Præst er fortsat fængslet

Andrew Brunsons ’forbrydelse’ er evangelisation blandt kurderne.

Flere internationale nyhedsmedier, bl.a. BBC News, har fulgt den tyrkiske retssag mod den amerikanske missionær Andrew Brunson, som blev indledt den 16. april.

På første dag i retten, den 16. april, blev det gjort klart, at Andrew Brunson er fængslet på grund af evangelisation blandt kurderne, hvilket Tyrkiet kalder ”kristianisering” og anser som en terrorhandling.

Dermed står det mere klart end nogensinde før, at Andrew er fængslet for sin tros skyld. Mange, herunder Andrew selv, hans familie og advokat, havde håbet på, at sagen ville blive afsluttet, eller at Andrew i det mindste ville blive løsladt mod kaution.

Andrew skal forblive varetægtsfængslet indtil næste høring, som er planlagt til den 7. maj. Det blev endvidere besluttet, at Andrew skulle forflyttes, og han er nu tilbage i det fængsel, han oprindeligt sad i, hvilket er en foruroligende udvikling. Fængslet er berygtet for sine dårlige forhold, hvor der i en ottemandscelle er presset 22 personer tæt sammen.

Retssagen

Under retssagen deltog 50-60 personer, herunder 15 pressefolk, den amerikanske senator Thom Tillis og USAs udsendte ambassadør for international religionsfrihed Sam Brownback, fortæller CeCe Heil fra ACLJ, som var til stede under retssagen.

Pastor Andrew har det sidste halvandet år fastholdt sin uskyld og har gentagne gange udtalt, at han kun har været i Tyrkiet af én enkelt grund, netop for at fortælle om Jesus, og denne uskyld fastholdt han også under høringen i går. ”Jeg accepterer ikke de anklager, der er nævnt i anklageskriftet. Jeg har aldrig været involveret i nogen illegale aktiviteter”, fortalte Andrew.

Andrew og hans advokat fik først adgang til det 62 sider lange anklageskrift for mindre end en måned siden, selvom de gentagne gange det sidste halvandet år havde efterlyst det.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at anklageskriftet ikke giver bevis for, at Andrew skulle have begået nogen kriminelle handlinger, hvilket retsmødet også gav et klart billede af. Andrews advokat gentog under retsmødet: ”I har ingen sag imod min klient”, da han er overbevist om Andrews uskyld.
Flere anonyme vidner aflagde vidnesbyrd i sagen. De såkaldte hemmelige vidner var ikke til stede i selve retssalen, men deres stemmer, som var gjort uigenkendelige, blev transmitteret via videoopkald til domstolen.

En politisk sag

Med gårsdagens retsmøde står det klart, at Andrew er anklaget for ’kristianisering’, som Tyrkiet kalder Brunsons evangeliserende arbejde blandet kurderne. Anklageren påstår, at det har til formål at få kurderne til at gøre oprør mod den tyrkiske stat og dele landet i to dele, en kurdisk del og en del tilhørende Fetullah Güllen. Det er tankevækkende, at Tyrkiet nu anser evangelisering, eller ’kristianisering’, som en terrorhandling.

Anklageskriftet påstår, at Andrew har brugt sin funktion som evangelisk pastor som et dække for terrorhandlinger. Han er fortsat anklaget for at stå i ledtog med Fethullah Gülen, som Tyrkiet mistænker for at have stået bag kupforsøget i 2016, og PKK.

Det hemmelige vidne

Et hemmeligt vidne med kodenavnet ”Dua”, som betyder ”Bøn”, har givet sin fortolkning af kristendommen i det 62-siders lange anklageskrift. Han bruger ca. 25 sider til at komme med absurde påstande om kristendommen, som han i øvrigt mangler bevis for. Dua påstår, at protestanter mener, at præsident Erdogan er Antikrist, som amerikanske protestanter regner for at være fortroppen i en kommende krig. Dua siger endvidere, at krigen vil blive indledt af Israel. Dua anklager også protestanterne for at mene, at alle mennesker er slaver af protestantismen og Israels sønner.

Duas karakterisering af kristendommen er ikke bare fejlagtig, den er direkte usand. Men Andrew risikerer op til 35 års fængsling, hvis han bliver dømt på grundlag af de falske og meget alvorlige anklager, som er rettet imod ham.