Søster Margaritha Valappila
Karismatisk katolsk søster gæster Danmark

Efter at søster Margaritha Valappila blev helbredt for en livstruende sygdom, viede hun sit liv til at fortælle europæerne om Gud. I denne uge besøger hun Danmark.Søster Margaritha Valappila er oprindeligt fra Kerala i Indien, men i dag bor hun i Tyskland, hvor hun tilhører klostret Sankt Trudpert i Münstertal Schwarzwald.
I 1960 kom hun sammen med en gruppe indiske piger til Tyskland for at blive ordenssøster, og hele hendes liv kredsede om omsorg for de syge.
Men i slutningen af 1989 skete noget, som vendte op og ned på hendes liv. Hun blev angrebet af en livstruende sygdom. Det fik hende til at se opad og takke Gud for sit helbred, som hun så som en ufortjent gave.

Helbredt af Gud

Under et besøg i sin hjemby i Indien i 1990 kom hun i berøring med den karismatiske bevægelse, som i de foregående 20 år havde udviklet sig meget stærkt i denne egn.
Ved et bedemøde med omkring 5000 deltagere erfarede hun en dyb indre og fysisk helbredelse. Under en efterfølgende retræte i byen Potta mindede Gud hende om at tage tilbage til Europa og fortælle Bibelens budskab og videregive den glæde og fred, hun selv havde modtaget.
Allerede i 1990 arrangerede hun de første retræter sammen med to indiske katolske præster, hun havde inviteret med fra Potta. Ved den første retræte var alle deltagerne indere. De 79 fremmødte oplevede indre og fysiske helbredelser, og det førte også til, at flere af dem begyndte at oprette deres egne bedegrupper.
Siden har søster Margaritha arrangeret adskillige retræter både for indiske deltagere og for andre nationaliteter. I 1996 blev hun frigjort fra sine forpligtelser i nonneordenen, så hun kunne hellige sig retræterne fuldt ud.

Leder tysk bedecenter

I 1997 oprettede Søster Margaritha og hendes medsøster Kiliana Seifritz et bønnecenter i en tidligere katolsk præstegård i Massbach. Men stedet blev snart for lille til de månedlige bededage, de ugentlige bedekredse, og til organisering af retræterne.
Så i 1999 overtog de en tidligere kurklinik i Bad Soden-Salmünster, som i dag fungerer som retrætecenter under navnet Haus Raphael. Søster Margaritha rejser også rundt til retræter i udlandet, primært i det tyske sprogområde.
Retræternes indhold er at lytte til budskaber fra Bibelen samt forskellige former for sang og bøn. Det gælder også i denne uge, hvor søster Margaritha Valappila sammen med danske Benny Blumensaat holder retræte i Ømborgen i Ry.