Faste lærer os at lytte til Gud

– Som missionærbarn i Kenya lærte jeg, at det er en selvfølge, at Gud griber ind! Men det sker ikke altid på den måde, jeg forventer.

– Mine forældre var udsendt af Navigatørerne og havde ikke fast løn. De var afhængige af givere, og de lærte derved at stole på Gud som deres forsørger.

Min familie og jeg oplevede ofte, hvordan Gud greb ind. For eksempel havde vi en bil, der gik i stå på et lidt uheldigt sted i Afrika. Vi troede, at nu kunne vi ikke køre videre. Vi bad bare – og pludselig kom der to mennesker forbi. De kiggede lidt på bilen, rørte meget lidt og hurtigt ved den – og så gik de videre. Nu kørte bilen fejlfrit!

Intet menneske kan jo nå at reparere en bil så hurtigt. Jeg var nok 11 år – og jeg syntes, det var mærkeligt, fortæller Peter.

En gang blev hans far nervøs for økonomien og skrev i et nyhedsbrev til baglandet: Vi har brug for mere støtte.

– Den eneste respons, vi fik, var fra én, som skrev, at han desværre ikke kunne støtte os længere. Min far opfattede det som Guds irettesættelse… og Gud sørgede jo også for, at vi havde mere end nok.

Faster fra medierne

Teologens mærkesager er bøn og faste, som han praktiserer, underviser i og skriver om.

– Fx arbejder jeg øjeblikket på to bøger – om glæde og om Guds fulde udrustning. Jeg taler også mange steder og kan ikke altid nå at følge med i alt det, som jeg har lyst til.
Derfor ”medie-faster” jeg i minimum seks måneder … indtil jeg er færdig med bøgerne.

Siden årsskiftet har jeg hverken set tv eller læst aviser og kristne romaner. Jeg tillader dog mig selv at se film sammen med andre, men ikke alene – og at læse kristne bøger, som fremmer de emner, jeg er ved at skrive om. Men nul overspringshandlinger, understreger han.

Give afkald og fokusere

– Der står i Ordsprogenes Bog: ”Den mætte sparker til honningen, men for den sultne er alt bittert sødt.”

– Når man er mæt, værdsætter man ikke honningen. Folk bruger i dag så meget tid på film, nyheder, sms’er … og så undrer vi os over, at folk ikke er sultne efter Ordet.

Men vi er jo overfodret med stimuli. Og så forsøger vi endda at gøre Gud mere spændende for de unge – med lysshows…

Noget skal væk! Gud bliver så levende, når jeg skærer alt det andet væk! forklarer han.

Tilpas din egen faste

Peter Tinggaard forsøger at faste fra mad en dag om ugen, men det glipper engang imellem.

– Jeg tilpasser det. Skal jeg til bryllup, er det jo dumt at faste lige på det tidspunkt. Nogle gange tager jeg en ”Daniel-faste”, hvor jeg kun spiser frugt og grøntsager i et stykke tid.

Det handler om at gøre det på en god måde. Man kan jo starte i det små – prøve at undvære et enkelt måltid i løbet af ugen, foreslår han.

– Alt skal være balanceret. Mad, Netflex … tiden flyder med alt muligt andet end Gud. Får Han fem minutter, så synes folk, de har gjort det godt – også i en del kristne kredse, pointerer Peter Tinggaard.

Beder flere timer

Hvor meget beder du?

– Et par timer om dagen. Typisk når mine børn er sendt i skole – jeg har drenge på 14 og 9 år og en datter på 12. Jeg har meget svært ved at undvære bønnen.

Og når jeg nu underviser i emnet og skriver bøger om det, ville jeg også føle mig hyklerisk, hvis ikke jeg brugte en del tid på det. Jeg beder meget for andre – og beder også meget i tunger, fortæller han.

Aktiv lytning til Gud gennem tungetale

– Når jeg taler i tunger, er det som om, der kommer tanker op om det, jeg skal bede for med min forstand; at tungetalen er en aktiv lytning, der åbner hjertet for Gud.

Ofte er det højlydt tungetale, for det handler om at gøre det helhjertet. Dét har været et gennembrud.

Når jeg tidligere hviske-tungetalte, syntes jeg ikke, at det ændrede noget. Der skal kraft i det. Vi skal være helhjertede til stede i det og tro! Så skabes der ændringer, mener Peter Tinggaard.
Der er også sket andet gennem mange år med intensiv bøn:

– I stedet for at det er mig, der forsøger at styre Helligånden, er det nu mig, der melder mig, giver mig, når jeg taler i tunger.

Det har vendt op og ned på meget.

Helhjertet til stede

– Da jeg engang tog 40 dages faste, lærte Gud mig, at jeg kan få mere ud af det ved bare at være helhjertet til stede, påpeger han.

– Jeg har oplevet sæsoner, hvor Gud føles nær – og sæsoner, hvor det er tungt. Perioder, hvor naturen bliver særlig levende, og andre, hvor Biblen bliver specielt levende…

Det ændrede noget, da jeg ændrede min indstilling – til helhjertet forventning, trofasthed og udholdenhed.

Hvor det tidligere var lidt som om, jeg skulle ændre Gud, handler det nu mere om at blive forenet med Guds hjerte. Om at lytte i lang tid. Der er langt større kraft i lytning. Målet er at blive ”smittet” af Hans hjerte, af Hans tanker, forklarer Peter Tinggaard.

Rene motiver

– Der er altid noget selvisk blandet sammen med det gode. Mine tanker herom er bl.a. inspireret af en bog af Richard J. Foster:

”…når vi beder, bør vores position være som en tjeners, hvor vi bevidst overgiver kontrollen til en anden og villigt accepterer vores egen inkompetence.

Sandheden er nemlig, at vi alle kommer til bønnen med et forfærdeligt virvar af forskellige motiver; gavmildhed og selviskhed, barmhjertighed og foragt, kærlighed og bitterhed.

På denne side af evigheden vil vi aldrig blive færdige med at isolere det gode fra det onde og det rene fra det urene.

Men Gud er stor nok til at favne os med alt, hvad vi er. Det er jo det, nåden handler om. Vi er ikke blot frelst af denne nåde, men vi lever også i den. Og vi beder ved den.”

Vente på Gud

– Vi må afvente Gud – ligesom en surfer afventer en bølge. Således forcerer jeg i bønnen kun, hvis Ånden leder til det. Ellers afventer jeg … også selv om mit menneskelige hjerte fx forfærdeligt gerne ville se min mor helbredt, da hun blev syg.

Men kraften kommer fra Gud og ikke fra mig, siger Peter.

– Da min mor blev syg og døde for et år siden … da ville jeg tidligere have brugt meget mere tid på bøn. Men Guds hjerte er større end mit, og jeg var mere afventende i troen på, at kun der, hvor kraften i bønnen var til stede, skulle jeg bede. Kun da. Nogle gange, når vi resignerer, giver vi Ham mere plads, understreger han.

Vækst gennem skuffelser

Peter Tinggaard har også haft perioder, hvor han blev brudt og virkelig resignerede.

– For eksempel var der en periode for ca. seks år siden, hvor en dyb skuffelse over Guds manglende indgreb i vores økonomi igennem flere år medførte en slags indre nedsmeltning. Jeg havde tre uger, hvor jeg ikke kunne gøre andet end at græde, og hvor jeg var klar til at brænde alle vores bøger om bøn og lægge tjenesten på hylden for evigt.

– Til tider er faste en dødsproces. En ørken. Der er ting, vi skal skære fra … Vores kød har aldrig lyst til det – ellers havde vi gjort det helt af os selv – men hvis vi vil have mere Gud i vores liv, er der noget andet, som skal væk, pointerer han.

Familien mediefaster

To, tre uger om året medie-faster hele familien Tinggaard – fra skærmspil, tv, mobiler:

– Normalt ser vi ellers ofte en god film sammen om fredagen, men i dag glæder børnene sig til de uger. Jeg går i stedet i køkkenet og laver mad til hele familien.

Vi laver en særlig temarestaurant-oplevelse med menu og det hele. Det kan for eksempel være en monsterrestaurant, hvor man bestiller mad via forskellige monsterlyde. Eller en tegnerestaurant, hvor man bestiller via tegninger…

– Nogle gange kan det den første uge være lidt tungt at undvære mobilerne eller skærmene, men så kan min kone og jeg mærke, at ungerne leger bedre – og vi får meget mere tid sammen som familie.

– Faste er en kristen disciplin. Metodistkirkens John Wesley forventede to dages faste om ugen af alle præster, der blev en del af bevægelsen. De fastede fra morgen til midt på eftermiddagen, hvor man typisk fik eftermiddagste.

– En af styrkerne ved faste er, at det er en passiv kamp. Fx at man konstant vælger Jesus frem for maden. Du får mere tid, men kan også blive mere træt, for din krop kæmper også.

Det mærkede jeg markant, da jeg fastede fyrre dage – noget som Gud havde kaldt mig overnaturligt ind i.

Da jeg for over fem år siden startede Faste.dk, tænkte jeg: ”Ok, hvis Gud vil have, jeg leder fastebevægelsen, må jeg faste mere end alle andre. Men jeg forstod hurtigt, at det var en kødelig tankegang … Så jeg bad i stedet Gud om at vise mig, hvordan og hvornår jeg skulle faste, fortæller han.

Han oplevede svaret: 40 dage, så snart skoleferien er forbi.

– Dengang glædede jeg mig mest til, at det var overstået. De første tyve dage var et mareridt, for da jeg ikke længere trøstespiste, kom jeg i berøring med sandheder og smerte i mit liv. Nogle gange blev jeg også deprimeret – når jeg kom i berøring med ting dybere i mit hjerte. Men da jeg kom igennem dét, blev det supergodt bagefter, fortæller Peter Tinggaard.

Inviterede Jesus ind i mørket

Hans hidtil største åndelige oplevelse var dog, da han i en bønnestund med sin kone, så Jesus:
– Jeg var dengang menneskebehager og havde sår i barndommen … da Han talte ind i mine primære problemer – og sagde, at Han tænkte anderledes omkring dem.

Gud blev den store forløser. Jeg sluttede ikke bare fred med det – det forvandledes!

Parret har lært en fælles bøns-praksis, når noget svært er oppe at vende.

– Min kone og jeg starter med at tale helhjertet sammen for at nå ind til roden af problemet. Så giver jeg mig selv lov til at mærke via smerten – mærke det, som gør ondt, indtil jeg kommer ind til roden af problemet. Når man har fundet roden, inviterer man Jesus til at komme ind i mørket.

Det var et minde fra min barndom, og de ting, Jesus gjorde og sagde omkring mindet, der ændrede noget dybt nede i mig, så jeg blev en anden person efter den bønnestund – sat fri fra et traume, der ellers havde præget mig siden barndommen.

Før det var jeg en menneskebehager, der havde lært, at andres behov var vigtigere end mine. Jeg forventede ikke, at andre ville tage sig af mine, forklarer han.

At se sig selv som barn

– Helligånden viste mig, hvordan jeg som et lille barn på nogle måneder lå og kiggede op på sin mor, der talte med en kvinde fra Kenya. Vi havde ofte unge boende dengang. Når der var voksne til stede, skulle børnene være stille. Med de mange, der kom på besøg, oplevede jeg, at der aldrig var plads til mig: ”Jeg er ked af det mor, jeg har brug for at blive trøstet, men jeg venter, til du bliver færdig.”

Men Han samlede mig op. Han kiggede og så mig, tilføjer Peter Tinggaard, der beskriver denne traumeforløsning mere udførligt i bogen: ”Faderens nåde i hjertet,” som delvist kan downloades på hans hjemmeside fastefordanmark.dk.

Fastetips til nybegyndere

Gør det med glæde! For gør du det som en pligt, tager det noget fra dig – ellers er det en velsignelse. Husk, at nu vil Gud give dig en gave, der er langt større end det, du går glip af.

Slå ikke for stort brød op. Start med et par dages faste eller en gang om ugen – med det, du ved, du kan overkomme.

Alt op til 20 dages faste kan et almindeligt sundt menneske godt tåle, men indgangen og udgangen er vigtig. Man skal langsomt ind og ud af det.

Gå på nettet og læs om emnet. Det kan man for eksempel gøre på Faste for Danmark, hvor bl.a. Aalborg-præsten Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke også kommer med gode råd.

Tag en medie-faste fra de verdslige medier engang imellem – måske en fast dag om ugen.