Et forældrefinansieret ungdomsoprør?

Af Niels Nymann Eriksen, Sogne- og indvandrerpræst på Vesterbro

Der er noget usselt ved at foretage et forældrefinansieret ungdomsoprør.

Det er forståeligt nok, at et ungt menneske har brug for at bryde med det hjem det er vokset op i og lægge det bag sig, for at finde sin egen vej gennem verden. Men hvis dette forsøg på frigørelse begynder med, at de rækker den ene hånd ud for at bede om penge for dernæst med den anden hånd at smække døren efter sig – ja så er der noget som ikke helt stemmer overens.

En elastik i ryggen

Når den yngste søn i dagens tekst beder om at få den del af arven, som tilkommer ham, udbetalt, gør han sig skyldig i præcis den form for uoverensstemmelse. På den ene side beder han faderen om hjælp, og på den anden side siger han: Du er død for mig – vores forhold er på arvestadiet.

Man siger, at man ikke skal bide den hånd, som fodrer en. Men denne unge mand formår altså både at lade sig fodre og at bide hånden.

Set fra faderens synspunkt har situationen sikkert taget sig anderledes ud. Han har formodentlig fornemmet, at hans søn har været på kollisionskurs med hjemmets værdier og traditioner, og at det nok kun var et spørgsmål om tid, inden han ville smække med døren.

Og han har formodentlig set længere end sin søn. Han har set, at han med sin gave ikke bare finansierede et ungdomsoprør, men også lagde et spor, der på et senere tidspunkt ville kunne føre sønnen tilbage til hjemmet.

Og ganske rigtigt, da sønnen har nået bunden af sin deroute, sidder blandt svinene og ønsker at fylde sig med deres mand, så kommer han til at tænke på sin fars godhed, og denne tanke får ham til at rejse sig og gå hjem mod gården, han kom fra.

Det er, som om faderens kærlighed og sønnens opgør prøver kræfter. Som om faderen ved at vise sin søn denne kærlighed har placeret en usynlig elastik i ryggen på ham, og på et eller andet tidspunkt, når han har løbet sig træt i sine forsøg på at nå sine mål i verden, så vil denne elastik begynde at drage ham i retning mod hjemmet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Faderen i lignelsen tog afsked i hoveddøren i håb om at gøre hjemkomsten mulig.

Der er noget småt ved et forældrefinansieret ungdomsoprør; men der er på den anden side noget stort ved en forælder, som ikke bare lader sønnen forsvinde ud af bagdøren, men taget afsked i hoveddøren i håb om at det vil gøre hjemkomsten mulig. Og det viser sig, at sønnen soprørskraft ikke står mål med faderens kærlighedskræft.

En fortabt kultur

Lignelsen om den fortabte søn er billede vi kan spejle os i som individuelle mennesker. Det viser os Guds tålmodige venten på os. Men det forekommer mig også at være en lignelse som nøjagtigt beskriver en mekanisme, som er på spil i den kultur, vi er en del af.

I 2004 var der en offentlig samtale mellem den tyske filosof Jürgen Habermas og den daværende kardinal Joseph Ratzinger, som senere blev Pave Benedikt XVI, om forholdet mellem religion og fornuft. De stillede blandt andet spørgsmålet om vores vestlige kultur er i stand til at reproducere de værdier, som den bygger på.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Man kan beskrive problematikken ganske enkelt ud fra dagens lignelse: Vi lever i en kultur, hvor arven er blevet udbetalt og bruddet er sket. De værdier, vi bygger vores samfund på:

menneskerettigheder, demokrati, mindretallets rettigheder osv. er alt sammen en del af arven fra kristendommen.

Historien om vores udvikling siden oplysningstiden kan beskrives som historien om sønnen der siger: Fader giv mig min del af arven. Et forældre finansieret ungdomsoprør. Og så begynder rejsen til et fjernt land, Faderen er der ikke længere, men vi lever stadig på arven fra ham.

Men den indre logik er, at den arv ikke bare kan reproduceres uden om forholdet til faren. Før eller siden løber vi tør, tingene mister deres betydning og vi finder os selv som den yngste søn blandt svinene, som jo i jødedommen var urene dyr.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En anden måde at udtrykke samme princip i den historiske udvikling er Polanyis metafor for vores kulturudvikling: Den kristne arv forbrænder i ilten fra den antikke græske rationalisme. På et tidspunkt vil vi nå et punkt, hvor der ikke er mere tilbage at forbrænde, og hvor det værdimæssige grundlag for vores kultur vil synes at ophøre. Det er hungersnøden.

Guds forlængede arm

Når man læser Jesu lignelse således, ikke blot som en fortælling om det enkelte menneskes forhold til Gud, men også som en beskrivelse af en mekanisme, der er på spil i historien, bliver det klart, at vi som tror på Jesus Kristus har en stor opgave.

Vi skal ikke bare være gatekeepers som den ældre søn, men tage del i faderens længsel efter at bliver genforenet med sine børn og være hans forlængede arm i verden.

Søndagens tekst: Lukasevangeliet 15, 11-32

Den fortabte søn

11 Jesus fortsatte med følgende historie: »Der var en mand, som havde to sønner. 12 En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.

13 Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14 og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede.

15 Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken.

16 Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget.

17 Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult.

18 Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud.

19 Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’

20 Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst.

21‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’

22 Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – 23 og slagt fedekalven, for nu skal der festes!

24 Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!

25 Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. 26 Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik.

27‘Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‘Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’

28 Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind.

29‘Nej,’ sagde han, ‘nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner.

30 Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’

31‘Hør, min søn,’ sagde hans far, ‘du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’«

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk