Bøn mod Corona

Ernst Jessen
Torvegade 19
6800 Varde

TV-avisens hovedhistorie 23/4 var nyheden fra Esbjerg, at ikke én eneste af de over 900 beboere på Esbjerg Kommunes 17 plejehjem havde fået konstateret corona-smitte, skønt flere af de ansatte i plejesektoren var testet positive.

Derfor skal Esbjerg nu være forbillede for alle landets kommuner, når det gælder hurtig smittetest og opsporing og inddæmning af smittekilder. Men alligevel måtte byens stolte omsorgsdirektør, midt i alle rosende ord til system og medarbejdere, også indskyde det lille ord ’held’. For naturligvis har andre kommuner gjort lignende tiltag som Esbjerg, men alligevel haft alvorlig smittespredning blandt ældre.

”Held” kan betyde så meget. Også så meget, at man misser en faktuel pointe, og derfor kan der i Esbjerg være en unævnt forklaring, som i denne for os så alvorlige situation, bør undersøges.

Se! Byens katolske præst, Benny Blumensaat har siden undtagelsestilstanden blev indført, været på knæ foran alteret i sin kirke og bedt Rosenkransen hver eneste dag mellem kl. 18 og 19. Han beder især for de ældre og svage, og lægger det på You-tube, så alle kan deltage. Betyder det noget?

Kan man bede om Guds indgriben? Er Dronningens ord ’Gud bevare Danmark’, som også sluttede hendes nylige fødselsdagstale, kun, som man vil sige i Ateistisk Selskab, et ønske om held til danskerne, eller også et vink med en vognstang til Folkekirkens præster om øget forbøn for landet?

Ligesom virkningen af den katolske præsts bøn ikke lader sig kontrollere på antal smittede ældre i Esbjerg, vil en lignende indsats fra Folkekirkens præster kun have tro som parameter. Den forventer vi til gengæld, at vore præster har. Og når de nu ikke kan prædike fra prædikestolen, kan de passende knæle i bøn.