Påskens mysterium (1)

Det store påskeproblem er ikke: Kan vi ad historisk videnskabelig vej bevise Jesu opstandelse? – ­for det kan vi selvfølgelig ikke.

Carl Skovgaard-Petersen:
Præst og teolog
1866-1955

Jesu opstandelse er det kristne grundunder; og et under kan som bekendt aldrig videnskabeligt bevises. Videnskaben kræver en gennemsigtig årsagsrække for at bøje sig; og det, der er Jesu opstandelses sidste årsag (Jesu guddommelighed og syndfrihed), går netop ud over denne, skabnings naturlige årsagsrække.
Det er efter sagens natur ikke „af denne verden“. Og det, der efter sit væsen er et brud med den synlige skabnings kår, kan ikke bevises med en årsagsrække inden for denne verdens rammer. Dette vil videnskaben, når den besinder sig på sit eget væsen og på påskekendsgerningens natur, være den første til at indrømme.
Det er jo nemlig ingenlunde en for besindig og ædruelig naturvidenskab fremmed tanke, at tilværelsen måske spænder over uendelig meget, som man ikke kan nå ad videnskabelig vej. Som det er blevet udtrykt af en af tidens førende videnskabsmænd: Videnskaben er en slags net, hvormed vi fisker i virkelighedens endeløse hav; men der kan være meget i havet, som ikke kan fanges af det videnskabelige nets masker.
Det er en sund og sand bemærkning.
Og til det, der ligger uden for I den videnskabelige metodes fangstmuligheder, hører blandt andet alle de store begyndelser: Verdens begyndelse, det ondes begyndelse og begyndelsen på det liv, der er stærkere end døden: Opstandelseslivet.
Det store påskeproblem er derfor ikke: Kan vi ad historisk-videnskabelig vej bevise Jesu opstandelse? – det store problem er tværtimod dette: Hvorledes kan jeg selv fyldes af det nye uforkrænkelige liv, der brød frem af Graven Påskemorgen?
Fortsættes næste uge…

Carl Skovgaard-Petersen (1866-1955) var forstander for Dansk Bibelskole, nu Religionspædagogisk Center, leder af Kolonien Filadelfia og domprovst i Roskilde. I en årrække var han formand for Det Danske Bibelselskab og medvirkede selv i oversættelse af Bibelen.
Med sit konservative bibelsyn virkede Carl Skovgaard-Petersen som bibelfortolker og forkynder i hele Danmark.
Carl Skovgaard-Petersen havde et omfattende forfatterskab med opbyggelige kristne bøger og om kirkelig kunst.
Fra Carl Skovgaard-Petersens bog „Mens det er dag“ udgivet i 1934 af O. Lohse.