Kan lokal kirkeplantning blive Udkantsdanmarks håb?

Af Helle Rønne Samuelsen, cand. teol., præst i Rønne Vineyard og landsleder af Operation Mission

Der er to udfordringer, som har gjort et større og større indtryk på mig i løbet af de 14 år, hvor jeg har været præst. Den ene virker mere trøstesløs end den anden, og begge har uhyggeligt mange ofre i kølvandet.

I denne kronik vil jeg forsøge at beskrive de to problematikker, men også komme med et ydmygt bud på en mulig løsning. Jeg har nemlig fået den tanke, at hvis vi kombinerer de to udfordringer, så løser den ene den anden. Jeg tror, at der her kan være tale om, at minus og minus bliver til plus.

Udfordring 1: Udkantsdanmark

’Danmark Knækker’, ’Den Rådne Banan’, ’Det skæve Danmark’ eller kort og godt ”Udkantsdanmark” er alle lidet smigrende overskrifter på forskellige avisartikler om problemerne i Danmarks 16 udkantskommuner: Thisted, Morsø, Lemvig, Struer, Vesthimmerland, Skive, Ringkøbing-Skjern, Varde, Tønder, Langeland, Ærø, Lolland, Norddjurs, Samsø, Læsø og Bornholm.

Hvis man hører til de 8% af den danske befolkning, som bor i disse områder, bryder man sig ikke om denne omtale. For den er ikke bare ensidig og unuanceret, men også selvforstærkende og stærkt stigmatiserende.

Men samtidig må selv den største lokalpatriot indrømme, at der er noget om snakken. Der har statistisk set været en bevægelse fra land til by særligt blandt de unge, stærke og veluddannede. Og det har betydet, at der nu sidder proportionelt mange udsatte børn og voksne rundt omkring i disse kommuner og mangler muligheder, håb for fremtiden og opbakkende netværk. Mange af disse mennesker sidder fast i fortvivlede situationer som Danmarks b-hold.

Rønne Vineyard på gaden i Rønne ved et event for familier.
Udfordring 2: Pressede kristne familier

Den anden udfordring, som er blevet mere og mere iøjefaldende og markant for mig, er det hektiske liv, mange kristne børnefamilier er fanget i i storbyen. Der er et kæmpe krydspres af egne og andres forventninger til levestandarden, og hvad man skal kunne nå og overskue som moderne storby-børnefamilie.

Og oven i lange arbejdsdage, børneopdragelse, økonomisk pres og ægteskab trænger længslen efter rent faktisk at gøre en forskel med sit liv sig på. Længslen efter at træde i karakter som Jesu discipel og være noget for nogen: at være jordens salt og verdens lys, at være med til at formidle det gode budskab og leve, så ens medmennesker faktisk kan mærke, at Jesus er i ens liv…

For mange bliver troen en frustration, fordi det bliver ved snakken. Man stresser rundt i en trædemølle uden nogensinde at komme til det egentlige: At gøre noget, der har med Guds rige at gøre. Hvis det går højt, kan kendskabet til Jesus som alle menneskers frelser og Guds kærlighed komme til udtryk to timer søndag formiddag og hver anden onsdag aften til en cellegruppe. Jeg tror, mange spørger sig selv: Er dette virkelig ”det gode liv”?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kan minus og minus blive plus?

Men hvad nu hvis vi begyndte at se udfordringerne i Udkantsdanmark ikke bare som et samfundsmæssigt problem, men også som en åndelig og kirkelig opgave? Hvad nu hvis en af nøglerne til at stoppe og vende den nedadgående spiral ikke bare var at flytte statslige arbejdspladser og give tilskud til infrastrukturen, men at plante levende, inkluderende og diakonalt arbejdende menigheder netop der, hvor Danmark ”knækker” mest?

Men hvad nu hvis vi begyndte at se udfordringerne i Udkantsdanmark ikke bare som et samfundsmæssigt problem, men også som en åndelig og kirkelig opgave?

Og hvad nu hvis netop nogen af de kristne børnefamilier i byerne, der længes efterat komme ud af trædemøllen og udleve deres drømme, vovede at flytte ud, hvor muligheden for et mere enkelt liv med bedre tid til nærvær og relationer findes? Simple living, som man siger.

Jeg ved godt, at vi fortæller hinanden, at storbyens muligheder for at realisere sig selv er alpha og omega for et lykkeligt liv. MEN måske er der andre værdier, vi som kristne også kunne lade komme i betragtning: Det at have et familieliv, hvor løn fylder mindre, og relationer, kirke, natur og frihed fylder mere. Et liv med mere ro, mere nærvær, mindre pres, tættere relationer og højere til loftet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gudstjeneste i Rønne Vineyard med præsten Carsten Rønne Samuelsen til venstre.
Et pilotprojekt

I Rønne Vineyard har vi eksperimenteret med dette gangestykke det sidste års tid. Vi var 4 børnefamilier fra København Vineyard, der oplevede et klart kald til at rykke os selv op med rode for at plante os selv i Rønne på Bornholm. Her er husene billige, hvilket gav de fleste af os mulighed for at gå på nedsat tid for at investere i kirkeplantningen og de mennesker, vi møder.

Vi mødes i dagtimerne hver mandag og arbejder med at række ud og gøre en relevant og konkret forskel for mennesker med behov. Samtidig har vi meget bevidst ikke rakt ud til kristne fra andre lokale kirker. Vi er kommet for at give et løft og ikke for at konkurrere med nogen.

Det har været en meget spændende og meget anderledes måde at lave kirke på. Vi har bla. lært rigtig mange udsatte familier at kende gennem vores Facebookside ”Børnenes Julehjælp Bornholm”, som nu har over 1000 medlemmer. Det er ikke resursefulde mennesker, der ved hvad kirkeliv er for noget, men familier der har hårdt brug for et åbent, kærligt og stabilt fællesskab i deres liv.

Og stille og roligt ser vi mennesker tage skridt mod Gud og et bedre liv. Håb tændes i håbløshed, og lys tændes i mørke og trøstesløse situationer. Det er det lange, seje træk. Men når det lykkes, mærker vi, hvordan det gør en kæmpe og livsforvandlende forskel for vores nye venner.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Samtidig trives vi som familier. Vi får lov at gøre det, som giver vores liv mening som kristne: Vi har lejlighed og tid til at komme ind på livet af mennesker, som vi virkelig har mulighed for at hjælpe. Og vi oplever, at vi er lige dér, hvor vi kan gøre en forskel. Vi har ikke fancye gudstjenester og bliver nok aldrig nogen megakirke. Men her ude i udkanten har den lokale kirkeplantning fået lov at være udkantsdanmarks håb.

Vi har ikke fancye gudstjenester og bliver nok aldrig nogen megakirke. Men her ude i udkanten har den lokale kirkeplantning fået lov at være udkantsdanmarks håb.

Vi kan derfor ikke lade være med at tænke: Hvorfor gør flere kristne ikke det samme?? Thisted, Morsø, Lemvig, Struer, Vesthimmerland, Skive, Ringkøbing-Skjern, Varde, Tønder, Langeland, Ærø, Lolland, Norddjurs, Samsø og Læsø venter jo bare på, at nogen familier fra en storbykirke med pladsproblemer bryder op og drager ud mod horisonten for at møde dem, der hvor de er. Fordelene er for os slående: For der er to fluer med et smæk her, og der tændes ikke bare håb i Udkantsdanmark, men også i vores egne hjerter.