En markering for kristendommens værdier
Tak til Henri Nissen for i lederen 9. august at sætte fokus på værdipolitiske udmeldinger. Det har vi i høj grad brug for. For det, som vores samfund bygger på, bygger de fællesskaber, alle danskere er en del af.
Som kristen politiker, ”fra en anden fløj” end DF, vil jeg derfor tage opfordringen op. I de grundlæggende antagelser er der store forskelle på det værdipolitiske kulturgenopretningsprojekt, som Messerschmidt fremfører.
På det dannelsesmæssige niveau kan jeg langt hen ad vejen tilslutte mig. På den realpolitiske udmøntning af værdierne er der store forskelle, som ikke medtænker nåde for syndere – og det er som bekendt på frugterne, man skal kende menneskene.
I KD, Kristendemokraterne, står vi op for, at udlandsbisstanden skal bruges til at kæmpe mod forfølgelser – især af kristne, men ikke kun. Jesus har nemlig belært os om også at elske vore fjender.
Det betyder ikke tossegod accept af alt, men plads og rum til at tænke og tro forskelligt og gennem vores adfærd møde vore medmennesker. Derfor er vi også imod muslimsk bønnekald, men for, at der må være moskeer i Danmark. Men de må ikke, under religiøst dække, opildne eller være arnesteder for islamisering.
KD´s kristne fundament udmøntes fx i: Ligeværd mellem mennesker, friheden til at tro (og vise sin tro offentligt), ytringsfrihed og forkyndelsesfrihed. Altså det præcis modsatte af udskamning, burkalove og imamlove. Det er en demokratisk dialog, hvor vi prøver og tester hinandens antagelser i gensidig respekt.
At bygge et samfund på disse værdier betyder også, at jeg tager ansvar for miljøet, den ældre eller den hjemløse på gaden, barnet der bruger for meget skærmtid og ikke er sammen med sine forældre, og at sundhedsvæsenet skal hænge sammen.
Familien er en væsentlig grundsten, der kan have mange udformninger. Familier skal derfor have muligheder for at være – familier. Kristne værdier er at blive dannet i uddannelse til at få lov til at være den, som man er skabt til – at vokse og leve i de evner og muligheder, den enkelte har. Folke- og friskoler skal have frihed til at undervise og skabe nysgerrige og dannede medmennesker, men skolen skal ikke invadere hele dagsprogrammet.
Når vi diskuterer klima og miljø, skal vi også diskutere bæredygtighed – for det, der er godt i det ene perspektiv, er ikke nødvendigvis godt i det andet – og i KD har vi den kristne forvalteroptik på, også i miljø og klimadebatterne.
Når vi vil have en anstændig social- og ældreomsorg, hvor den kristne etik er grundlaget, skal vi også have faguddannet personale til disse vigtige og udfordrende opgaver, for det er ikke gjort med godhjertethed alene.
Når vi skal lave sundhedspolitik, skal det være med den enkelte borger i centrum og ikke de ydelser eller behandlinger, der skal gives. Der skal gøres op med et styringssystem, der generelt reducerer ydelser og indsatser til celler i et excelark, ved at genindføre det velargumenterede, individuelt funderede faglige skøn.
Når vi vil begrænse adgangen til porno, alkohol og andre rusmidler, er det for at beskytte hinanden fra de skadevirkninger, som alt for mange i vores samfund kæmper med følgerne af.
Sådan markeres kristne holdninger i praksis, fordi det enkelte menneske er skabt af Gud og af uendelig værdi og derfor også har ansvar for medmennesket og den verden, det er sat i.
