Venstre sidebanner eksempel

Bøn – hvorfor er det så svært?

Af Birgitte Steffensen-Thomasen Lærer, forfatter, aktiv i Karlslunde Strandkirke

Som ung var jeg med til at arrangere et tværkirkeligt volleyballstævne i Herning.
Det var så nemt. Vi fik en god ide, planlagde og inviterede. Ingen sociale medier til hjælp, og alligevel deltog over 200 unge kristne fordelt på alle kirkesamfund.

Siden har jeg inviteret til flere typer fælles bøn, men det har aldrig været tilløbsstykker.

Kristne er forskellige, men jeg har da aldrig mødt en eneste, der sagde: Nej, bøn – det er tidsspilde.

Hvorfor distraheres vi og forstyrres, når vi søger Gud, og hvorfor stimler vi ikke sammen til bøn?

Var jeg rådgiver ved et af fjendens strategimøder, ville jeg også sige: Lad dem bare spille volleyball mm, bare de ikke beder. Meget tyder på, at de klarer sig fint uden mine råd.

Ikke ét løfte kobler sig til at spille volleyball, men de kobler sig derimod til bøn. Bed, så skal der gives.

Søg Guds Rige først, så både får – og kommer – alt andet i tilgift bagefter. Rækkefølgen handler ikke bare om kronologi, men i langt højere grad om prioritering.

Hvordan går jeg til problemer og udfordringer? Løser jeg dem ”my way” og beder Gud velsigne det – eller fik Gud en chance for at gribe ind ”His way”?

I Coronatider rives der i gulvtæppet under os.

Med fede CV´er, og fjernbetjening til rullegardiner og snørebånd, havde vi sikret os, men fået den form for sikkerhed afsløret som et liv på sandet. Bare en lille virus har udfordret vores samfund og sikkerhed.

Har vi i disse tider ikke netop mulighed for at stoppe op og sadle om?
Bønnen er det stærke middel, der giver det solide fundament tilbage.

Den dag, det er et ”alle-kald” til bøn, der samler over 200 mennesker, og vi leder efter lokaler, der er store nok – den dag bryder vækkelsen ud.

De kommende klummer vil gå ind i bønnens skatkammer og belyse nogle af dets kostbarheder. Kom lad os følges ad ….

I øvrigt var det et fantastisk volleyballstævne, vi holdt dengang …