ikke, hvad der skete rundt om mig.
Jeg blev derfor tjekket og flyttet til en specialbørnehave i Skrydstrup, fortæller Troels, som bor i Vojens.
– Bagefter kom jeg i en specialskole i Aabenraa, hvor jeg gik i 11 år og tog alle klasser indtil 10.
Det var en rigtig dejlig tid med gode kammerater, husker Troels.
I praktik
Efter skolen kom Troels i praktik forskellige steder. Fx i en sportshal, hvor han skulle gøre rent, og på et hospice (for døende) hvor han skulle være pedel.
– Det var ikke lige mig, fandt de ud af, fortæller Troels. Han har nu været i praktik på Udfordringen i godt et halvt år.
Her hjælper han med abonnements-systemet, og det er han rigtig god til. Autister er nemlig gode til ”logisk tænkning”, forklarer Troels.
Ikke i familien
Han er nu 22 år og bor fortsat hos sine forældre. Faderen er efterskolelærer, og moderen er på kontor. Ingen af dem er autister, og der er heller ingen af Troels’ to søskende, der har autisme.
Faderen er begyndt at undervise autister og ADHD’er.
I sin fritid spiller Troels mange computerspil. Specielt om historie og krig.
Ligesom en del andre autister er Troels tilknyttet AspIT, som er en virksomhed med afdelinger i hele landet, der hjælper autister m.fl. med at finde ud af, hvad de er gode til.
– De hjælper med at finde mit særlige talent, forklarer Troels.
– Hvad er dit talent?
– Det er forskelligt, hvad autister er gode til. Men mange autister er gode til computere og IT. Det skyldes at vi bruger ”logisk tænkning”.
Vi tænker anderledes. Når du for eksempel ser et hus, tænker du måske, at det bare er et hus. Men jeg tænker: Hvor fører skorstenen hen? Hvor mange vinduer er der? Osv. Vi tæller tingene.
Mere selvtillid
Troels har nu været på Udfordringen siden 3. januar. Han afløste Daniel Giversen, som også havde noget autisme, og som nu er i gang med at specialisere sig i program-udvikling på AspIT.
I starten var Troels lidt nervøs for at lave fejl, når han arbejdede med abonnements-systemet.
Han blev først oplært af Daniel og en tidligere bogholder, Vibeke, men der gik noget tid, før Troels turde helt selv.
Siden er der sket en stor udvikling. Han er nu også begyndt at tage telefon.
Hans nye mentor er Kis Iversen, som er ansat på Udfordringen. Hun er socialpædagog og husker sjovt nok Troels fra dengang, han gik i børnehave.
Kis giver Troels en masse selvtillid. Til gengæld hjælper han hende med at forstå, hvordan IT-programmerne virker.
– Hvordan er det at arbejde på Udfordringen?
– Det er rigtig godt. Det er aldrig de samme problemer, vi arbejder med. Og vi arbejder sammen som et team om at finde gode idéer.
– Jeg er stolt af at være autist. Man skal ikke sætte os i båse. Det er ikke sådan, at alle andre er normale, og vi har en fejl. Alle mennesker er jo i virkeligheden forskellige, og alle har nogen fejl.
– Hvad drømmer du om i fremtiden?
– Min drøm er at gøre andre glade, slutter Troels.
Hvad er autisme?
Der findes mange slags autisme.
For at få stillet diagnosen, skal man have vanskeligheder inden for et af disse tre områder:
Forestillingsevne
Kommunikation
Socialt samvær
De fleste børn med infantil autisme får stillet diagnosen inden treårs-alderen. Mennesker med infantil autisme har vanskeligheder inden for alle tre områder.