Ta’ det bare personligt

Af Henri Nissen, Ansvarshavende redaktør

Der er en mærkbar kraft i at proklamere Guds løfter ind over dit eget liv. Det er en god modgift imod bekymringer, frygt og mismod.

Hvis du personliggør Guds løfter ved at læse dig selv ind i løfterne, bliver de vedkommende – og opmuntrende.

Her er nogle gode eksempler:

Guds løfter er skrevet ned for mig i Bibelen for at motivere mig til at være udholdende og styrke min overbevisning om engang at få alt det, Gud vil give mig.
– Formuleret ud fra Romerbrevet 15,4.

Jeg vil tænke over Guds ord døgnet rundt, så jeg handler efter dem, for så vil det gå mig godt, og jeg vil lykkes. Jeg står fast og er modig! Jeg er ikke bange! Herren er min Gud, og han vil hjælpe mig med alt, hvad jeg skal gøre.
– fra Josva 1,8-9.

Jeg har ærefrygt for Herren, og det fører mig til et godt liv. Jeg er mæt og tilfreds og skærmes fra ondt.
– Ordsprogenes Bog 19,23.

Jeg er ikke bekymret, for jeg siger altid Gud tak og lægger mine ønsker frem for ham i bøn. Derfor vil jeg opleve, at Guds fred, som overgår al forstand, vil beskytte mine tanker og mit hjerte og bevare min tillid til Jesus Kristus.
– fra Filipperbrevet 4,6-7.

Jeg frygter ikke. Jeg opgiver ikke modet. For min Gud bor midt iblandt os. Han er min mægtige Frelser. Han elsker mig og glæder sig over mig, han fornyer mig med sin kærlighed, han synger af glæde over mig.
– fra Zefanias bog 3,16-17


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg bad Herren om hjælp, og han befriede mig fra al min frygt. Når jeg stoler på Herren, skal jeg stråle af glæde, for han vil aldrig nogensinde skuffe mig.
– fra Salme 34,5-6

Jeg er beskyttet af den højeste Gud, fordi jeg søger hans hjælp. Han bevarer mig fra ulykker og dødelige sygdomme.
– fra Salme 91.

Jesus blev såret for mig, og ved hans sår er jeg helbredt.
– fra Esajas bog 53,5


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg er ikke svag, men stærk og modig. Jeg frygter ikke og mister ikke modet, for Gud er med mig og svigter mig ikke.
– fra 1. Krønikebog 28,20.

Guds fuldkomne kærlighed er i mig og jager frygten ud.
– fra 1. Johs. 4,18

Gud har ikke givet mig en frygtsom ånd, der gør mig modløs, men en ånd, der giver mig kraft, kærlighed og sund fornuft. – fra 2. Timoteus 1,7

Jeg vil ikke glemme Herrens velgerninger. Han tilgiver alle mine synder og helbreder alle mine sygdomme. Han frier mig fra dødens gab, velsigner mig med sin nåde og godhed.
Han mætter mig med gode gaver, jeg får min livskraft igen som ørnen. Han lader retfærdigheden ske fyldest, så de undertrykte får deres ret.
– fra Salme 103,2-6


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Herren er min styrke og mit skjold, jeg stoler på ham af hele mit hjerte. – fra Salme 28,7

Jeg kan roligt lægge mig til at sove, for du, Herre, beskytter mig. – Salme 4,8.