Historien om Mor Charlotte – ”Den Brede og den Smalle vej”

Charlotte var født i 1805 og blev kaldt Lotte i det kaotiske præstehjem, hun voksede op i.

Lottes mor led nemlig af voldsomme anfald, som beskrives som en form for epilepsi.

Allerede som 12-årig måtte lille Lotte derfor tage sig af både sin syge mor og fem børn fra faderens første ægteskab. Andre holdt også til i huset på grund af den sult, der herskede i området på grund af Napoleonskrigene. En tante oplærte i perioder Lotte i at holde hus og lave mad.

Ramt af depression

Som 18-årig giftede Charlotte sig med købmand Friedrich Reihlen. Han var svoger til hendes halvbror. Han og to brødre overtog samme år faderens kolonial-, farve-, cigar- og oliehandel, der var den førende i Stuttgart. Og det unge velstående par deltog aktivt i byens verdslige liv.

De næste fire år fødte Charlotte tre sønner, Adolf, Julius og Theodor. Hendes helbred var dårligt, og da Julius døde kun to år gammel, faldt Charlotte i en dyb depression. Hun troede, at sønnens død var straf for det forfængelige liv, hun havde levet.

Men ved en gudstjeneste den 19. juni 1830 oplevede hun en indre forløsning, så hun kunne tro, at hun var tilgivet. Trods de store ansigts- og øresmerter, hun led af, følte hun sig i himlen denne dag, som kaldte sin ”åndelige fødselsdag”.

Manden stak af…

Charlottes mand, Friedrich, kunne slet ikke følge hende i denne åndelige udvikling.

Han var rasende og mente, Charlotte var gået fra forstanden. Selv om hun lige havde født datteren Elise, ville han smide hende ud af huset.

Selv var han mere optaget af julirevolutionen i Frankrig, og han planlagde i hemmelighed at rejse til Amerika. Pludselig var han rejst fra kone og børn.

Charlotte fik i denne svære tid støtte fra sine kristne venner. De bad for Friedrich, og i Amerika mødte han en prædikant, som hjalp ham med at forstå, hvad der var sket med Charlotte. Han omvendte sig og vendte tilbage til familien efter otte måneder. ”Jeg tog fejl. Du havde ret,” indrømmede han. Og ægteparret blev lykkeligt genforenet.

Oprettede skole for piger

Charlotte lagde nu stor vægt på, at børnene blev godt undervist i kristendom. En ung hjælpelærer, Friedrich Weidle, blev snart en populær person i huset. Han gav to timer om ugen børnene undervisning, og både forældrene og andre venner lyttede i det tilstødende lokale.

Det udviklede sig til, at den unge lærer Weidle fortsatte i ti år med at undervise offentligt i kristendom. Da spisestuen blev for lille, oprettede Friedrich og andre fædre i 1841 en privat skole for piger, Weidle’s Døtre Institut med 49 elever i fire klasser.

Charlotte var den drivende kraft bag alt dette. Hun stod også for sangtimer og håndarbejde. Og familien byggede nye lokaler til skolen, og flere lærere blev ansat. I 1856 var der over 500 elever, og skolen måtte flere gange flytte til større lokaler.

I dag er den kendt som Evangelische Mörike-Gymnasium.

100.000 salmebøger

Da en ny salmebog i Württembergs lutherske kirke var for dyr for de fattige, organiserede Charlotte en indsamling, så der kunne trykkes 100.000 ekstra billige salmebøger. Det var det dobbelt oplag af den officielle udgave. Et enormt antal dengang.

Desuden fik hun trykt en hus-udgave til brug i hjemmene med 70 af de mest kendte salmer og en stor bønnesektion. Den blev en populær konfirmationsgave.

Mission og bibelsalg

I Basel havde de stridende calvinske og lutherske præster fundet sammen – af frygt for, hvad der ville ske, hvis den ateistiske Napoleon invaderede den schweiziske by. De gav det løfte, at hvis byen blev sparet, ville de oprette et tværkirkeligt missionsselskab sammen. Og Basel Missionen har siden sendt missionærer ud i verden.

Charlotte og hendes veninde Charlotte Stammbach tog deres børn med i en specialbygget hestevogn og rejste til missionskonference i Basel i 1842.

Inspireret af konferencen oprettede de to kvinder i 1843 en missionsforening. De mødtes ugentligt, og året efter arrangerede de den første missionsfestival i Stuttgart. Den er siden gentaget hvert år.

De to kvinder grundlagde også en kolportør-virksomhed, som solgte bibler og opbyggelige hæfter til afsides områder.

Familien vokser

Da Charlottes far døde i 1832, tog hun sig af moderen, hvis anfald nu var aftaget.
Omkring 1848 udbrød der revolution mange steder i Europa. I Stuttgart gik den ophidsede folkemængde på rov i butikker.

Familien Reihlen barrikaderede sig i butikken, mens pøbelen kastede sten mod skodderne. I sidste øjeblik – kl. halv ti om aftenen – nåede militæret at redde familien fra pøbelen. En tilfældig skomager blev dræbt af skud.

Få år senere grundlagde Friedrich og Charlotte en sukkerfabrik i Stuttgart sammen med sønnerne Adolf og Theodor.

Familien Reihlen flyttede fra den snævre gade i centrum til et stort hus med have i en forstad.
Og den 24. juni 1853 blev alle tre sønner gift – den samme dag.

Tog initiativ til sygepleje

På det tidspunkt manglede der ofte ordentlig sygepleje. I flere byer var der oprettet diakonnisse-sygehuse, hvor man kombinerede god sygepleje med kristen omsorg. Men ikke i Stuttgart. Efter flere mislykkede forsøg tog Charlotte derfor initiativ.

Hun fik flere præster til at agitere for sagen, og hun organiserede, at der blev oprettet et stiftelsesudvalg – bestående af seks kvinder (!) og fire mænd.

I 1854 begyndte diakonisse-huset at fungere med unge kvinder, der ville vie deres liv til sygepleje og kristen omsorg.

Friedrich fik ansvar for et nyt byggeri. Efter nogle begynder-vanskeligheder voksede institutionen, så der i 1940 var over 1600 diakonisser.

Charlotte Reihlen fik også grundlagt en husholdningsskole for piger mellem 14-16 år, som på den måde fik en uddannelse i stedet for blot at komme i huset.

Alle de tre institutioner, som hun stod bag, henvendte sig specielt til kvinder.

Den smalle vej

Den 24. juli 1866 havde württembergerne lidt et blodigt nederlag til preusserne, som efterhånden erobrede alle Tysklands små stater og satte dem under én kejser i Berlin.

Da Charlottes mand Friedrich hørte om sit lands nederlag, fik han et alvorligt slagtilfælde og lå i sengen til sin død i 1870.

De to katastrofer rystede også Charlotte og gav hende ønsket om at vække andre til omvendelse i disse urolige tider.

Livet igennem havde Charlotte oplevet, at lykken ikke var at vælge den almindelige brede vej, som de fleste valgte – men tværtimod havde hun oplevet lykken i at vælge den smalle, ofte vanskelige vej, hvor man ikke blot forfængeligt ”nød livet” , men selv gav afkald på fristelser og gjorde noget godt for andre.

I april 1867 fik hun derfor fremstillet en litografisk plakat i storformat (tonetryk) med titlen ”Der Breite und der Schmale Weg” – Den brede og den smalle vej (ud fra hvad Jesus siger i Mattæus 7,13-14).

Hun tegnede et skitsebillede og fik litografen Conrad Schacher til at skabe en litografi af billedet, så der kunne trykkes en stor plakat. Hendes søn Theodor hjalp hende med en otte-siders forklaring af billedet, som blev givet med plakaten gratis.

Plakaten blev udstyret med skriftsteder til eftertanke, som man først så, når man kom nærmere på billedet.

Mange motiver kan genkendes fra Charlottes omgivelser: Kirken ligner hendes egen.

Søndagsskolen var begyndt kort tid før. Børnehjem for udsatte børn blevet støttet af Reihlen-familien. Det nye diakonessehus var lige indviet. På tegningen ses både privat barmhjertighed og velgørenhed gennem institutioner som troens frugter.

En jernbane var netop indviet få år før. En krigsscene er med, og en mand driver med en pisk tre slaver foran sig, tegnet med sort ryg i den originale version. Netop fra 1861-65 rasede den amerikanske borgerkrig om slaveriet.

Budskabet var, at krig og slaveri er djævelens værk, og at alle de tillokkende nydelser på den brede vej leder os bort fra Gud – og ind i fortabelsen.

Samme år udkom en hollandsk udgave og i 1883 en engelsk. I 1884 blev en farvelagt udgave af den tyske plakat trykt.

I dag findes plakaten på spansk, ungarsk og armensk – samt nu altså også på dansk.

Et godt liv, trods modgang

Charlotte Reihlens eget liv var sparsommeligt og enkelt. Hun gik klædt ligesom sine tjenestepiger.

Som ung led hun af megen sygdom. Hun havde en vanskelig mave, som kun tillod lette måltider. Hun led af alvorlige, hyppige migræneanfald, og en hjertesygdom gav hende søvnløshed. Men de urolige timer brugte hun til at bede for og velsigne andre.

Hendes leversygdom blev lindret i 1857 ved en kur. En kompliceret knæskade blev mirakuløst helbredt ved bøn i 1859.

Midt i planlægningen af en ny kirke til diakonissehuset fik hun en forkølelse nytårsaften 1868, og døde den 21. januar, kun 62 år.

Hendes æresgrav er bevaret på Fangelsbach kirkegården i Stuttgart.

Læs også: Engelsk friluftsevangelist brugte maleriet i kæmpeformat