Skriv til Suh

Har du et problem så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen, Florensvej 14, st. tv., 2300 Kbh. S
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk
Ikke alle breve offentliggøres. Husk at skrive dit navn og din adresse, også selv om du ikke ønsker det gengivet i avisen.
Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Jeg har et problem med angst for, om jeg nu gør det rigtige og gør nok i forbindelse med mit kristenliv.
Da jeg var ca. 4 år, blev min familie Jehova’s Vidner. Jeg har nu meldt mig ud af sekten men lider stadig under dens lære. Jeg føler ikke, at jeg er god nok til Jesus, da jeg jo har været vant til (i angst) at skulle yde en masse for at blive frelst.
Jeg går i dag jævnligt til psykiatrisk behandling. Jeg kommer ikke i noget kristent fællesskab, det magter jeg simpelthen ikke. Jeg har meget svært ved at komme ud af mit hjem. Bare der ville komme nogle kristne i mit hjem – bare en gang imellem – det ville være en stor opmuntring.
Hilsen Den angste.

Skru op for den
gode stemme!

Kære Angste
Dit brev berører mig dybt, og det smerter mig, at dit forhold til Jesus, som skulle give glæde og liv, i stedet for er præget af angst og frustration.
Når man som du, igennem mange år er blevet oplært i en bestemt måde at tro på, i dit tilfælde at gerningerne er afgørende for frelsen, er det uhyre vanskeligt at begynde at tænke anderledes.
Man fører automatisk de gamle tankemønstre med sig som en slags indre båndoptager, som giver støj i det nuværende liv og forplumrer evnen til at høre og tage nye budskaber til sig.
Da du nu ønsker at leve som kristen, men samtidig har den indre stemme kørende, oplever din psyke det som en disharmoni og meddeler sig via angst: hey, du, der er noget der slet ikke stemmer overens herinde.
For at komme din angst til livs, har du derfor brug for at få afsluttet den indre kamp i dig og bl.a. få skruet voldsomt op for volumen på din „nye stemme“. Du har brug for grundig oplæring og vejledning i den kristne tro: at frelsen fås udelukkende ved at tro på Jesus, hans død og opstandelse, og ikke via gerninger!
Du bør helt klart komme i et kristent fællesskab, hvor du kontinuerligt vil kunne få en sådan oplæring, men da du netop har problemer med at komme ud af dit hjem, vil jeg kraftigt opfordre dig til at tage kontakt med en menighed i dit nærmiljø og lave en aftale om husbesøg i stedet.
Jeg ønsker dig Guds velsignelse over din kamp og dit liv.
Hilsen Suh

Kære Suh
Det er efterhånden blevet helt moderne at gå til psykolog, og flere i min egen vennekreds gør det da også. Jeg synes egentlig mit liv er helt fint, men har selvfølgelig nogle op- og nedture ind imellem. Hvor store skal ens problemer være, før man behøver at gå til psykolog?
Hilsen Malle

Kære Malle
Der er ikke nogen regel for hvor store ens problemer skal være, før man bør opsøge professionel hjælp. Der er heller ikke nogle regler for, hvornår et problem er „stort“ eller „lille“, for dét der er et stort problem for nogle kan være et lille problem for andre og omvendt.
Det man må tage udgangspunkt i, er hvordan det opleves for mig: hvis der er negative ting i mit liv, som fylder meget i min hverdag, og som jeg gentagne gange vender tilbage til, så er det en god idé, at tale med nogen om det.
Nogle gange kan det være nok at tale med en god ven, da det at få sat ord på det, nogle gange er forløsende i sig selv. Hvis det ikke er nok kan det være en god idé at opsøge en professionel.
Hilsen Suh

Kære Suh
Jeg er en ældre mand som igennem det sidste stykke tid er kørt mere og mere skæv i forhold til min kone og mine voksne børn. De er begyndt at tale om, at jeg burde snakke med nogen om min måde at være på. Mit spørgsmål er, om det overhovedet vil nytte noget? Er jeg ikke for gammel til at ændre på mig selv?
Hilsen Senior.

Kære Senior
Det afgørende for en ændring i vores adfærd og måde at være på er ikke vores alder, men vores indstilling. Når vi kommer til en erkendelse af et bestående reaktionsmønster og vælger at handle anderledes, sker der automatisk en ændring – uanset alder.
Dette kan til gengæld være rigtig svært at gøre på egen hånd, da vi ofte er låst fast i vores måde at opfatte os selv på.
Hvis du derfor oplever, at der er noget om det, din kone og dine børn siger til dig, og hvis du oprigtigt har lyst til at ændre på noget ved dig selv, vil jeg bestemt råde dig til at snakke med en udenforstående, evt. en professionel, om dine og jeres problemer.
Hilsen Suh

Sådan klarer du „ulvetimen“!

Sørg for at give dit barn nærvær – om det så kun er i et kvarter. Så kan det tåle at du er optaget af andre ting bagefter.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Af psykolog Susanne Snej Jensen, KFBU
Du kommer hjem fra en stresset arbejdsdag og har lige hentet børnene i børnehaven. På vej hjem nåede du også lige at handle det mest nødvendige til madpakkerne i morgen tidlig. Nu vælter du ind ad døren med bøger, børn og bæreposer og skal have sat aftensmaden over i en fart.
Og så går det galt.
Børnene hænger på nakken af dig og kræver din opmærksomhed: „Mor, se hvad jeg har tegnet!“
Eller: „Far, hjælp mig med min discman!“
Og du bliver irriteret. For du har en plan inde i dit hoved: Først aftensmad, så opvask, så skal børnene i nattøj, og så skal der hygges. Og den plan er dine børn ved at spolere.
Men det er en meget dårlig prioritering, der nemt kan ødelægge hele aftenen for jer alle sammen. Byt om på rækkefølgen, og giv dine børn nærvær lige her og nu. Selv et kvarters koncentreret opmærksomhed kan gøre underværker, og så kan børnene klare sig en rum tid, mens du gør dine pligter. Børn kan nemlig godt tåle dit fravær, hvis de blot har fået lidt nærvær først.
Forsøg at vende „ulvetimen“ til en hyggelig aften i familiens skød:
1. Vis at du kan li’ dit barn, når I mødes i børnehaven. Sig hvad du vil ha’: „Kom skat, giv mor et kram…“
2. Giv dit barn det første kvarter når I kommer hjem. Er I to forældre, skal I ikke snakke med hinanden nu. Det kan vente til senere. Giv barnet jeres fulde opmærksomhed.
3. Vær i øjenhøjde med barnet, enten ved at du sætter dig ned, eller løfter barnet op på køkkenbordet. Det viser din respekt og forståelse for dit barn, at det ikke skal lægge nakken tilbage for at være i kontakt med dig, eller tale til dine knæ.
4. Lyt til dit barns fortælling. Det kræver tid og ro. Drik et glas saft sammen.
5. Inviter barnet til samvær. Små børn kan godt lide at sidde på skødet. Større børn vil gerne hjælpe til, fx med at stille varer på plads i skabene.
Derefter kan barnet klare sig, og du kan gå tilbage til dine pligter. Et kvarters nærvær er bedre end at du udsætter samværet med dit barn, indtil du har tid.
Den tid du investerer i dit barn, vil du få mangefold igen. Og så er „ulvetimen“ pludselig ikke så slem endda.

Psykolog Susanne Snej Jensen er forstander på Solbjerg, et behandlingshjem for børn med kontaktforstyrrelser på Frederiksberg. Solbjerg er en institution under KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge.