Selv de elektroniske instrumenter registrerede Johns bøn for Kathrine
Da John besøgte hende på sygehuset, lå hun i respirator og kunne kun bevæge et øjenlåg.
Ulla og John Østergaard Nielsen har i 30 år været en slags missionærer i Grønland.
De har taget sig af mange mennesker, og de har fx også hjulpet med at oprette lokalradioer i 13 byer. De har fået et canadisk ægtepar til at holde kurser for de mange misbrugte og incest-ramte grønlændere. Nu har en grønlandsk leder overtaget.
I maj 2018 havde John en oplevelse, som overraskede ham over den overnaturlige kraft, der er i navnet Jesus:
– En yngre mand, som af og til kommer i vores menighed (Inuunerup Nutaap Oqaluffia), ringer og spørger, om jeg vil komme ned på SANA (Dronning Ingrids Hospital i Nuuk) for at bede for hans mor. Det er noget, som vi ofte gør, så det var et klart JA fra min side.
Da jeg kommer ned til indgangen, møder jeg den unge mand, der forsøger at sætte mig lidt ind i situationen. Det viser sig at hans mor på over 70 år har haft en infektion, som er blevet fejlbehandlet, og nu er hun endt på intensiv afdelingen i Nuuk.
Vi finder hans mor liggende i respirator, med slanger og ledninger og al slags moderne elektronisk overvågning. Jeg vil forsikre mig om, at kvinden er indforstået med, at vi salver hende med olie og beder for hende, så derfor får jeg sønnen til at få den accept fra hans mor.
Hun kan kun bevæge øjenlågene.
Han tolker den lille bevægelse i øjenlågene som et JA, så der var nu grønt lys.
Håbløst tilfælde…
– Skal jeg være ærlig, så syntes jeg, at det så temmelig SORT ud, så jeg sukker indvendigt og ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal starte med at bede. Jeg salver kvindens pande med olie og starter så min bøn med bare at sige: ”Jesus….”
Så når jeg ikke at bede mere, for i samme øjeblik som jeg nævnte Jesus’ navn, begyndte alt, hvad der kunne blinke og dytte i overvågningen, at give lys og lyd.
Sygeplejersken fra overvågningen kom løbende ind på stuen og begyndte at rode med slanger og ledninger og fik alarmen stoppet.
Det var en overraskende udvikling, men jeg beder og velsigner hende og beder om fuld genoprettelse af alle funktioner, sprog og bevægelse – og så går vi hjem.
Bønnens kraft
I løbet af ugen har jeg en samtale med min hustru Ulla, som arbejder på medicinsk afdeling i Nuuk. Hun fortæller mig, at kvinden fra intensiv nu er kommet op på hendes afdeling, og at hun nu er begyndt at tale og så småt kan bevæge kroppen. Samtidig modtager jeg den 11. maj en SMS fra sønnen: ”Hej John. Nu kan hun tale. Vi takker Jesus!”
Det var en stor glæde at høre denne nyhed, så vi fortsætter vores forbøn, nu på afstand. Det går bare fremad og bliver dagligt bedre og bedre.
I begyndelsen af september, efter at vi er flyttet til Danmark, sender sønnen mig dette billede af ham og moderen – efter hjemkomsten til Sydgrønland, hvor hun bor.
En SMS med følgende besked kom den 4. deptember: ”Hej John, Kathrine Kielsen er nu hjemme i Sydgrønland. Lægerne havde ellers sagt, måske hun aldrig ville kunne gå igen og aldrig snakke igen. Men nu går hun, og nu snakker hun…. Fordi du har bedt til Jesus Kristus…”
