’Lille mor – vi ses snart, jeg elsker dig’

En halv time før begravelsen i Haurvig kirke: En knirkende lyd fylder kirkerummet, da bedemanden skruer kistens låg af. Nede i kisten ligger min mor. Hun er iført en orange housecoat, som hun for mange år siden fik af sin søn og mellem hendes lange krogede gigtramte fingre holder hun et billede af sig selv og sin mand, da de blev forlovet. De ser glade ud.

En lille Bambi keramik-figur, der betød meget for min mor, og som for hende var fyldt med rare minder, ville hun ligesom fotoet også have med på sin sidste rejse. Under transporten er Bambien blevet kastet rundt og har forvildet sig op i et hjørne af kisten – her ligger den nu med hovedet nedad og de tynde ben opad.

Kisten er foret med tyk hvid silke, så man kan ligge blødt og godt, men hvorfor gøre sig al den ulejlighed, tænker jeg, når vi jo godt ved, at den, der ligger i kisten, snart skal brændes eller hejses ned i et flere meter dybt hul. Hvis man udsmykker kisten så fint, for at de pårørende skal lulles ind i en tro på, at deres kære kun skal sove en lang søvn, er det lidt dumt, for der er intet, absolut intet, der kan skjule, at det menneske, man elsker og har tilbragt et langt liv sammen med, nu ligger død nede i en hvid kasse – og er et lig.

Forbøn

I juli måned 2018 ringede min telefon. Det var en af min mors hjemmehjælpere, der fortalte mig, at min mor ikke havde det så godt. Smerter i maven, ondt i hovedet, og kvalme. Sådan havde hun tit haft det, men denne gang var det mere alvorligt end de andre gange. Det var en god ide hvis jeg kom – og helst så hurtigt som muligt. Da jeg hørte, at min mor havde det skidt, begyndte jeg straks at bede for hende. Otte timer efter, da jeg nåede frem til der, hvor hun bor, var hun i bedring. Jeg besluttede mig til at være hos min mor hele sommeren.

Min mor bor ude på Klitten, en smal tange, der snor sig mellem Nymindegab og Hvide Sande. På grund af skyer, tåge og havgus, har solens stråler svært ved at trænge igennem på dette sted, men i den tid, jeg var der, lad os kalde det den tropiske sommer, stod den hver dag højt på himlen og skinnede fra en skyfri himmel. For første gang i mange år kunne jeg bade i Vesterhavet uden at få forfrysninger, og overalt så jeg en frodighed, som jeg aldrig har set før.

Om jeg kiggede ned, til siden eller bagud, var der en fantastisk flora, og farven grøn foldede sig ud i alle sine mange flotte nuancer.

Først strid, så blid

Nu da jeg var herovre, tænkte jeg, at jeg hellere måtte udnytte tiden. Min mor var 92 år, og temmelig dement, men jeg var ligeglad, nu skulle det være, jeg ville have svar på mange af de spørgsmål, som hele mit liv har roteret rundt i mit hovede. Hvorfor havde min mor i lange perioder ikke talt til mig? Hvad skulle det til for? Hvad havde jeg gjort? Og hvorfor undlod hun at tage telefonen, når jeg ringede. Hvorfor sov hun så tit og hvorfor var hun så ofte ked af det. Det måtte jeg have en forklaring på. Nu. Før det var for sent.

Min inkvisitoriske måde at være på gjorde, at hver gang min mor så mig, vendte hun ryggen til og flere gange i løbet af dagen spurgte hun mig, om jeg ikke snart skulle hjem. Hun havde ikke lyst til at svare på et eneste af mine mange spørgsmål, men jeg var hamrende ligeglad, jeg blev bare ved og ved med at kræve hende til ansvar for de perioder i mit liv, hvor jeg havde haft det svært – og blev ved med at spørge ind til hendes underlige måde at være på.

Kun en eneste person kunne få mig til at ændre min dårlige opførsel, og det var Jesus. Kærligt, men bestemt irettesatte han mig og opfordrede mig til at omvende mig fra min vildt ukærlige måde at være på. Jeg hørte, hvad han sagde, og i stedet for at være strid, blev jeg blid. Takket være HAM nåede jeg at vise min mor kærlighed og omsorg og tilgivelse. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Orkede ikke mere

Da min mor var ung, stod hun op ved femtiden om morgenen. Hun elskede at få sin morgenkaffe og efter hun havde drukket den, var hun som en ustoppelig snurretop. Først feje, fodre hund og får, fyre op i pejsen og flå fisk. Når alt det var gjort, gik hun i gang med sin yndlingsbeskæftigelse: at stryge. Det skete altid med åben dør ud til vest, så de dårende dejlige dufte fra hede og hav blidt strømmede ind og som room spray spredte sig i stuerne. Efter en lang middagslur stod min mor op og startede forfra – rydde op, lave mad, vaske og stryge. Sidst på eftermiddagen gik hun op i heden for at plukke tranebær.

Hun elskede den vestjyske natur, og når hun sad der omgivet af græsarterne bølget bunke og blåtop, så det næsten ud som om hun havde lyst til at trække det lange lilla lyngtæppe ind over sig, skubbe en klittop ind under hovedet og så bare ligge og tænke tilbage på gode gamle dage.

Nede på bunden af hendes sjæls sandklit lå der minder, som hun fiskede frem og fremkaldte.

Hun nød at tænke på dem, hun elskede, men som hun havde mistet: hendes mand, far og søn.

Det havde været ubærligt for hende at leve uden dem, hendes hjerte var knust, sjælen slået i stykker og hjernen træt. Ikke flere problemer, ikke flere bekymringer og sorger, ingen krav og kontroverser, hun orkede ikke mere.

Hægtet af hverdagen

På grund af en masse små blodpropper i hjernen blev min mor pludselig hægtet af hverdagens mange gøremål. Nu kunne hun hverken stryge eller vaske, fårene måtte sælges, hunden aflives, hendes yndlingsret boller i karry, som hun have spist hver dag i flere år, var hun ikke længere i stand til at sætte ind i mikroovnen – kabalen og kryds og tværs, som hun var mester til, mistede hun interessen for. Det gik støt og roligt ned ad bakke.

Sommeren gik på hæld. Efter to måneder ude på vestkysten, tæt på min mor, var tiden kommet til, at jeg måtte køre hjem til mig selv. Jeg aede min mor på kinden og sagde: ” Mor, jeg elsker dig, vi ses snart”. ”Jeg elsker også dig,” svarede hun. Det var første og sidste gang, min mor sagde de ord til mig. Hun døde den 15. december 2018.

Jeg savner min mor

Nu er det et halvt år siden, min mor døde. Selv om min mors og mit forhold var dybt kompliceret og jeg har brugt hele mit liv på at fortælle gud og hver mand, at jeg har følt mig forkastet og ikke elsket af min mor, så er det mærkeligt nok ikke alt det svære, der står forrest i mine erindringer, det er alle de gode stunder; de mange gange vi har grint sammen og snakket sammen. Min lille mor, som jeg kaldte hende til sidst, var fyldt med saft og kraft, livslyst og livsglæde, men på grund af livets modgang, et sensibelt sind og et alt for modtageligt hjerte, blev det med årene presset ud af hende.

Jeg savner min mor, og sorgen over, at hun ikke er her mere, vil altid følge mig. Forfatter og filosof Søren Kierkegaard siger om sorgen: Sorgen er ikke en lidelse, vi skal af med, men en kærlighed, man ikke kan blive af med. Sorgen er beviset på, at kærligheden var der – inden døden. Og nu er sorgen vores eneste måde fortsat at holde kærligheden i live – efter døden.