Theo Lachat fylder 90

Theo Lachat er fra Schweiz, men har boet og arbejdet ud fra Danmark i næsten 65 år. Tirsdag fyldte han 90 år.

Theo Lachat kom til Danmark som helt ung – tiltrukket af den apostolske bibelskole i Kolding.

Unge Theo havde ellers studeret teologi hos selveste Karl Barth i Basel – en af de største teologer siden reformationen. Under nazismen var Barth en af bekendelses-teologerne. Men da han var schweizer, slap han med at blive smidt ud af Tyskland, men fx Dietrich Bonhöffer blev hængt af nazisterne.

Barths undervisning var blændende. Men Theos præsteforældre havde oplevet prædikanter fra pinsebevægelsen, og de var blevet klar over, at der var ”mere at få” som kristen.

En dag fik unge Theo en samtale med den kendte professor om Helligånden.

– Barth indrømmede, at han ikke vidste ret meget om Helligånden. Og han bekræftede mig i, at det var rigtigt at søge i retning af pinsevækkelsen, hvis man ønskede at vide mere om Helligånden, fortalte Theo, da vi interviewede ham for 5 år siden.

– Samtidig formanede han mig også til ikke at bygge min tro kun på de åndelige erfaringer, men på Bibelen. Jeg var grebet af tanken om kirken som en enhed med alle nådegaverne i brug. Vi skal tilbage til urkristendommen.

Theo fyldte tirsdag 90 år. For seks år siden mistede han sin hustru, Nellie. Theo bor fortsat i det smukke schweizerhus ved højskoleparken i Kolding.

Hvorfor lige Kolding?

Men hvorfor blev det lige Kolding, han rejste til som ung reformert teolog?

Det skyldtes Apostolsk Højskole, som i dag er omdøbt til Kolding Internationale Højskole.

En gruppe kristne omkring landmands-familien Beck i Seest ved Kolding var nemlig blevet optaget af pinsebevægelsen i 1930’erne. Store vækkelser brød ud i bl.a. Wales, USA, Australien, Indien og Østasien på grund af den vågnede forståelse for Helligånden.

I Danmark stod især skuespillerinden Anna Larsen Bjørner i spidsen for bevægelsen, og da hun senere var med til at oprette Apostolsk Kirke, fulgte Beck-familien med. Pinsekirkerne var uafhængige og selvstyrende, mens apostolerne lagde vægt på en landsledelse med den femfoldige tjeneste af apostle, profeter, hyrder, evangelister og lærere.

Bibelskole bygget i tro

En lille bibelskole blev oprettet i forbindelse med gården Kristinesminde, efter at man under krigen havde fået flere profetier om, at der skulle komme elever fra andre lande.

– Dengang havde tyskerne en vagtpost på bakken, og 2. verdenskrig rasede. Det var helt utænkeligt, og de troende kom gang på gang i tvivl om profetien.

Men Gud bekræftede gang på gang med: „I siger… men jeg siger….“

Da Nellie og Theo Lachat efter krigen kom til Danmark, – var man i gang med at bygge en mægtig international højskole i tre længer og 4 etager. Det tog ca. tre år.

Altsammen i tro på grund af nogle overnaturlige profetier. Ja, selv højskolens grundplan var blevet vist dem i et syn.

Og eleverne kom virkelig strømmende til fra udlandet. Ikke mindst fra de fransktalende lande har man haft mange elever, og Nellie og Theo har fungeret som tolke og kontaktpersoner for alle disse elever.

Theo har et kort over Afrika, hvor han har markeret de steder, hvor elever har oprettet menigheder. Han følger engageret med i kristendommens udbredelse.

Verdens triste udvikling slår ikke Theo ud.

– Gud er jo med os. Han gør så mange vidunderlige ting, siger Theo med et stort smil.

Far mistede troen

– Min far var en reformert præst, som kom fra KFUM.

Som præst opdagede far, hvor magtesløs han var overfor det okkulte og folks sygdomme, og han blev åndeligt interesseret og skaffede sig blade og bøger fra de nye bevægelser i USA og England.

– Far fik kontakt med Barth i Bonn, året før Hitler smed Barth ud af Tyskland, fordi han gik imod nazismen, og Barth fik far til igen at tro på en almægtig Gud og frelser.

Jonglør på besøg

– På et tidspunkt var en dansk jonglør med et cirkus i Schweiz. Kaj Falbe Hansen var kort før blevet troende kristen.

– Han søgte nu kontakt med kristne i Schweiz, og på den måde fik vi kontakt med Apostolsk Kirke i Danmark.

– Min søster Lydie kom på bibelskole i Kolding, først som elev og senere som menighedsplanter.

Selv var jeg i praktik som præst i London, men i 1957 vendte Nellie og jeg tilbage som lærerpar i ti år.

Nellie underviste i fransk og musik og passede parrets tre børn, mens Theo underviste i kirkehistorie, teologi og græsk.

De nu voksne børn hedder Christiane (som nu er gift med en præst i Belgien), Dominique (som indtil for nylig var præst i Missionsforbundet i Aalborg) og Evelyn (som har været missionær i Bukina Faso).

Theo var desuden distriktsleder for kirken i Kolding, Fredericia og Vejle. Efter ti år blev de sendt til Odense.

– Vi købte Metodistkirken i Thorsgade, som havde klokketårn. Men vi måtte ikke ringe med klokkerne, fordi vi ikke var anerkendt, husker Theo, der samtidig var distriktsleder for Fyn og Sønderjylland det år.

Det var et spændende år, hvor menigheden i Esbjerg købte en ny bygning, og menigheden i Haderslev købte Kristus-kirken, husker han.

Til Schweiz og Afrika

Efter Odense boede familien 4 år i Schweiz, hvor de var præstepar i Neuchâtel og Genéve.

Så fulgte et år i Zaire (nu Congo), hvor de skulle hjælpe den kimbanguistiske kirke til teologisk afklaring. Det er en kirke, som er opstået ud af den katolske kirke på grund af en profet, Kinbangu, som efter kun et halvt år blev fængslet og idømt livsvarigt fængsel. Men kirken har i dag ca. 5 millioner medlemmer.

Theo forsøgte sit bedste, men mener ikke, at bevægelsen fungerer helt sundt idag.

Hjem til Kolding

I 1973 blev Theo og Nellie kaldt tilbage til Kolding for at tage ansvar for de fransktalende elever på højskolen.

Opgaven bestod også i at kalde og træne folk som ledere til kirken i de mange fransktalende lande på kloden. Udover Belgien, Schweiz, Canada, Tyskland og Italien, hvor en del har fransk som modersmål, er ca. 1/3 af Afrika fransktalende, og det samme gælder Laos og Cambodia, til dels Vietnam, Madagaskar, Haiti og en del andre ø-stater.

Fra Kolding er elever vendt hjem til disse lande og har oprettet kirker og bibelskoler. Så der er udgået megen inspiration fra den danske by – præcis som profetierne forudsagde.

Landmandssønnen Sigfrid Beck, som havde studeret i Paris, fungerede faktisk i 12 år som leder af kirken i Frankrig.

Han havde også studeret litteratur i København og London og var en nær ven af Theo.

– Ja, han kunne godt li’ mig, siger Theo med et taknemligt smil.

Dansk-fransk forlag

Som danskere tror vi sjældent, at det store udland kan have gavn af os. Men Theo har gennem årene udgivet adskillige danske forfatteres bøger på fransk på sit forlag Foi et Victoire (Tro og Sejr).

Bl.a. har de udgivet Johs. Facius’ bog „Som i Noas dage“ på fransk, og Sigfred Becks bog om de sidste tider. Og Martinus Bjerres bog ”Jeg fik det i tilgift” er blevet læst af tusindvis af landmænd i den tysktalende del af Schweiz. Fordi den er så praktisk og konkret.

Votre Père sait… hedder den på fransk. (Jeres Far véd…) Den beskriver et liv i tro under Helligåndens vejledning.

Forlaget har også udgivet kendte engelsksprogede forfattere, som Merlin Carothers, Dennis Bennet (som skrev ”Kl. 9 om formiddagen”), Jamie Buckinham, Larry Christensen og Colin Urquart m.fl.

– I Frankrig er de evangeliske forlag i krise. Men det er vi ikke, fordi vi har de karismatiske bøger med. Dem er der interesse for, fortæller Theo.

Pinse for os

– De evangeliske kristne er gode kristne. De taler også om at blive født på ny. At kristendommen ikke blot er teologi for hjernen, men at det bliver levende for os, pointerer Theo og tilføjer.

– Men der er mange kristne, som er blevet født på ny, der spilder resten af deres liv uden at blive til gavn for Herrens sag…

Men med Helligåndens dåb bliver vi udrustet til tjeneste.

Vi får kraft fra det høje, når nådegaverne kommer i funktion. Gud medvirker med tegn og undere som helbredelser, tungetale, og vejleder os helt personligt med profetiske ord i livet og tjenesten.

Det giver vores liv og tjeneste en helt ny dimension. Og det er Guds mening, at enhver kristen skal leve sådan.