En syg udvikling må vendes

Der tales meget om, at man ikke skal blande kristendommen med politik. Men jeg mener, tværtimod. Man skal ikke sammenblande tingene, men de kristne værdier, som vi har bygget vores samfunds grundvold på i mere end tusinde år, er vigtigere i dag end nogen sinde tidligere.
Det er jo i det politiske liv, at de beslutninger tages, som styrer vores dagligdag. Vi har brug for, at flere aktive kristne engagerer sig politisk. Personer, som tør stå fast på deres tro og idealer, og som tør og vil kæmpe for deres synspunkter.
I fredags vedtog Folketinget – med 86 stemmer for, 61 imod, mens 21 undlod at stemme – at lesbiske og enlige kvinder i Danmark kan blive kunstigt befrugtet på offentlige sygehuse på lige fod med andre kvinder.
Hvad bliver det næste? Skal vi have ruge-ægtepar til bøsser, så de også kan få deres børn? Udviklingen er syg, og der er mere end nogensinde før brug for kristne personligheder i dansk politik.

Det kristne livs- og menneskesyn bør i fremtiden præge det politiske arbejde meget mere. Gøres det på den rette måde, vil det komme til at betyde fremgang over en bred front for flest mulige mennesker, ikke mindst menneskeligt, socialt og kulturelt.
At navigere rigtigt og godt i det politiske spil kan være svært, men det skal ikke få aktive kristne til at holde sig væk fra politik. Som politisk aktiv kristen behøver man gode mentorer og forbilleder, som giver råd og vejledning ud fra egne erfaringer og kundskaber.

For at kunne arbejde politisk må man grunde sit engagement i en holdbar ideologi. Det væsentligste er ikke, at kristne engagerer sig i det samme politiske parti, men at kristne engagerer sig politisk, skaffer sig gedigen politisk viden og fremhæver kristne vurderinger i debatten.

Derfor er det også vigtigt, at kirkerne støtter dem i menighederne, der går ind i et politisk engagement.