Dansk betjent oplevede bespisningsunder i fængslet

Dorit, som tidligere har været fængselsbetjent har fortalt, hvordan hun for mange år siden oplevede bespisningsunderet i det virkelig liv.

Det skete i et fængsel i København, da hun delte aftensmad ud til de indsatte i deres celler – og der var helt stille, mens hun fortalte om det:
”Jeg arbejdede i københavnske fængsler, indtil jeg brændte ud i begge ender, som man ynder at sige.
Når man møder om morgenen, er der en del rutiner. Der skal serveres morgenmad, nogle skal i retten … og når man arbejder om eftermiddagen – møder kl. 14, er der nogle, som går hjem, andre får en kop kaffe, nogle indsatte skal gå tur….

Lidt mad til 34 indsatte

Om aftenen skal der deles mad ud. Der var 34 indsatte på afdelingen.
En indsat hjælper til med at lægge pålæg frem og gøre det lækkert. Vi tager, hvad der er. Der var fem forskellige ting. Denne aften var der to skiver skinke, lidt leverpostej og lidt rullepølse. Der var også nogle bøtter med 500 gram italiensk salat og russisk salat, men de var knap halvt fyldte.

Vi starter uddelingen fra en ende af. Så siger jeg: ”Hvad skal du ha?,” og giver den første indsatte rugbrød, italiensk salat … Det gør jeg til samtlige.
”Nu kan der da ikke være mere i de bøtter?” bliver jeg henimod slutningen spurgt.

Vi så det med egne øjne

Jo, det var der! Jeg gik et skridt tilbage. Jeg havde givet og givet og givet, og du kunne næsten ikke se, at jeg havde taget af det. Jeg troede næsten ikke på det! Det var næsten for mystisk.
Jeg havde ikke skænket det en tanke undervejs, at der var for lidt …

Altså, jeg kender godt til, at man skal give af hjertet. For jeg har selv prøvet det!
Indeni gik jeg ligesom to skridt tilbage, da det gik op for mig, hvad der var sket. Det var en ud af kroppen oplevelse. Jeg kunne slet ikke kapere det. Ham, jeg gik og delte mad ud sammen med, var heldigvis meget troende. Og han så det med egne øjne.

Jeg syntes slet ikke, jeg var god nok til sådan en oplevelse. Jeg stolede ikke rigtig på det … men vi sad og snakkede om det bagefter. Vi var begge forundrede.
Jeg var frisk og glad, mens jeg delte maden ud. Men bagefter blev jeg slået af forundring,” tilføjede den tidligere fængselsbetjent, der på fange-bespisnings-tidspunktet var i en fase, hvor hun tænkte: ”Hvad skal man tro på?” – og hvor hun arbejdede meget med sig selv.

Hendes beretning må siges at være et værdigt eksempel, der understreger, hvor højaktuel Bibelen er.