Kun evangeliet fører til frelse

”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Det er nogle afsindigt hårde ord, som er talt til os af den Gud, som vi postulerer, er kærlighed, men hvorfor nu det? Jo, det er lige præcis, fordi Jesus, i sin ufattelige kærlighed, ikke ønsker andet end at lede os til sin frelse. Han taler til os sandt og ærligt uden omsvøb for at få lukket øjnene op på os, så vi kan se vores reelle status i denne verden…”s. 179

Veje til Jesus indeholder 15 skønne vidnesbyrd, som fortæller, at Jesus stadig frelser mennesker. Mikkel Vigilius er lærer på LM-Højskolen i Hillerød og forfatter til en bog, der samler nogle meget forskelligartede livshistorier op.

Det er historier om kriminelle, misbrugere, rigmænd, hjemløse og alt det indimellem. Mennesker som vokser op i kristne familier og dem, der absolut ikke gør det. Men deres vidt forskellige veje i livet til trods, så når de alle sammen frem til en erkendelse af, at de er syndere og deres eneste håb er Jesus, som døde i deres sted.

Det er evangeliet som ”Guds kraft til frelse for enhver, som tror…” – vel at mærke, når evangeliet ikke fortyndes eller pakkes ind i blød og tam humanisme.

Fælles for de mange stærke og rørende beretninger er, at det er mennesker, som har stirret imod deres egen fortabelse, er blevet ramt af syndenød, og midt i fortvivlelse – ja mange gange på dødens afgrund – oplevet, at evangeliets allermest grundlæggende sandhed er blevet til liv for dem.

Jesus gjorde det, som jeg aldrig kunne gøre. Hans død og opstandelse er min vej til et evigt liv med Gud. Det er en endegyldigt, evig og urokkelig sandhed, ja, det er mere end det, det er den eneste grundvold, som vi kan bygge på som kristne.

Derfor bliver det også overbevisende, når den tidligere rigmand Kurt Henriksen kan tale over Jeremias’ bog 29.11 ”… planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb” s. 140.

Vel at mærke efter at have mistet alt, hvad der umiddelbart opleves som lykke – penge, prestige, magt, stor villa, dyre biler, et liv i toppen af samfundspyramiden – for i stedet at komme i fængsel, med alt hvad det indebærer. For det største et menneske kan opleve, er at tage imod evangeliets kald og få fred med Gud.

Det er klassisk luthersk lære. Frelst alene ved Guds nåde, amen! Som karismatiker sætter jeg stor pris på den stærke klassiske forkyndelse. Der er ingen vej udenom, det er ikke ved gerninger, ikke på grund af min præsterede tro, men alene fordi Jesus har sejret og kaldet mig til sig, og det kan jeg både hvile i og leve på.

Derfor finder jeg det også unødvendigt, at forfatteren et par steder bruge plads på at omtale karismatikere i Israel og København (Pinsekirken Elim), med kritiske vendinger, mens det modsatte konsekvent er tilfældet, når det kommer til IM og LM-sammenhænge.

Når dette er sagt, så er det væsentligt at understrege, at bogen er trosstyrkende at læse, og det er i mine øjne den største anbefaling, jeg kan give en bog. Samtidig oplever jeg også, at den indeholder en væsentlig formaning til kirken. En formaning om at forkynde evangeliet i dets fylde:

Formaningen ligger i, at fortabelsen er en realitet, foruden hvilken Jesu offer og frelsen er meningsløs. Ja, man må sige det rent ud, hvis Jesus blot blev henrettet og dermed døde martyrdøden, uden at dette var nødvendigt for at frelse os fra fortabelse, så har vi med en grusom og ukærlig gud at gøre.

Men nu tror vi Jesus på hans ord, når han siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Joh. 14. Og det giver os et utroligt håb, for det liv jeg nu lever, lever jeg i Kristus, og Kristus lever i mig.

Mikkel Vigilius: Veje til Jesus – 15 personlige beretninger
207 sider. 125 kr.
Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening